My Mothers Boyfriend. {One Direction} BLIVER IKKE SKREVET PÅ MERE :'(

Hun kunne får alle de ting, hun pegede på, alle de ting, som alle andre piger på hendes alder ville gør alt for at eje . Det var det bedste ved at være Caroline Flack's datter. Men det eneste hun gerne ville have, var drengen med det krøllet hår og de fantastiske øjne. Hendes mors kæreste, unge Harry Styles.

253Likes
276Kommentarer
24101Visninger
AA

11. Ærlighed

Langsomt nærmede jeg mig stuen.

"Hvad ville du?" spurgte jeg dumt, mens jeg lænede mig op af døråbningen.
Hun sad med ben og arme krydset i den sorte lædersofa. Hendes venlige smil var forsvundet, og hun sad med let krummede øjenbryn, så bulen imellem dem voksede.
Det var ret tydeligt, at hun bare ignorerede mit latterlige spørgsmål for at komme til sagen.

"Hvor var du Carrie?" sagde hun med hævet stemme.
Sådan en rigtig hekse stemme, der både lød vred og utilfreds, hvilket hun nok også var.

"Bare sammen med nogle jeg tilfældigvis mødte" var det bedste jeg kunne finde på at sige.
Det var jo heller ikke helt løgn vel?
Jeg havde jo tilfældigvis mødt Harry og Zayn på vej til min mislykkede jobsamtale, hvor jeg tilfældigvis havde smadret tre glas på under en halv time, så de bare blev nødt til at tage mig med hjem, så jeg kunne låne Harrys store dejlige lilla hættetrøje. Bare sådan helt tilfældigt.

"Men hvem var de? Og hvorfor sagde du ikke bare sandheden?"
Min mors stemme havde nået et tonefald, den slet ikke kunne klare. Agh hvor den skar i ørerne. Jeg får sgu da tinitus og alt muligt lort.

"Bare nogle okay! Og du skal ikke blande dig i alt, hvad jeg fortager mig. Jeg kan fandeme godt klare mig selv. Jeg er ligesom sytten, så fat det dog!"
Nu var min tur til at fare op i det høje flabede tonefald og tro mig! Det lyder bedre, end når hun gør det.
Hvad fanden ragede det hende, at jeg var et smut hjemme hos Harry?
Måske er Harry hendes kæreste, men helt ærligt så rager det altså ikke hende.

Hun kunne sgu da bare have fundet en på hendes egen alder i stedet for en, som er på alder med hendes egen datter!
Jeg har sgu da lov til at være sammen med lige, hvem jeg har lyst til uden, at hun skal vide alt.

"Carrie svar nu ærligt! Hvor har du sovet? Og hvis det er fordi du har en fyr så.."

"Og hvad hvis jeg har? Det rager sgu da ikke dig, så hvorfor fanden blander du dig! Bare fordi du har en kæreste, som er mindst halv så gammel som dig selv betyder det ikke at.. " Afbrød jeg hende men stoppe straks, da jeg så, hvordan hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra skuffet til vredet.

Tænk at Harry ville have sådan en sur gammel kælling!

"Tror overhovedet at han gider at have en som dig, når han kan få en pige, der ser tusind gange bedre ud, på sin egen alder" hørte jeg mig selv råbe, hvorefter min hånd straks fløj om til min mund.

Det sidste var slet ikke meningen, at jeg skulle sige. Det røg ligesom bare ud af mig.
Så Carrie, hvordan fanden har du nu tænkt dig at redde den?

"Mor undskyld" sagde jeg straks, da jeg så, hvordan tårerne så småt gled ned af hendes kinder.
Jeg var gået over stregen, og jeg vidste det godt. Men hun havde bare gjort mig så sur, og når jeg bliver sur, tænker jeg aldrig over de ord, der slipper ud af min mund.

"Carrie vær sød at gå tak!"

"Men mor.." Prøvede jeg, men hun afviste mig straks med hånden og valgte at ignorere mig.
Hvorfor var jeg sådan et dårligt menneske?

Min mor elskede Harry, og jeg var bare hende som prøvede at spolere deres forhold og stjæle ham.
Altså nu var det jo heller ikke fordi, at han havde sagt nej, da jeg havde spurgt om jeg måtte sove hos ham vel?
Næ nej han havde nærmest betragtet mig som en krammebamse og havde lagt armene om mig.
Sødt!

Nej det ikke sødt!

Så stop dog Carrie!

Han er ikke din, men din mors og du har bare at holde naller væk fra ham, ellers kunne det her gå så meget galt.
Uanset hvor lækker og sød han nu er.

Da dørklokken ringede, fik det os begge til at fare sammen.

"Åbner du ikke Carrie?" Sukkede min mor dybt, imens hun gik ud på badeværelset. Sikkert for at tørrede sine øjne, så hun ikke lignede et monster.

Jeg fòr imod døren og åbnede den i en flydende bevægelse
Faktisk ved jeg ikke, hvem jeg havde regnet med at se, men dem, der stod i døren, fik min mave til at slå knuder på sig selv.

"Hey Carrie. Er din mor hjemme?" Lød Harrys mørke stemme, imens han gjorde plads til Zayn, som var lige bag ham.

