A Magic World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 29 jan. 2014
  • Status: Færdig
Vi befinder os på Hogwarts 23 år efter Harry Potters exit fra skolen. Miriana går på femte årgang sammen med sin bedste veninde Rose Weasley (datter af Hermione Granger og Ron Weasley). Et julebal skal holdes på skolen, og oven i det store lektiepres spirer kærligheden frem overalt på Hogwarts. En hemmelig dreng er forelsket i Rose, men bliver hun skuffet når hun finder ud af, hvem det er?
*Dette er en fanfiction af Harry Potter universet. Al credit går til J. K. Rowling*

28Likes
55Kommentarer
4632Visninger
AA

2. Hvem er du?

Rose slæbte sig træt op af trapperne. Det havde været en meget hård dag, og oveni det, skulle hun stadig blive gode venner med Albus igen. Hun sukkede dybt. Hun orkede næsten ikke engang at svare på gåden for at komme ind i opholdsstuen. Hun mumlede et eller andet svar og vaklede så ind tynget ned af de mange bøger. Straks kom Miriana springende mod hende, så hun næsten tabte alle sine bøger. "Har du siddet på biblioteket indtil nu?", spurgte hun forundret. "Ja! Og det burde du også have gjort! Er du klar over  hvor mange lektier vi har for?", sagde hun alvorligt, mens hun satte alle bøgerne på det nærmeste bord. Så smed hun sig i den nærmeste lænestol og pustede ud. Miriana grinende. "Kom nu din bogorm! Hvis du ikke har opdaget, er alle gået ned for at spise aftensmad. Du kan sove når du bliver gammel!", sagde hun og slog ud med armene for at understrege sine ord. "Fint", sagde Rose. "Men så skal du også lave lektier når vi kommer tilbage! Ellers skal jeg bare høre på dig, når lektiepresset boomer." Hun rystede let på hovedet. "Ja ja så siger vi det! Men nu vil jeg altså spise!". Hun greb Rose i armen og hev hende med.

 

Da Rose endelig lå i sin seng, var hun helt udmattet. Men hun havde elimineret lektierne! Hun smilede for sig selv. Miriana havde været liiidt sværere at overbevise om, at det ville være en ide at lave lektier, før der kom for mange på én gang. Hun måtte forære hende sådan en af de der lektiekalendere i julegave. Med dette i tankerne, blundede hun snart i en stille og rolig søvn.

 

Rose vågnede med et sæt, da hun hørte en lyd ovre fra vinduet. Hun slog dynen væk og satte en fod ned på gulvet. Det var iskoldt, og hun fjernede straks foden med et lille spjæt. Hun spejdede rundt efter sine tøfler, men mørket var alt for tykt, og det eneste lys var månen der skinnede igennem vinduerne. Hun snuppede i stedet sin tryllestav og mumlede "lumos". En lille lyskegle oplyste rummet og hun greb straks fat i sine tøfler. Lyden var højere nu. Det lød næsten ligesom, hvis der var en kat der stod og skrabede på vinduet. Men en kat kunne da umuligt komme helt op til vinduet? Hun bevægede sig langsomt og lydløst igennem rummet. Til sidst kunne hun slukke sin tryllestav, for den klart skinnende måne oplyste gulvet foran hende. Lyden var endnu højere, og nu kunne hun se hvad det var. Det var en ugle! Den så meget træt ud, oplyst som den var af månens blege lys. Alligevel baskede den uophørligt for at få hende til at åbne vinduet. Det gik op for hende, og hun skyndte sig hen for at lukke den arme fugl ind.

 

Rose satte fuglen på sin seng, mens hun inderligt håbede, at de andre ikke ville vågne ved larmen. Hun gav den lidt af hendes egen ugle Phillipas ugleguf, og det spiste den hurtigt. Gad vide hvor længe den havde hængt ude ved vinduet? Pludselig gik det op for hende, at der hang en lille seddel fast til fuglens højre ben. Hun løsnede hurtigt sedlen. Meddelelsen var skrevet på et stykke gammelt gulligt pergament. Hun rullede det ud og begyndte at læse:

"Dit røde gyldne smukke hår.

Smukkere end det smukkeste vår.

Jeg nærer følelser så stærke,

du må da min kærlighed have mærket.

Jeg elsker dig, men elsker du mig?

Jeg tør jo ikke at sige hej.

Så jeg skriver det med blæk og pen.

Har  du det på samme måde, eller vil du et andet sted hen?"

Rose stirrede på den lille lap papir. En tåre trillede ned af hendes kind. Det var det smukkeste, nogen nogensinde havde skrevet til hende. Hun knugede digtet tæt ind til sit bryst. Så snuppede hun en fjerpen og kradsede et par ord ned på bagsiden. Da hun var færdig, bandt hun igen sedlen fast om uglens ben. Hun indprentede sig nøje uglens udseende. Al andet post (deriblandt denne ugle) ville først blive afleveret i morgen ved morgenmaden. Hun VILLE finde ud af, hvem der var hendes hemmelige "elsker". Desværre var uglen ekstraordinær almindelig. Det var en helt almindelig grå slørugle. Helt sikkert af hunkøn,  men den havde ikke nogle specielle kendetegn. Ingen ar, ingen mærker. Da hun var færdig, lod hun fuglen flyve tilbage til dens varme rede. På det lille pergament den havde med tilbage, stod der kun tre ord:

"Hvem er du?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...