We are watching.. {1D}

Celine Payne, lillesøster til Liam Payne fra One Direction, lever et liv med fester og sprut. Efter hendes bror blev berømt har han ikke set til hendes side en gang, men hvad sker der når de mødes for første gang i to år, midt i den desperate Celines andet selvmordsforsøg.
Hvad vil Liam sige til at det første glimt han får af sin søster vil være når hun hopper ud af et vindue? Hvad vil Celine, hvis hun overlever, sige til at hele One Direction og hele verden kender til hendes problemer?
Vil hun kunne komme videre, tilgive sin bror eller vil hun sidde fast i fortiden og aldrig tilgive sin storebror? Vil Liam, få lov til at se sin søster levende igen? Eller vil hun være væk for evigt, som hun ønsker?

18Likes
20Kommentarer
2035Visninger
AA

1. If I could choose, I would choose Hell. Because, my brother wouldn't go to Hell.

Han havde løjet. Han havde sagt han ikke ville glemme mig. Det huskede jeg tydeligt, for det var de sidste jeg havde hørt ham sige til mig inden han tog det til det åndssvage talentshow, der splittede os. For altid. Det var ihvertfald 'for altid' efter i dag, forhåbentlig. Bilerne susede forbi nede på gaden, jeg holdte øje med dem fra mit vindue i vores lejlighed. Vi var lige flyttet til London, for at have mere tid sammen med min bror. Eller rettelse, så mine forældre kunne få mere tid med min bror. Jeg kunne ikke komme med, det kunne jeg aldrig. Om det var fordi de ikke gad at have mig med, eller om det var fordi jeg altid havde lavet aftaler præcis den dag vidste jeg ikke. Men hvis jeg skulle svare, sådan helt ærligt, var det nok det sidste. For jeg orkede ham ikke. Han havde ikke én gang skrevet 'hvordan går det?' eller 'hvad laver du?', ikke et eneste hej! Jeg havde opgivet ham for længe siden. Allerede da jeg tog til min første fest, umiddelbart efter han og hans band fik tredje pladsen i det åndssvage show, havde jeg fundet min redning. Den der skule redde mig fra smerten over at blive glemt af den person jeg elskede allermest. Selvom jeg havde drukket sorgerne væk så tit jeg kunne, blev de ved med at være der når jeg var ædru. Hver eneste gang jeg havde fået alkohollen ud af mit blod, blev jeg overvældet af minderne om min bror. Og så kom sorgen over at han ikke var hos mig længere. Selvom han ikke var død, faktisk var han temmelig meget i live, så var det for mig som jeg havde mistet ham. På den der, han er død-måden. For mig var han død, og det ville han blive ved med at være. For altid. Ihvertfald ville det snart blive 'for altid'. Ihvetfald hvis det stod til mig. Mit blik gled op på den blå himmel, med de hvide skyer og sorte fugle. Jeg smilte svagt, fuglene gjorde mig altid glad. Og i mit næste liv, ville jeg gøre altid for at blive genfødt som en fugl. En smuk, majestætisk fugl. Eller i det mindste en lille fugl, med en smuk sangstemme. Jeg kiggede ned igen, der var ikke alt for langt ned. Så der var desværre en chance for at jeg overlevede. Jeg sukkede og lænte mig op af den hårde, hvide mur bag mig. Endnu et suk forlod mine læber, for hvilken gang kunne jeg slet ikke holde styr på mere. Hvorfor var mit liv sådan? Før XFactor havde jeg et fantastisk liv, med den bedste bror. Nu levede han livet i sus og dus, men jeg dag ud og dag ind sukkede over mit liv og egentlig bare ønskede at dø. Han udlevede sin drøm, mens mit liv gik fra hinanden. Vores forældre havde bestemt at vi skulle flytte til London, så jeg kunne få et nyt og bedre bånd til Liam. Men egentlig var det kun dem der brugte tid sammen med ham. Jeg havde aftaler med mine fiktive venner, hver eneste gang han kom eller vi skulle over til ham. For det var sådan jeg levede min hverdag. Var sammen med fiktive venner, da jeg var for naiv til at kunne skille de falske bitches og de ægte venner fra hinanden. Siden Liam blev kendt, var jeg blevet mere og mere populær, bare fordi de ville lære Liam at kende. Og de andre fra hans åndssvage band. Sjovt, egentlig. Alt, der kunne relateres til Liam var blevet åndssvagt i mit hoved. Selve Liam var åndssvag. Med undtagelse af mine forældre, var næsten alt i min hverdag åndssvag da det kunne relateres til ham.

"Hej mor, hej far" sagde en stemme, jeg kun kendte alt for godt. Det var ham. Liam. Mit ærinde skulle klares hurtigt nu, nu skulle det være slut. For evigt og altid.

