My Mothers Boyfriend. {One Direction} BLIVER IKKE SKREVET PÅ MERE :'(

Hun kunne får alle de ting, hun pegede på, alle de ting, som alle andre piger på hendes alder ville gør alt for at eje . Det var det bedste ved at være Caroline Flack's datter. Men det eneste hun gerne ville have, var drengen med det krøllet hår og de fantastiske øjne. Hendes mors kæreste, unge Harry Styles.

253Likes
276Kommentarer
24475Visninger
AA

10. Frustration

Biffen?
Med Zayn?
No way!
"Nej da! Kør mig hjem lige nu!" protestede jeg med krydsede arme. Zayn sukkede dybt. "Hvorfor Carrie? Lad os nu have det lidt sjov"
Sjov! Virkelig! Jeg havde en aftale hos bedemanden, og han begyndte at sludre om at have det sjovt. En anelse irriteret lagde jeg mit hoved tilbage, mens jeg sendte ham et bittert blik.
Jeg orkede virkelig ikke at diskutere med ham. Helt ærlig, så havde alt det med Louis gjort mig pisse træt. Kald mig bare doven, men jeg havde ikke sovet særlig dybt i nat og det kunne mærkes.
"Zayn, jeg er træt. Jeg falder sikkert i søvn til en eller anden film, og så bliver du nødt til at se den alene. Kan du ikke bare køre mig hjem?" plagede jeg, selv om jeg ikke orkede det.
"Okay, men første tager vi på cafe." sagde han, hvilket han kun sagde for at irriterer mig. Typisk ham!
Opgivende vendte jeg øjne af ham, da han parkeret bilen udenfor en restaurant/cafe.
Jeg skubbede min mobil op ad lommen for at skrive til Hannah, at jeg havde et lille problem, og at jeg var blevet busted, hvilket var det værste.
"Come on, sweetheart!" hviskede han til mig og tog mobilen fra mig. Han lod den glide ned i sin lomme, inden han steg ud af bilen.
Shit, hvor kunne han være belastende nogle gange. Før det første kaldte han mig 'sweetheart' hvilket han egentlig ikke kunne tillade sig, da han faktisk slet ikke kendte mig sådan rigtig. Altså jeg mener, måske har vi kysset et par gange, men jeg havde været fuld/totalt beruset og én hver ved at nå man er fuld, mener man stort set intet af det man sige og gør. Den anden gang havde jeg bare været forvirret, men der havde altså ikke været de største følelser - ihvertfald ikke fra min side. Så hvorfor opførte han sig så sådan? Måske kunne han bare godt lide mig, da det forklare det hele, men vidste han godt, at jeg slet ikke havde ligesom ham?
Måske skulle jeg prøve at fortælle ham det
- helst uden at det bliver alt for akavet, hvis det var muligt?
Drøm videre Carrie, selvfølgelig ville det blive akavet og pinlig for os begge
- nok mest for mig hvis nu jeg tog fejl. Hvis han slet ikke havde nogle følelser for mig overhovedet.
Så ville det hele bare være en fail, og han ville helt sikkert sidde der med sit lusket smil på læben og hans irriterende blik, som altid gjorde mig vanvittig.
Såå.. Nej, det er nok en dårlig ide.
Meget dårlig!
"Hvad ville du have?" spurgte han, da vi slog os ned ved siden af nogle folk, som havde børn. Små børn der virkelig larmede.
Argh.. Jeg havde en ret stor trang til bare at flygte hjem lige nu.
Selvom min mor stod klar med køkkenkniven og ventede på mig, så hun kunne overfalde mig ligeså snart jeg åbnede døren, ville det være tusind gange bedre end at sidde her ved siden af Mr. Malik med et stort M og Fru. Skrige familie. For helt ærligt!
Børn der skriger, er bare for meget nogle gange.
Især i dag.
"Min mobil som du har kidnappet" svarede jeg bare. Han rystede på hovedet og klappede kort på sin lomme, hvor min mobil lå trygt.
"Bare en cola" svarede jeg og sukkede opgivende.
Når vejet var godt, og jeg bogstavligtalt lige var ved at falde ned fra stolen af udmattelse, var en cola lige sagen. En masse koffein så jeg kunne blive hyper, lige inden jeg skulle have den der mor-datter samtale, der udelukkede startede med det mest ligegyldige spørgsmål: "Hvorfor lyver du Carrie?"
Tja, fordi din kæreste er pisse lækker, og jeg har besluttet at gøre alt for at komme i bukserne på ham.
Alletiders svar!
Mærk ironien!

"Her du multen?"
"Nej jeg er ikke sulten" svarede jeg kort.
"Hvad?"
Zayn kiggede underligt på mig med sine glødende brune øjne og løftede et bryn.
"Du spurgte mig om jeg var sulten og nej" sagde jeg irriteret og vendte langsomt øjne af ham. Jeg hader bare at gentage mig selv, bare fordi idioten ikke havde ører. Eller det skulle man i hvertfald tro, især da han ikke gad at vende bilen. Næ nej, idioten kørte da bare videre, mens han sad med lumske tanker om at vi skal i biffen og på cafe og alt muligt.
NO WAY!!
"Jeg spurgte om du stadig hader mig så, hvordan kunne du få det til..."
"Det kan jeg bare okay!" afbrød jeg ham bestemt.
Hvor havde han den effekt på mig?
Hvorfor gjorde han mig så sur?
Hvis han godt kunne lide mig sådan rigtig, kunne han så ikke bare sige det, i stedet for at gøre mig sindssyg.

