My Mothers Boyfriend. {One Direction} BLIVER IKKE SKREVET PÅ MERE :'(

Hun kunne får alle de ting, hun pegede på, alle de ting, som alle andre piger på hendes alder ville gør alt for at eje . Det var det bedste ved at være Caroline Flack's datter. Men det eneste hun gerne ville have, var drengen med det krøllet hår og de fantastiske øjne. Hendes mors kæreste, unge Harry Styles.

253Likes
276Kommentarer
24227Visninger
AA

8. At Lyve

Han hænder fór over min krop, mens kysset langsomt udviklede sig. Vreden havde jeg opgivet, lige så snart jeg mærkede hans læber mod mine. I stedet havde jeg lagt en arm omkring hans hals og en anden om hans skulder.
Hvad er det lige du har gang i Carrie?
En brummen fik os begge til at sukke dybt.
Brummen kom fra min lomme og var helt sikkert min mobil.
Lorte mobil!
Zayn trak sig forsigtigt væk og satte sig op, stadig med blikket vendt mod mig. Med let rystende hænder trak jeg mobilen op ad lommen.
"Ja?" svarede jeg, og satte mig med ryggen opad sengekanten.
"Carrie, hvor er du henne?" lød min mors hårde stemme i den anden ende.
"Ehm.. Jeg.. er hjemme hos Harry" svarede jeg tøvende, mens jeg bed i underlæben.
Dumt svar Carrie. Virkelig dumt svar!
"Harry? Hvad laver du hjemme hos ham? Jeg troede vi havde en aftale, om at du skule til jobsamtale?"
Tøvende pressede jeg læberne sammen.
Typisk mig!
Nu var jeg nødt til at rede mig selv ud af det her.
"Sagde jeg Harry? Jeg mente Hannah. Min jobsamtale blev aflyst... så jeg tog hjem til Hannah i stedet" løj jeg, dum som jeg var.
Regnede jeg virkelig med, at hun ville tro på det her?
"Sover du der? Fordi jeg kommer nok sent hjem."
"Sover her?" sagde jeg, som om jeg var fatsvag.
Zayns øjenbryn hævede sig en smule, mens han sendte mig et blidt, men ret sexet smil som tydelig viste, at han synes, det var en genial ide.
"Ja, fordi jeg kommer sent hjem. En kollega er desværre blevet syg, så jeg bliver nødt til at blive her lidt længere"
Jeg bed mig så hård i læben, at jeg næsten troede, at det ville begynde at bløde. Skulle jeg overnatte her med fem drenge, jeg lige havde mødt for mindre end fire timer siden?
Okay nu overdriver du Carrie.
Harry ham kendte jeg jo og Zayn... Ja han kendte jeg jo også på en måde.
Men Hannah ville slå mig ihjel, hvis jeg rodet hende med ind i det. Jeg kunne lige forstille Hannahs sure fjæs, når hun fandt ud af, at jeg brugte hende til at lyve. Men alligevel gjorde jeg det.
"Okay" sukkede jeg og blev lidt overrasket over, hvor rolig og afslappet min stemme lød.
"Godt, vi ses lille skat. Hyg dig" sagde hun kærligt, før hun lagde på.
Jeg sad et øjeblik bare og stirrede fortvivlet ud i luften. Zayn var gået ud til de andre, sikkert fordi han var blevet træt af at vente, så nu sad jeg her, helt alene inde på én af drengens værelse. Jeg satte mig helt ud på sengekanten og lagde mig ned, så jeg stirrede op i det hvide loft. Jeg burde ringe til Hannah og sige undskyld for helt ærlig, så følte jeg mig lige nu som verdens dårligste veninde. Og nå nu da jeg tænkte over det, så havde jeg skredet fra hende i går til festen.
Ikke noget farvel. Ikke noget kram som vi plejede, og det burde jeg nok sige undskyld for. Tænk nu, hvis hun havde ledt efter mig!
Jeg fandt hurtig hendes nummer og ringede op.

