We are watching.. {1D}

Celine Payne, lillesøster til Liam Payne fra One Direction, lever et liv med fester og sprut. Efter hendes bror blev berømt har han ikke set til hendes side en gang, men hvad sker der når de mødes for første gang i to år, midt i den desperate Celines andet selvmordsforsøg.
Hvad vil Liam sige til at det første glimt han får af sin søster vil være når hun hopper ud af et vindue? Hvad vil Celine, hvis hun overlever, sige til at hele One Direction og hele verden kender til hendes problemer?
Vil hun kunne komme videre, tilgive sin bror eller vil hun sidde fast i fortiden og aldrig tilgive sin storebror? Vil Liam, få lov til at se sin søster levende igen? Eller vil hun være væk for evigt, som hun ønsker?

18Likes
20Kommentarer
2006Visninger
AA

3. Confrontation (Liams synsvinkel)

Jeg havde siddet ved hendes side, holdt hendes hånd og tryglet hende om at vågne. Hun reagerede ikke og hun vågnede ikke. Hun var det eneste jeg tænkte på. Spørgsmålet der kørte rundt i mit hoved, når jeg så hende, genlød helt ud i de yderste kroge af min hjerne. Hvordan kunne det ske? Hvorfor skete det? Jeg havde lovet at jeg ville holde kontakten, at jeg ikke ville glemme hende. Jeg lovede... Jeg var en løgner, en lille sølle løgner i hendes øjne. Og nu også i mine øjne. Jeg mærkede endnu flere tårer trille ned af mine kinder. Nærmest som om de trillede om kap. Hvorfor havde hun forladt mig? Nej, hun havde ikke forladt mig! Jeg måtte ikke tænke sådan! Det kunne jeg ikke, udne at bryde helt sammen. Jeg hørte ikke døren gå op, jeg hørte ikke lægernes stemmer eller mine forældres. Jeg hørte generelt intet. Jeg kunne ikke andet end at forbande mig selv, trygle hende om at vågne, forbande mig selv, holde hendes hånd, forbande mig selv, sidde ved hendes side og forbande mig selv.

"Liam?" Min mors stemme lød i mit øre, men jeg orkede ikke at svare. Faktisk orkede jeg overhovedet ikke noget. Men jeg tror, at jeg alligevel svarede med en mumlen. Et eller andet uforståeligt jeg ikke anede hvad var.

"Er du okay?" Lige nu havde jeg mest lyst til at lukke både min mor og fars stemmer ude, men min fars spørgsmål kom så meget bag på mig at jeg helt glemte at ignorere dem. Han spurgte om jeg var okay? Han, Celine og min far, spurgte om jeg var okay? Mens Celine, hans datter, lå i koma efter at have sprunget ud af et vindue? Og så bekymrede han sig om mig? Det burde være mig, der spurgte ham om det og ikke omvendt, som nu.

"Hvad tror du?" Min stemme var ikke andet end en hvisken, en høj hvisken, men dog en hvisken. Jeg havde hverken lyst eller kræfter til at tale højere, eller svare mere uddybende. Men på den anden side, de burde ligesom selv kunne regne svaret ud.

"Det ved jeg ikke," svarede min far tøvende og hvis det ikke fordi det var noget nær umuligt, ville jeg have tabt både næse og mund. Han vidste det, helt ærligt, ikke? Med hånden på hjertet, så var en en nar lige nu.

"Jamen, så kig på din datter og se om du ikke kan regne det ud," snerrede jeg og vendte mig om, så de kunne se mine lynende øjne. Øjne, der ikke passede til mig.

"Hvorfor dog?" Min mors stemme var fuld af afsky og da hendes blik ramte Celine, var det noget langt større en afsky. Det var had, vrede og afsky i en stor pærevælding der ramte min lillesøster. Var det, det her jeg havde efterladt hende til? Men havde hun ikke venner? Hver gang jeg kom på besøg eller havde besøg af mine forældre, havde de sagt at Celine havde en masse venner hun var ude ved. Men passede det? Var det bare noget de havde fundet på, for at jeg ikke skulle kunne bryde igennem deres facade? Finde ud af sandheden om min lillesøsters liv? Om dem?

Jeg var kort sagt mundlam. Havde min egen mor, som jeg elskede så højt, lige spurgt om hvorfor hun skulle kigge på sin datter, der lå i koma? Sig det var et mareridt. Når jeg vågnede i morgen ville jeg opdage at Celine stadig er vågen, at hun var glad og at mine forældre var glade. Jeg ville vågne op til en Celine uden problemer, min mor der ikke afskyede sin datter, min far jeg ikke kunne beslutte var 'god' eller 'ond'. Jeg ville vågne op til alt andet end det her. Men så heldig var jeg ikke. Da jeg nev mig selv, gjorde det ondt, men jeg vågnede ikke. Jeg stod det samme sted, som før bare med en stikkende smerte i armen der langsomt fortog sig. Dette hospital, denne Celine, denne mor, denne far var virkelighed. En virkelighed jeg havde været for blind til at se. Og selvom jeg ville, kunne jeg ikke sige noget til min mor. Jeg kunne ikke finde et svar til hende, som ville tø hende op. Jeg kunne ikke fremsige et svar, der ville bringe min mor tilbage. For kvinden foran mig var ikke min mor og manden ved hendes side, var ikke min far. Jeg blev reddet af en læge, der kom ind i rummet og bad os gå ud. De skulle åbenbart prøve at vække hende. Hvor jeg dog håbede hun vågnede. Men, nu måtte jeg svare min mor. Min afskyelige mor, jeg ikke kendte mere.

"Fordi, hun er min søster. Fordi, hun er den smukkeste pige på hele jorden. Fordi, hun er jeres datter. Fordi, hun har brug for jer. Fordi, det er jeres skyld hun er som hun er," så fik jeg sagt det. Og min mor så helt overrumplet ud, som om det ikke var det svar hun havde forventet. Men på den anden side, det havde jeg heller ikke selv.

"Liam..." begyndte min far, men jeg sendte ham bare et koldt blik og så holdte han mund. Det burde egentlig gå mig på at jeg havde talt sådan til min altid så støttende far, men lige nu betød det intet. Lige nu var 'burde' død.

Lægen kom ud efter cirka ti minutter og jeg så med øjne, der sikkert skinnede af håb, på ham. Men det forsvandt, da jeg så hans ansigt. Dybe furer og et nedtrykt blik, med øjne der var blanke af tårer. Men stadig spurgte jeg, stadig håbede jeg.

"Er hun vågen?" Spurgte min stemme, der lød så forfærdeligt hæs. Som havde jeg sovet i årtusinder.

"Hun er ikke vågen," lød svaret fra den gamle læge og en tåre løb ned af hans rynkede, brune ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...