Et enkel "Jeg kan (rigtig) godt lide dig Carrie. Det er derfor jeg hele tiden stirrer på dig, fordi jeg ved du hader det" ville være nok.

Utåleligt ventede jeg på at en af os ville tage fat på det emne, men jeg kunne vidst ikke regne med Prettyboy her.
Arg.. Lidt samarbejde ville hjælpe Zayn.
Kom ind i kampen!
Men nej.. Prettyboy blev bare ved med at nedstirre på mig med sit badboy smil.
Hans øjne fulgte hver af mine bevægelser og tro mig!
Jeg kunne dræbe de øjne for at være så tiltrækkende. Men ikke ligeså tiltrækkende som Harrys, og jeg kunne mærke at mit blik afskyede hans.
Jeg hadet de øjnene!
De fik mig til at se svag og skrøbelig ud. Det var som om han tvang mig til at tage det første skridt i vores kan-du-godt-lide-mig snak, og jeg vendte mig anspændt i stolen. Jeg kunne ikke tænke klart, når hans øjne hang sådan på mig. Jeg havde bare lyst til at skrige, at han skulle holde op og bagefter komme med en hånlig kommentar, om at han skulle passe på at hans øjne ikke faldt ud af hans hoved.
"Zayn hvorfor gør du hele tiden det der?" spurgte jeg irriteret om og slog ud med armene.

"Hvad?"

"Det der!"

"Der der hvad?"

"Stirrer! Ved du ikke hvor irriterede det er?" næsten råbte jeg og lagde albuerne mod bord kanten, mens jeg tog mig frustreret til hovedet.
Hvordan kunne man være så irriterende uden at gøre noget?
Hvordan?
"Hvad der galt med dig?" råbte jeg og så strengt på ham.
Jeg ville virkelig ønske, man kunne dræbe med sit dræber blik, for så ville han være død på stedet.
Zayn sukkede kort, mens han trak langsomt på skulderen. Jeg lod mit blik hvile i hans, mens tankerne flød igennem mit hoved. Han drev mig til vanvid med den ligegladhed, og jeg kunne ikke holde den ud mere.

"Hvorfor opfører du dig sådan? Hvem fanden tror du lige du er? Er det fordi du godt kan lide mig eller hvad?" skreg jeg og mærkede hvordan tårerne sved i øjnene.
Han fik mig altid til at græde, og hvorfor vidste jeg ikke. Jeg havde lænet mig over bordet og kiggede ham direkte ind i øjne. "For så skal du bare vide, at jeg hader dig, og at du skal holde dig fra mig for ellers så..."
"Så hvad?"
Hans kolde øjne brændte sig ind i mine, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. Han havde gjordt mig mundlam, og jeg havde bare lyst til at tude, som den kujon jeg var. Jeg trak mig tilbage og greb hurtigt min taske, som jeg kastede op på skulderen, før jeg spadserede ud af cafedøren uden at kigge mig tilbage. Ligeså snart jeg kom udenfor, gav jeg tårerne frit løb og hulkede som aldrig før. Alting føltes håbløst, og jeg kunne ikke klare det. Jeg havde bare lyst til at gribe min iPhone og ringe til Hannah, da hun var den eneste, jeg havde lyst til at snakke med lige nu. Men min mobil lå i Zayns lomme, og jeg havde ingen planer om at gå tilbage til ham. Det ville være ligesom at gå tilbage til en fuser, og det går man ikke.
Jeg tog den første taxa jeg så, hvor i der sad en mørk mand og hørte rock musik. Da jeg bad ham om at slukke, blev han totalt fornærmet. Kunne han ikke se, hvor dårlig jeg havde det? Jeg havde den værste hovedpine og min mascara sad som sorte render under mine rødsprængte øjne, som var lige ved at falde sammen af træthed.
Da han endelig satte mig af, gav jeg ham 100$ hvilket var meget mere end, hvad han rigtig skulle have. Det fik den mørke man til at smile sit største negersmil, og nej jeg var ikke racist. Jeg var bare træt af livet. Med tunge skridt traskede jeg op ad hovedtrappen. Endelig hjemme!
Døren var åben så jeg gik lige ind og smed min taske på min seng, før jeg satte kurs mod badeværelset for at redde min makeup så godt jeg nu kunne.
"Carrie er det dig? Kom ind i stuen med det samme og det er lige nu!" lød den hårde stemme, og et sus gik igennem min mave.

----------------------------------------
Så kom der mere, og ja jeg ved godt, at det er langtid siden, men jeg håber stadig, at i synes om den. Hvad tror i nu der sker i movellaen?
Er Zayn virkelig forelsket i Carrie? Og hvad synes i egentlig om Zarrie eller Cayn?

-♥LifeOfADirectioner♥
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...