A Magic World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 29 jan. 2014
  • Status: Færdig
Vi befinder os på Hogwarts 23 år efter Harry Potters exit fra skolen. Miriana går på femte årgang sammen med sin bedste veninde Rose Weasley (datter af Hermione Granger og Ron Weasley). Et julebal skal holdes på skolen, og oven i det store lektiepres spirer kærligheden frem overalt på Hogwarts. En hemmelig dreng er forelsket i Rose, men bliver hun skuffet når hun finder ud af, hvem det er?
*Dette er en fanfiction af Harry Potter universet. Al credit går til J. K. Rowling*

28Likes
55Kommentarer
4634Visninger
AA

11. Quidditch

Nyt kapitel! :D

Ja, så er der endelig kommet et nyt kapitel!

Jeg er meget ked af, at jeg har været så lang tid om det, og jeg lover, at jeg nok skal prøve at være hurtigere :)

ENJOY!

Det var Ravenclaws quidditchholds sidste øvegang inden deres første kamp. Scorpius sad på tilskuerrækkerne og betragtede holdet der susede frem og tilbage i luften. Albus var sammen med Miriana, så Scorpius havde lovet Rose at gå med derned.  Han sukkede. Det var alt sammen hans skyld. Det var hans skyld, at Miriana ikke ville snakke med Rose. Han huskede ikke at han nogensinde havde været ond mod Miriana, men fordi han havde været en idiot over for Albus (det gav stadig et stik i hjertet af dårlig samvittighed, når han tænkte på det) hadede hun ham. Han kunne simpelthen ikke fatte, at han nogensinde havde været sådan mod nogen. Han var virkelig heldig. Hvis han havde været Rose, havde han nok haft ret svært ved at tilgive sig selv. Han smilede. Men sådan var Rose ikke. Hun så kun det bedste i folk.

I samme øjeblik vinkede Rose til ham, da hun fløj forbi, før hun dykkede og greb tromleren. Så zigzaggede hun igennem luften og tyrede bolden ind i den midterste målring. Scorpius klappede ivrigt og hun sendte ham et smil. "Hun er virkelig god til Quidditch", tænkte Scorpius. Han var også selv kommet på Slytherins hold, men de skulle ikke træne før næste dag. Det var ved at blive mørkt, så han kiggede på sit armbåndsur. De var snart færdige. Tiden op til juleballet gik hurtigt, og det kunne efterhånden mærkes på skolen. Folk var så småt ved at begynde at tænkte på, hvem de ville invitere med til ballet. Hans forældre havde skrevet og spurgt om hvem han ville følges med, men han vidste ikke rigtigt hvor glade de ville blive, hvis han fortalte dem det. Omvendt ville han heller ikke have at hans forældre og deres meninger skulle styre hans liv. Derfor besluttede han at fortælle dem det senere. Der var stadig et par uger til ballet, så det hastede ikke

 

                                       _____________________________                                          

 

Det var en lørdag morgen og Rose lå i sin seng i sovesalen. Hendes vækkeur havde netop ringet blot for at fortælle hende noget hun allerede vidste. Det var tid til Ravenclaws første quidditchkamp.  Kampen skulle spilles mod Gryffindor og Rose glædede sig ubeskriveligt meget. Øvegangen for et par dage siden havde gået super godt. Alle havde ydet deres bedste, og alle på holdet havde fløjet bedre end nogensinde. Hun var overbevist om, at de sagtens kunne vinde quidditchpokalen i år. Det var også ved at være træls, at Gryffindor altid løb med den. 

"Hvis vi bare gør vores bedste, kan vi sagtens slå dem!", sluttede Owen af. Han kiggede på sit ur. "Okay folkens! Så er det nu!" Holdet rejste sig og greb deres koste. Det lille omklædningsrum var varmt og indelukket, og Rose kunne ikke vente med at komme ud i den friske, kølige luft. Hun vidste præcis hvad hun skulle gøre, og hvordan hun skulle gøre det. I år havde de fået en ny søger. Hun gik på sit 4. år og havde overrasket meget ved udtagelsen. Johanna hed hun. Rose smilede opmuntrende til hende, for hun så ret nervøs ud. Hun mindede Rose om sig selv, til sin egen første quidditchkamp. Hun havde været pavestolt da de havde vundet, for på det tidspunkt havde hun fløjet som søger. Hun var kun blevet på søgerposten et år, før hun havde skiftet over til at være angriber. Hun fortrød det ikke, for hun kunne bedre lide at være angriber end søger.

Pludselig blev hun revet ud af sine tanker, da fløjten lød. Kampen var igang.

 

______________________________

 

På tribunerne sad (ud over de mange begejstrede og hujende elever) Miriana sammen med sine "veninder". "Veninderne" sad og bagtalte alle de overhovedet kunne komme i tanke om, og hver sætning blev efterfulgt af høje, provokerende fnis. Miriana sad fraværende og kiggede ud i luften, mens hun ind i mellem skævede ned på kampen. "Sig mig, Miriana er der noget galt?", udbrød Veronica pludselig og sendte Miriana et meget falsk bekymret blik. "Nej, nej", sagde Miriana affejende. "Bare lidt hovedpine." Veronica og Natalie godtog åbenbart den lidt tynde undskyldning, for de vendte straks tilbage til denne uges sladder. Det sidste Miriana hørte, var, at de diskuterede om rygtet om, at James Potter havde en drage tatoveret på ryggen, mon var sandt. Miriana smilede for sig selv. Så vidt hun vidste, havde James ikke så meget som en pygmæpuffel tatoveret, og da slet ikke en drage. Det rygte var helt sikkert startet af James selv.

Et øjeblik blev hun helt sørgmodig. Hun savnede Rose så meget. Ingenting var det samme uden hende, og hendes såkaldte "veninder", var ved at drive hende til vanvid. I starten havde det været sjovt, at prøve noget nyt, men hver eneste gang hun så Rose, fik hun dårlig samvittighed. Det værste var næsten, at det gik ud over Albus. Hun blev simpelthen nødt til at finde en måde at blive gode venner med Rose igen.

Pludselig begyndte folk at huje højt (altså højere end de gjorde i forvejen), og det fangede straks Mirianas opmærksomhed. Rose havde fået fat i tromleren og nu susede hun gennem luften på vej mod målringene. Miriana skævede over til pointfordelingen. Det stod 50-50. Rose scorede og stadionet genlød af Ravenclaws jubel og Gryffindors jamren. Miriana klappede begejstret med og spejdede lidt rundt på tribunerne. Hun fik øje på Albus og vinkede til ham. Han sad mellem et par af sine venner, og han vinkede tilbage, før han fortsatte samtalen med dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...