We are watching.. {1D}

Celine Payne, lillesøster til Liam Payne fra One Direction, lever et liv med fester og sprut. Efter hendes bror blev berømt har han ikke set til hendes side en gang, men hvad sker der når de mødes for første gang i to år, midt i den desperate Celines andet selvmordsforsøg.
Hvad vil Liam sige til at det første glimt han får af sin søster vil være når hun hopper ud af et vindue? Hvad vil Celine, hvis hun overlever, sige til at hele One Direction og hele verden kender til hendes problemer?
Vil hun kunne komme videre, tilgive sin bror eller vil hun sidde fast i fortiden og aldrig tilgive sin storebror? Vil Liam, få lov til at se sin søster levende igen? Eller vil hun være væk for evigt, som hun ønsker?

18Likes
20Kommentarer
1928Visninger
AA

2. I didn't say goodbye, I even didn't say sorry... (Liams synsvinkel)

Min samtale med min mor, tog en drastisk drejning d ahun bragte Celine ind i den. Men ikke på den gode måde. Jeg elskede min mor, ingen tvivl om det, men den måde hun havde behandlet min søster på efter One Direction's start. Og efter de overskrifte min lillesøster havde fået, havde hun det ikke godt. Hvor havde jeg været dum, bare at ignorere hende. Hun måtte hade mig og med god grund. Hun var min søster og jeg havde ignoreret hende, hvilken bror gjorde lige det? Mig. Og dum som jeg var gav jeg hende endnu flere problemer ved at bekræfte at hun faktisk havde fået min karriere til at stå stille i en overgang. Men det havde min mor ikke behøvet at få afvide, men jeg havde sagt det alligevel. Hvor dum er man så? Åbenbart så dum som jeg er. Min mor svarede et eller andet, og fortalte så at min søster var på sit værelse. Hvor jeg dog glædede mig til at se hende. Høre hendes stemme. Mærke hende i et kram. Se hendes øjne og smil. Bare være sammen med hende. Og fremfor alt, sige undskyld. Hun havde fortjent en undskyldning og ikke mindst en ordentlig bror. Gid jeg dog havde kunnet leve op til den titel jeg havde fået da hun blev født. Bror. Jeg havde ikke været en bror for hende, jeg havde svigtet for mange gange. Hun fortjente bedre, det gjorde hun. Jeg gik med ivrige skridt op til hendes værelse, omme bag mig kunne jeg til min skræk høre min mor og far hviske omkring hende. Og det var ikke ligefrem de bedste ting, der blev sagt. Kæft, hvor ville jeg dog gerne vende mig om råbe i ansigtet af dem at de aldrig skulle tale sådan om min søster. Deres datter. Men jeg skulle nødig snakke, jeg havde ikke overhovedet snakket med hende. Så vi var vel alle lige meget om at have skaffet hende de overskrifter. Et svagt smil spillede på mine læber da jeg tog fat om håndtaget og trak ned. Et smil der stivnede da jeg fik øje på hende, så hendes tårer, hørte hendes ord. Før jeg nåede at opfange og forstå dem, skubbede hun fra med hænderne og hoppede. Ud i luften og så ned.

"CELLE!" Kælenavnet jeg havde givet hende, fløj ud af min mund og hurtigere end jeg havde troet det kunne gå, var jeg henne ved vinduet. Men jeg kunne ikke nå at gribe fat i hendes hånd. Hurtigere end jeg kunne lide, faldt hun ned mod gaden. Folk skreg og nogle prøvede endda at række op imod hendes faldende krop for at prøve at gribe hende. Men hun ramte asfalten med en uhyggelig lyd. I hendes fald havde jeg lukket alle lyde ud, jeg havde ikke hørt at mine forældre kom løbende op. Men da jeg lukkede lydene ind igen hørte jeg min mors hviskende stemme sige:"Det var vel bedst sådan..."

Jeg vendte mig om stirrede i raseri på hende, mens jeg sagde stavelse for stavelse:"Nej.Det.Var.Ej." Og så løb jeg forbi dem, ned af trapperne og ud på gaden, hvor en menneskemængde havde samlet sig om liget... nej, jeg måtte ikke opgive håbet! Det kunne være, hun havde overlevet. Jeg havde ikke engang sagt undskyld til hende endnu. Hun kunne ikke være død, det måtte hun ikke. Jeg tillod det ikke! Jeg stirrede ned på hendes krop, blod fra sår flød ud af hende og hele hendes krop sad i en forkert stilling. Det så ud som alle hendes knogler var brækket. jeg indså at selvom hun vågnede ville hun nok være lam, hun ville aldrig blive Celine igen. Og det var min skyld kun min skyld.

Jeg var som forstenet, da ambulancen kom og hentede hende kunne jeg ikke andet end at se den køre. Jeg fornemmede ingenting, jeg hørte ingenting, mærkede ingenting, opfattede intet. Ikke engang da Harry og Nialls stemme genlød i det pludselige mørke og nåede mine ører, reagerede jeg. Jeg stirrede fortabt på det sted hun var landet og på det sted ambulancen var drejet fra og forsvundet. Og så skete det. Jeg brød sammen, tårerne strømmede ned af mine kinder og jeg faldt ned på knæ. Min søster... var væk. Måske for altid.

Jeg ved ikke helt hvordan det skete, men drengene havde fået mig ind i bilen. Selvom jeg ikke havde gjort noget for at hjælpe dem, havde de fået mig ind i bilen. De var på vej et sted hen, jeg vidste ikke hvor. Men det var også ligegyldigt, Celine var der ikke. Hvis jeg bare kunne fortælle det til hende. Hvor meget jeg havde savnet hende, hvor meget jeg havde tænkt på hende og hvor meget jeg havde fortrudt jeg ikke fik tid til at skrive til hende. Selv ikke da hun var på forsiden af alle mulige sladderblade kontaktede jeg hende. Jeg var en forfærdelig bror. Hun fortjente bedre.

"Så er vi her, Liam," jeg kiggede tomt på Harry og ud gennem forruden. Foran os var et hospital. I et sekund stirrede jeg bare på det. Og så blinkede jeg med øjnene, nu vidste jg hvor vi var. Vi var hvor hun lå. Hvor Celine lå!

Jeg åbnede døren og gik med stive skridt op mod indgangen. Inde i bygningen var der lys, der blændede mig. Det var lang tid siden mine øjne sidst havde set så stærkt et lys. Jeg blev ført ind i bygningen af nogle arme, jeg formodede var drengenes. Hen til en dør, til en stue, til hende. Og der lå hun, som en død. Hendes sår var forbundet og hun lignede en der sov. Nu hvor hun lå stille, kunne jeg se arrene. Arrene fra cutteri og fik en kvalmende fornemmelse i munden. Jeg var skylden til at hun havde skadet sig selv.

"Er hun vågen?" Spurgte jeg uden forhåbninger, det var kun nogle timer siden ulykken fandt sted. Det vidste jeg godt, men jeg havde brug for at spørge. For at få bekræftet det.

"Hun er ikke vågen," svarede en stemme bag mig, nok en læge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...