Hvorfor Zayn, hvorfor?

Var det ikke nok, at han havde kidnappet mig og tvunget mig med på den der café bare for at spørge om, hvorfor jeg hadet ham.

Altså det var jo ingen hemmelighed, at jeg hadet han, for det gjorde jeg.

Jeg hadet, at han gjorde mig så irriteret uden grund.
Jeg hadet det, at han ikke var mand nok til at fortælle mig, at han bare godt kunne lide mig, når det jo var så indlysende.

"Hey Carrie" smilede Zayn og lukkede døren efter sig.
Seriøst Zayn. Kan du virkelig ikke finde på noget bedre at sige?

Som f.eks. "Undskyld, jeg faktisk kidnappede dig. Det er bare fordi, at jeg synes godt om dig og egentlig bare gerne ville fortælle dig det. Men jeg var en idiot, og jeg ved det godt"

"Du glemte din mobil" tilføjede han roligt, imens han fumlede med sine lommer.

"Jaer og du har glemt din hjerne. Hvad laver du overhovedet her Zayn? Hvis det ikke er gået op for dig, så bor jeg faktisk her" sagde jeg flabet, mens jeg nærmest rev mobil fra ham.

Jeg havde godt nok fået nok af ham og hans måde at sige tingene på. Eller ikke at sige dem på, for enhver kunne sgu da se, hvor forelsket den tumpe var i mig. Han dur bare ikke til det med ord.

"Harry synes jeg skylder dig en undskyldning, og han skulle alligevel over til Caroline, så jeg tog bare med"

What?

Harry synes?

"Harry?" Sagde jeg forvirret og løftede et bryn.
Ikke lige det navn, jeg havde set komme, men okay.
For altså hvis du spørger mig, så er Harry kærester med min mor, så hvornår er han begyndt at interesser sig for mig?

"Carrie jeg.. Der noget jeg gerne ville sige til dig" sukkede Zayn og kiggede fortabt ned i jorden.

Nå så det er der Zayn? Det var nyt, for der plejer som regel kun at komme ord på få stavelser ud af munden på dig, og ja.. jeg har talt dem!
Hver og ét.

Han skilte langsomt læberne for at lade ordene slippe ud, men jeg stoppede ham nærmest panisk, fordi hvis det var noget af det lort, han plejede at spytte ud eller en eller anden syg kærlighedeserklæring, skulle min mor ihvertfald ikke have fornøjelse af at være tilskuere.

"Ikke her Zayn!" Udbrød jeg og greb hans hånd, før jeg trak ham med op på mit værelse.
For at være sikker på at ingen forstyrrede os, smækkede jeg hurtigt døren i efter os.

Måske ikke den smarteste ide, da det jo var ham, og man aldrig kunne være sikker på, hvad han havde af bagtanker
Han havde bare at opføre sig ordenligt og lade vær med at gå mig på nerverne hele tiden, for ellers kunne han godt vinke farvel til sin mandlighed.

"Undskyld Carrie.." Begyndte han langsomt. "Det var dumt af mig at tage din mobil og tvinge dig til noget, du ikke ville. Du har ret til at være sur på mig, for jeg har virkelig opført mig som en idiot overfor dig..."

Lige mine ord!

"... og jeg kan godt forstå, hvis du hader mig. Det er okay med mig, men du skal bare vide, at jeg kun gjorde det fordi.."

Han vendte blikket imod mig og genborede mig langsomt med sine mørke øjne, imens han bed sig i underlæben. Det var som om han havde svært ved ordene, og hvis jeg ikke tog fejl, ville jeg tro, han var nervøs. Nervøs for at jeg ikke havde det som ham.

"... jeg ville ønske, du kunne blive min" fortsatte han hviskede og slog blikket ned.

Forsigtigt tog jeg hans hånd og gik et skridt tættere på ham. Lagde mine arme om halsen på ham og mærkede hans tunge åndedræt imod min kind. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle ham det.

Sandheden.

At jeg slet ikke havde det ligesom ham, selvom jeg på en måde følte en svaghed for ham. Alle de gange, hvor det sikket havde lignet det, havde jeg enten været fuld eller forvirret. Jeg havde fået ham til at tro, der var noget imellem os, når jeg selv inderst inde ikke ønskede, det skulle være sådan.

Det værste var helt sikkert, at han var hoppet på den, og nu da han endelig tog sig sammen og sagde det på den måde, kunne jeg ikke få mig selv til at lyve ham lige op i ansigtet. Han var min svaghed, og det kunne jeg ikke flygte fra. Derfor stoppede jeg heller ikke mig selv, da jeg lod vores læber mødes.

Intet alkohol.

Ingen latterlige mobiler.

Kun kærlighed.

Ihvertfald indtil døren gik op, og mit hjerte fòr op i halsen på mig.

--------------------------------------------

Gud, jeg havde glemt alt om den her historie, og jeg forstår virkelig ikke hvorfor.
Så jeg synes ligesom, det var rimelig at skrive videre, da i nok har ventet i flere måneder.

Ups!

Jeg lover virkelig det ikke sker igen, for jeg er fyldt med ideer til lige netop den her Movella. Glæd jer!! Hihi☺

-♥LifeOfADirectioner♥
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...