We are watching.. {1D}

Celine Payne, lillesøster til Liam Payne fra One Direction, lever et liv med fester og sprut. Efter hendes bror blev berømt har han ikke set til hendes side en gang, men hvad sker der når de mødes for første gang i to år, midt i den desperate Celines andet selvmordsforsøg.
Hvad vil Liam sige til at det første glimt han får af sin søster vil være når hun hopper ud af et vindue? Hvad vil Celine, hvis hun overlever, sige til at hele One Direction og hele verden kender til hendes problemer?
Vil hun kunne komme videre, tilgive sin bror eller vil hun sidde fast i fortiden og aldrig tilgive sin storebror? Vil Liam, få lov til at se sin søster levende igen? Eller vil hun være væk for evigt, som hun ønsker?

18Likes
20Kommentarer
1946Visninger
AA

4. Concert (Liams synsvinkel)

Nyheden havde ramt mig som en mur af sten. Skulle vi spille koncert, i aften? Mens min lillesøster var på hospitalet? Det kunne de helt ærligt ikke mene. Jeg kiggede på dem allesammen skiftevis, på Niall, Louis, Harry og Louis. Ingen af dem mødte mit blik. Ingen af dem kiggede på mig. Ingen af dem så mine salte tårer. Jeg kunne ikke sige noget, påtrods af at ordene brændte på min tunge. Jeg fjernede blikket fra dem og kiggede ned på Celine. Hendes øjenlåg var stadig lukket, og skjulte hendes brune øjne. Vores brune øjne, da de lignede mine på en prik. En eller anden bag mig hostede, en anden hoppede. Men det var ligegyldigt. Faktisk var alt ligegyldigt, med undtagelse af hende. Celine.

"Liam? Sig noget!" Harrys stemme nåede mit øre, men da jeg ville svare kom der ingen lyd.

Jeg hostede, så min stemme måske blev almindelig igen. Da jeg drejede mit hoved, mødte jeg deres bekymrede blikke. Alle fires. Men selvom de bekymrede sig om mig, kunne jeg ikke sige noget. Jeg ville ikke sige noget.

"Liam! Kom nu, sig noget!" Nialls stemme nåede også mine ører, men jeg så bare på dem som en idiot. Hvilket jeg også var, en stor idiot. Og eftersom jeg slet ikke svarede, opstod der en akavet stilhed.

"Liam? Er du in for koncerten?" Zayns stemme skar igennem stilheden, der var opstået. Jeg kiggede på ham som var en idiot, ikke en så stor en som mig, men dog en idiot.

De andre drenge så på ham, de sagde intet. Så bare på ham. Zayn løftede afværende hænderne op foran sig, mens han med uskyldige øjne så på de andre. De udvekslede blikke og vendte bare øjne af ham, hvorefter de så kiggede på mig. Afventende på et svar, på om jeg ville forlade Celines side og tage til koncert.

"Fint," var det eneste jeg sagde. De smilte til mig og lavede high fives, mens de udvekslede blikke. Jeg var allerede ved at udvikle et had overfor deres interne bliksamtale.