"Hej, Liam, hvordan går det?" Sagde min mors åbenbart glade stemme. Jeg sukkede igen. Selvfølgelig, Liam hendes overperfekte søn. Kunne man andet end at være glad og stolt over ham, når man kendte ham? Ja, det kunne man. Det kunne man helt sikkert, det var jeg et bevis på. I hele to år havde han ikke en eneste gang kontaktet mig, han havde ikke sendt et eneste 'Hvordan går det?' eller et 'Hvad laver du?', ikke så meget som et hej!

"Det går fint nok, vores plade sælger godt og fansene vokser og vokser bare i antal" Blablabla, ja, det er flot, Liam! Kan du ikke klare at opmærksomheden ikke skal hen på noget andet end One Direction bare for et minut? Sådan var det altid, de samtaler jeg havde overhørt i smug, var det altid 'Det går fantastisk med One Direction' og 'Drengene og jeg, klare det fantastisk'. Ingen ændringer overhovedet. Kunne den dreng ikke bare for en gangs skyld snakke om noget andet?

"Hvor er det altså flot, jeg er så stolt. Men kom ind, kom ind" selvfølgelig, når han var her, var hun evigt og altid den stolte mor. Den søde mor. Den perfekte mor. Den mor, hun aldrig var for mig. Hvad? Var det ikke nok at han var kommet? Skulle han nu også ind? Åbenbart."Liam, jeg er ked af de overskrifter Celine har skaffet dig. Det ødelægger vel ikke noget for din karriere, vel?" Nu var det nok! Hun bekymrede sig kun om ham! Om hans karriere! Tårerne begyndte at presse på og jeg lod dem løbe. Jeg havde intet imod tårer, medmindre nogen så dem. Jeg græd og græd, når jeg var alene. Og havde et liegyldigt ansigt, når jeg var sammen med andre.

"Tak mor. Og lidt gør de vel, men det er ikke skadende. Men kan jeg tale med hende?" Nej, mor! Bare for en gangs skyld, vær lidt moderlig og sig jeg ikke er hjemme! Bare for en gangs skyld. Men der var noget ved hans stemme... Det kunne da umuligt være... Tristhed? Nej, det kunne ikke være tristhed. Det ville jo ødelægge den legendariske Liams image. Og det kan vi jo ikke have, vel? Nej da. Liam skal fremstå som perfekt, hvilket han også gør. Og synet af alt det perfekte ved ham, giver mig kvalme.

"Åh nej, det er jeg frygtelig ked af. Hun får stuearrest, hun får.... Ja, selvfølgelig, hun er oppe på sit værelse" Tak mor. Og for første gang, mente jeg det. Nu havde jeg en grund til at hoppe noget før, for jeg ville ikke kunne klare at se ham. Stå ansigt til ansigt med ham. Tale med ham.

Jeg kunne høre trinene på vores lille trappe i vores kæmpe lejlighed knirke og hans skridt give genlyd, da de gamle åbenbart ikke lod til at sige noget. Ellers var det meget hviskende. Og de hviskede, stensikkert. Sikkert noget omkring mig, hvor stor en skuffelse jeg var for dem. Men nu slap de da af med deres største skuffelse og deres største fejltagelse. Mig. Døren blev åbnet og i det Liams ansigt kom til syne i døren, sagde jeg lavt:"Undskyld Liam, for hvilken skuffelse jeg er for dig." Og så skubbede jeg fra med mine hænder, så jeg svævede i et stykke tid. Og så faldt jeg. Jeg lukkede alt ude. Liams råb, folks skrig, min mor fars løben op af trappen, vinden om min krop. Den eneste tanke der opfyldte mig var anger. Anger for at være sådan en skuffelse for mine forældre og for min overperfekte bror. Havde jeg virkelig i min lille verden af sorg og smerte, været ved at ødelægge Liams karriere? Forhåbentlig blev der rettet op på det i min død. Turen ned mod gaden føltes som en evighed, men jeg smilte svagt med tårerne løbende ned af kinderne da jeg endelig ramte asfalten med et klask. Min krop gav op med det samme, mørket indhyllede mig og jeg bød det velkommen. For det var kommet for at blive. Endelig afsluttede mit liv. Her sluttede mine skuffende handlinger. Nu kunne Liam udleve sin drøm uden at tænke på mig og hvilke idiotiske handlinger jeg nu havde fundet på. For nu fandtes jeg ikke længere. Egentlig burde de bare glemme mig, ligesom jeg havde skrevet i brevet jeg havde skrevet for flere uger siden. Bare for at være sikker på at det var færdigt til mit endeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...