»Gider desværre ikke at præsentere mig, da nu nok god ved, hvem du har ringet til. Og når der kommer det der mærkelige "bib", regner jeg også med, at du ved, hvad du skal gøre«

Jeg smilede. Jeg elskede Hannahs totalt mærkelig telefonsvarer. Faktisk var det en vi fandt på, da vi gik i folkeskole og ikke havde noget liv. Det var den gang Hannah havde været det man kaldte Emo. Stort sort krøllet hår, mørk makeup og elfenbens hud. Jeg kan huske engang, da jeg ville på standen, så jeg prøvede at lokke Hannah med. Da det så tilsidst lykkes, kom hun gående i en sort totalt dækkende kjole, hvor der kun var hul til øjnene. Seriøst hun lignede en af de der afrikansk nonner. Og så var der mig. Dengang havde jeg været en rigtig LA girl med solbrændt hud og altid klædt i lyserød. Der var ingen der kunne forstå, at vi var bedste veninder. Vores venner plejede at kalde os 'modsætningen'
"Hey, der kommer modsætningen" havde Danny, en af vores fællesvenner, engang råbt og lige pludselig kaldte alle os det.

Jeg smillede ved tanken. Lige nu savnede jeg hende forfærdelig. Jeg rejste mig fra sengen og traskede ud i stuen. Drengens øjne hvillede på mig, da jeg satte mig ved siden af Harry.
Hvordan skulle jeg sige det?
"Ehm.. er det okay, at jeg overnatter her?" sagde jeg langsomt. Drengene udvekslede blikke med hinanden, hvorefter de alle fem trak på skulderne.
"Men så bliver du nødt til at sove på Louis' værelse" sagde chokolade Liam.
Hey, måske skulle jeg kalde han det?
Eller måske ikke.
"Louis, hvem er Louis?" spurgte jeg forvirret om.
Det er det der sker, når man hedder Carrie og lider af hukommelsestab.
"Mig" skreg ham, som var Louis så højt, at jeg overvejede at holde mig for ørene.
Arh.. Det var jo ham med de der blå øjne.. Eller var de grønne.
Lad os nu bare sige at de var blå.

**
"Ligger du godt?"
Jeg vendte mig om og kiggede op på Louis, mens jeg nikkede svagt. Ja, jeg kigge op på han, fordi at jeg lå på en madres på gulvet ved siden af ham. Han havde elles forslået at vi begge kunne ligge i hans seng, men nu når jeg ikke kendte ham så godt, syntes jeg at det ville være underligt.
Selvfølgelig virkede Louis som en sød fyr, men jeg skulle altså ikke være i seng sammen med ham.. Okay det lød så forkert Carrie.
Gad vide om han havde en kæreste?
Han var jo en flot fyr med sit søde smil og BLÅ øjne.
Louis bemærkede, at jeg overstirrede han, hvilket ikke var gået op for mig selv endnu. Han spørgende blik hvilede på på mig, så jeg rømmede mig.
"Har du en kæreste?" røg det ud af mig så pludseligt, at jeg overvejede at holde mig for munden. Han grinede bare af mig, som om jeg lige havde fortalt han verdens sjoveste joke.
"Er du da interesseret?" grinede han og blinkede kærligt til mig. Hurtigt slog jeg blikket ned, mens jeg slog mig for panden, hvilket kun fik han til at grine højere.
Endnu en typisk Carrie-reaktion.
"Ja, jeg har en kæreste" smilede han, da han var færdig med at grine.
"Hvad hedder hun?" hørte jeg mig selv sige, hvilket fik mig til at tænke på, om han var homoseksual.
Ej, det var han nok ikke.
"Eleanor" sagde han så sukkersødt, at jeg ikke kunne lade vær med at smile.
Eleanor gentog jeg for mig selv.
Hmm.. Den lød fransk.
Fransk og smukt.
"Hvad med dig? Har du nogen kæreste?" spurgte han lavt om.
Tja.. Ikke rigtig. Men det var jo ikke, fordi jeg ikke kyssede med nogen.
"Nej, jeg er stadig fri på market" smilede jeg og trak dynen helt op til skulderne.
"Træt?" spurgte han og gjorde det samme.
Jeg nikkede kort til han og gned mig i øjnene. Louis slukkede lyset, før han lagde sig til rette. Dagens hændelser sad i mine tanker. Alt lige fra at smadre glas til at ligge og kysse med Zayn. Langsomt lukkede jeg øjnene og faldt hen.