Tiden gik hurtigt, fra de gik og til at Paul og Harry fik mig nærmest slæbt ud af hospitalet, ind i en sort bil. Jeg holdt blikket på hospitalet indtil det var ude af syne. Og så snart det var det, fortrød jeg at jeg havde sagt ja. Jeg kunne da ikke forlade hende! Jeg havde allerede forladt, vendt hende ryggen for mange gange. Dette var ikke fair overfor hende, jeg kunne ikke gøre det mod hende! På forsæderne havde Paul og Hary deres egen samtale, hvor jeg kun hørte små bidder af: 'Liam, bekymret..''Søster, han kan ikke slippe..'. Og mens de snakkede om mig, sank jeg længere og længere ned i min egen lille verden af skam og fortrydelse. Celine... Hvor er du nu? Tanken kørte gennem mit hoved, mens jeg så ud på stjernerne og den mørke himmel. Det var vist allerede aften. Sen aften. Jeg håbede hun kunne høre mit desperate spørgsmål, og svare mig. Eller i det mindste bare lade mig se hendes smil en sidste gang, høre hendes stemme en sidste gang, se hendes øjne vågne og levende en sidste gang. Dette var min skyld, hvis jeg ikke havde meldt mig til XFactor ville hun ikke ligge i koma, vi ville stadig have vores søskendeforhold, hun ville stadig være glad. Jeg opfattede slet ikke Harry og Pauls stemmer længere, jeg var helt væk. Mine tanker begyndte at snuble over hinanden, mange af dem handlede om at jeg var så ked af det og andre tryglede Celine om at komme tilbage. De gentog sig i flere udgaver og maste sig foran de andre for at blive tænkt, det ene øjeblik tænkte jeg det ene og det andet tænkte jeg det andet. Min hjerne var et stort kaos, alt i den handlede om Celine. Jeg kæmpede bravt en indre kamp for at tænke på noget andet, men i hvert eneste af mine minder dukkede hendes smilende ansigt frem. Hver eneste gang jeg så Danielle for mig, var det Celines ansigt. Gud ja, Danielle. Hun måtte hade mig, og med god grund. Jeg havde ignoreret hende, min mobil havde jeg ignoreret, drengene havde jeg ignoreret, papparazierne havde jeg ignoreret, selve verden havde jeg ignoreret. Jeg var en skændsel for bandet, de burde smide mig ud. Og hvis de ikke selv gjorde det, bakkede jeg ud af det. De burde ikke have en idiot som mig med i det. Danielle burde finde en anden, en der ikke var en idiot... hvad var det her for nogle tanker? Jeg havde aldrig tænkt dem før! Ikke før nu, ikke før Celine sprang. Hun havde forandret hele min verden ved at springe, uden selv at vide det. Uden selv at være klar over det.

"Liam? Det er nu," sagde en stemme, om det var Harry eller Paul kunne jeg ikke høre. Men det var vel egentlig også ligegyldigt, hovedsagen for dem var vel at jeg havde hørt det. Min første tanke da stemmen nåede mit øre og jeg hørte hvad den sagde, var: Gid du var med, Celine..

Jeg åbnede bildøren og steg ud, den kølige aftenluft kærtegnede mit ansigt. Jeg lukkede kort øjnene og gik så med alt for små skridt, ifølge Paul, hen mod bagsiden af koncertbygningen. Den var enorm. Der kunne sikkert være flere tusindre fans, der skreg hele tiden. Og det sidste jeg havde lyst til var at skulle gøres døv før tid af skrig fra tossede fans. Jeg stak hænderne i min lomme og fulgte efter Harry hen mod bygningen. Den var sort, høj og som jeg bemærkede før, enorm. Eller ikke bare enorm. virkelig enorm. Jeg skævede til Harry, der bare smilte. Som sædvanlig. Af den dør vi skullr ind ad, stod de andre drenge. Så snart vi nåede derhen, gav de Harry high five og mig, klappede de på skulderen. Ganske let, som var de bange for at jeg skulle bide dem. Jeg ignorerede dem og gik forbi dem. Jeg kan mærke deres blikke i ryggen, men jeg er ligeglad. Denne aften skal bare overstås, så jeg kan komme tilbage til Celine på hospitalet. Og sige undskyld for hvilken gang findes der ikke tal på. Jeg hørte drengenes fodtrin bag mig og satte mig med et bump ned på en bænk i omklædningsrummet. Jeg orkede intet, gad intet, hørte intet, sagde intet. Hvilket de andre drenge vist fandt irriterende, da de alle fire begyndte at prikke til mig. De forstod jo intet! De kunne ikke se hvor langt nede jeg var, de sagde ikke så meget som et eneste 'Er din søster okay'. Selvom de ikke kunne se at hun var okay, var det bedre end at de slet ikke sagde noget, som nu. Jeg rejste mig irriteret op og så på det tøj vi skulle have på, ikke noget specielt fancy. Jeg bestemte mig for at denne aften bare skulle overståes, da jeg ikke orkede noget.

