A Magic World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 29 jan. 2014
  • Status: Færdig
Vi befinder os på Hogwarts 23 år efter Harry Potters exit fra skolen. Miriana går på femte årgang sammen med sin bedste veninde Rose Weasley (datter af Hermione Granger og Ron Weasley). Et julebal skal holdes på skolen, og oven i det store lektiepres spirer kærligheden frem overalt på Hogwarts. En hemmelig dreng er forelsket i Rose, men bliver hun skuffet når hun finder ud af, hvem det er?
*Dette er en fanfiction af Harry Potter universet. Al credit går til J. K. Rowling*

28Likes
55Kommentarer
4636Visninger
AA

16. Kærlighed og forvirring

Hej igen!

Sorry for den lange ventetid, men her er et nyt kapitel!

Beklager, at det er så kort, men det næste bliver længere :)

ENJOY!

 

Albus sad ved et af bordene i Storsalen, sammen med en højst utilfreds Sabrina. Foran dem var dansegulvet, der var proppet med utallige glade par. Musikken var høj og munter, og selv lærerne var ude og danse. Albus tog endnu en slurk af sin græskarjuice, og fik tildelt endnu et vredt fnys fra Sabrina. 

"Kan vi ikke godt gå ud og danse igen?", spurgte hun lettere irriteret og kiggede på dansegulvet. "Du har snart brugt en halv time på at drikke den græskarjuice" 

Albus kiggede op på hende, og sukkede. "Jeg ved ikke.. Jeg har bare ikke lyst", sagde han og trak på skuldrene. Hun fnyste og rejste sig. "Så tror jeg, at jeg vil prøve at finde nogle der gider!", sagde hun og gik. 

Albus sukkede og rystede på hovedet af hende, før han lod sin opmærksomhed vende tilbage på de dansende par. Pludselig gik det op for ham at han ikke havde set Miriana og hendes date (han knugede hårdt om sin græskarjuice ved tanken) Joshua. De havde danset til et par sange, men pludselig var de forsvundet. Han kiggede lidt rundt. De sad ikke ved nogle af bordene. 

Han rejste sig op. Måske skulle han prøve at finde hende. Han begyndte at bevæge sig mod mængden, mens han prøvede at få øje på dem igennem menneskemængden. De var ikke til at få øje på, så Albus gik videre ud i den næsten mennesketomme og kølige indgangshal. Stadig ikke noget syn af dem. 

Han fortsatte udenfor, hvor han brugte en godt ti minutter, på at kigge efter Miriana, men hun var ikke at se nogle steder. "De er sikkert begge to inde i Storsalen", tænkte han nedtrykt. Måske ville hun blive forelsket i ham, måske ville de endda ende op som kærester! Alle mulige scenarier kørte rundt i hans hoved, og han havde slet ikke humør til at feste. I stedet drejede han om på hælen og begyndte at gå op af trapperne mod sin sovesal. Han havde ikke lyst til at gå ind igen og glo på Miriana og Joshua. 

Da han, fortabt i sine egne tanker, havde gået op af et par trapper, hørte han pludselig en lyd. Den kom fra en af korridorerne. Alle gangene var oplyst, og da han listede tættere på, kunne han skimte to menneskeskikkelser. Lyden var en stemme, og pludselig gik det op for ham hvem det var.

"Slip mig Joshua!", sagde en vred pigestemme der umiskendeligt lød som Miriana.

"Kom nu..", sagde en anden person, som Albus uden problemer identificerede som Joshua. Han lød lettere beruset.

Albus blev lammet af rædsel og vrede. Hvad havde han gang i?! Han tog mod til sig, og gik vredt ud foran dem. Miriana stod med ryggen presset op mod væggen, mens Joshua holdt fast i hendes håndled. Det så ikke ud som om, der var sket noget, men Albus stolede absolut ikke på Joshua. 

"Gå væk fra hende din idiot!", råbte Albus vredt. 

De kiggede begge to overrasket op, Miriana med et udtryk af skam og lettelse og Joshua med et udtryk af forvirring og senere irritation. Han gav slip på hende, men flyttede sig ikke.

"Og hvorfor skulle jeg så det?", sagde han og kiggede nedladende på Albus, der bare blev vredere og vredere. 

"Fordi hun tydeligvis ikke kan lide det!", sagde han og pustede sig lidt op. Joshua var trods alt en hel del højere og større end ham.

Joshua kom tættere på nu, mens han smøgede sit ærme op.

"Hør her, gnom. Jeg syntes du skulle tage af blande dig uden om, hvad jeg laver", sagde han bistert. Albus knugede sine hænder hårdt sammen, og forberedte sig på det værste. Nu skulle Joshua få en lærestreg. 

Han nåede dog ikke at gøre noget som helst, før han hørte et højt dunk og Joshua sank sammen. Miriana stod bag ham, med en form for vase i hænderne. "Jeg kunne ikke lige finde min tryllestav", sagde hun med et lidt skævt smil. 

Albus stod og gloede chokeret på hende, før han tog sig sammen. 

"Er du okay?", spurgte han, og gik hurtigt hen mod hende. 

"Jeg er okay, jeg er okay", sagde hun og grinede lidt da han nøje undersøgte hendes håndled. 

"Det er okay. Jeg vidste at Joshua var en idiot, men jeg vidste ikke at han var så dum." Hun smilede til ham. "Tak fordi du hjalp mig."

Han rødmede lidt. "Det ville alle da have gjort", mumlede han og kiggede ned i gulvet. 

"Har du lyst til at gå en tur?", spurgte hun. "Jeg har ikke rigtig lyst til at feste"

Albus nikkede. "Jeg har det på samme måde"

De begyndte at gå. Igennem korridorerne, ned af trapperne og ud af indgangshallen. Det var en smuk aften, og selvom det allerede var blevet mørkt, kunne de sagtens se. Det var nemlig fuldmåne, og det hvide lys indhyllede hele Hogwarts. 

De gik ned mod vandet hvor der var stillet et par bænke op til lejligheden. Efter at have gået et stykke tid rundt ved søen, mærkede Albus pludselig Mirianas hånd der lagde sig over hans. Albus kiggede lidt forundret ned, og Miriana rødmede. Hun skulle lige til at fjerne sin hånd igen, da Albus holdt fast. Han smilede til hende, og hun smilede lidt genert tilbage. De sagde ikke noget men gik bare videre, hånd i hånd. Albus kunne ikke huske hvornår han sidst havde været så glad.

Pludselig kom de forbi en bænk, hvor der sad to elever og, efter hvad Albus kunne se, kyssede. Albus skulle lige til at gå udenom, da Miriana stoppede op. 

"Rose?"

Parret på bænken vendte sig brat om, og pludselig gik det op for Albus, at det var Rose og Scorpius.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...