**
En skubben fik mig til at slå øjnene op. Jeg kiggede automatisk op på Louis og fik verdens største chok, da han også kiggede på mig. Han sad oppe i sengen og stirrede uhyggeligt tilbage. Jeg lå helt stille og turde slet ikke at røre mig, mens det løb mig koldt ned ad ryggen.
Hvad fanden havde han gang i?
"Louis, er du vågen?" hviskede jeg svagt, mens jeg prøvede at forholde min stemme rolig. Han opførelse skræmte mig og den skræmte mig endnu mere, da han rystede på hovedet.
Shit!
Jeg vendte mig om og trak dynen helt over hovedet, mens jeg prøvede at ignorerer ham og hans underlige opførelse.
En svag mumlen fik mig til at fare sammen. Langsomt kiggede jeg mig over skulderen og så, at han stadig sad og stirrede. Han mumlede svagt igen og slog ud med armene, hvilket fik mig til at rykke mig helt ud på kanten af madrassen, så langt væk fra ham som muligt.
Nej, det var dråben!
Hurtigt rejste jeg mig og var henne ved døren. Helt forsigtig åbnede jeg den og snig mig ud I gangen. Forbi stuen og hen til de sidste værelser, der lå for enden. På jagt efter et sted og sove. Langsomt åbnede jeg døren til et af værelserne, mens jeg skar tænder, hver gang den knirkede lidt for højt. Det første jeg fik øjne på var Harry lilla sweatshirt, som hang over en stol i hjørnet. Jeg havde selv lagt den der, inden jeg var gået i seng. Ved siden af stod sengen, hvor Harry lå med dynen næsten trukket helt over hovedet, så man kun lige kunne ane hans mørke krøller.
Okay det værste han kunne sige var, at jeg skulle skride tilbage til min plads på madrassen. Selv om det virkede rimelig, havde jeg slet ikke lyst til at sove sammen med Spooky-Louis. Hey det rimer.
Han måtte tro, jeg var sindssyg men hva' fanden?
"Harry?" hviskede jeg svagt.
Harry udstødte en brummen, som jeg tog som et ja.
Det her kunne kun blive pinligt.
"Må jeg godt sove hos dig?" spurgte jeg lavt og smilede i mørket.
Jeg lød som et eller andet fem årig barn.
Han fjernede sin dyne og gjorde plads til mig, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Jeg gled forsigtig ned under den, og lagde mig automatisk med ryggen til ham.
Alene med Harry under hans dyne, var ikke det værste.
Jeg skulle lige til at lukke øjnene, da jeg pludselig mærkede en hånd på mit lår. Jeg stivede med det samme, da Harrys berøring føles som et elektrisk stød.
Helt forsigtig gled det opad mit lår og lagde sig om min mave under mit bryst.
Jeg lå helt stille, mens jeg nødt at mærke, hvordan han trak mig helt ind til sig.
Selv da jeg mærkede hans varme ånde ramme bagsiden af min hals, rykkede jeg mig ikke ud af stedet. Jeg lukkede bare øjnene og faldt i søvn med Harrys arme omkring mig.

------------------------------------------------------------

Husk at like♥♥♥
Det er såå tæt på at nå 100!!
Ville også blive rigtig glad, hvis i gad at smide en kommentar.

- Swag.Tøzen♥
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...