"Hvornår skal vi på scenen?" Spurgte jeg dem, de så faktisk overraskede ud over at jeg snakkede. Og endda med ord, der ikke kun var på en stavelse. Fremskridt.

"Øh.. Ti minutter, tror jeg," lød svaret og jeg nikkede. Tilbage til den ligeglade, triste og stumme Liam, here we go.

Da vi skulle på scenen havde jeg glemt alle sangenes tekster, takterne... det hele! Jeg havde på fornemmelsen af at denne koncert ville gå i vasken. Ude på scenen blev jeg som sædvanlig overvældet af hvor mange fans der var, og hvor højt de kunne skrige uden at sprænge deres lunger. Da jeg så dem, cirkulerede tanken Celine, gid du var her igen i mit hoved. En tåre gled ned af min kind, som jeg hurtigt tørrede væk. Selvom.. selvom jeg egentlig ikke havde noget imod den. Tårer symboliserede ikke altid svaghed. Ikke ifølge Celine, og lige nu var de ord og meninger hun havde fremsagt, lov. Musikken begyndte at spille til Moments. Jeg kiggede hurtigt hen på Harry, der blinkede til mig. Og der skete det, jeg smilte for første gang i lang tid. Og i det mine læber krusede i et smil, fik jeg alle sangteksterne tilbage. Og jeg begyndte at synge. Sangteksterne fra Moments fik en helt anden betydning for mig nu. Jeg sang til Celine. Harrys solo begyndte efter at jeg havde sunget den sidste tone i min.

"if we could only have this life for one more day, if we could only turn back time," Endnu en tåre gled ned af min kind og blev fulgt af andre, og denne gang tørrede jeg dem ikke væk. Så kunne hele verden sige hvad de ville, at jeg var svag og stuff like that. Men tørre mine tårer væk, fik de mig ikke til. Aldrig. Jeg indså faktisk at forskellige stykker af hver eneste af vores sange, fik en anden betydning for mig. Især stykket fra Save You Tonight. You should open your eyes, but they stay close... Som om at vi havde forudset at Celine ville komme ud for en 'ulykke', selvom vi skrev linjen i en anden sammenhæng. Min tankegang var egentlig virkelig mærkelig.

Jeg vågnede op fra min trance, da Harry hev mig ud fra scenen. Jeg havde åbenbart bare stået og gloet, fanget i min tankegang og egen verden. Pinligt. De måtte være gale på mig, jeg havde nok spoleret det hele. Skuffet dem, skuffet mine og deres fans. Celines selvmordsforsøg havde godt nok påvirket mig meget, og på sådan en måde. Men det ville vel have påvirket enhver på den her måde, hvis de havde handlet som mig og deres søster var hoppet ud fra et vindue. Jeg havde ihvertfald indset én ting: Jeg havde været en forfærdelig bror. Var hun mon vågnet? Jeg var nødt til at vide det. Se skuffelsen i øjnene, eller få den glædelige nyhed at hun var vågnet. Uden at se på drengenes ansigter, uden at se deres reaktion på min tilstand på scenen, greb jeg min mobil og tastede hospitalets nummer ind.

"Hallo?" Lød det i den anden ende og jeg smilte, jeg havde en god fornemmelse.

"Hej, mit navn er Liam Payne, jeg ringer for at spørge om Celine Payne er vågnet?" Spurgte jeg, jeg havde en virkelig, virkelig god fornemmelse.

"Et øjeblik, Mr. Payne," lød svaret, jeg ventede i et par minutters stilhed for at få mit håb knust med beskeden:"Hun er ikke vågnet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...