A Magic World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 29 jan. 2014
  • Status: Færdig
Vi befinder os på Hogwarts 23 år efter Harry Potters exit fra skolen. Miriana går på femte årgang sammen med sin bedste veninde Rose Weasley (datter af Hermione Granger og Ron Weasley). Et julebal skal holdes på skolen, og oven i det store lektiepres spirer kærligheden frem overalt på Hogwarts. En hemmelig dreng er forelsket i Rose, men bliver hun skuffet når hun finder ud af, hvem det er?
*Dette er en fanfiction af Harry Potter universet. Al credit går til J. K. Rowling*

28Likes
55Kommentarer
4611Visninger
AA

7. Dig?!

Nyt kapitel!

YAY!

Tjek lige videoen ud, så er i rigtig søde :D

ENJOY!

___________________________________________________________

"Du kom!", sagde Scorpius glad og rodede op i sit hår. Han sendte i sit stille sind et par bandeord efter sin forsvundne kam, der perfekt sørgede for at hans hår lignede en fuglerede. Rose stod stadig og gloede lamslået på med munden på vid gab. Til sidst blev det lidt akavet, og han skulle lige til at åbne munden, da hun tilsyneladende kom til sig selv. "Dig?!", sagde hun halvt til sig selv og halvt til ham. "Ja.. Skulle det da være nogen anden?", sade han med et skævt grin, selvom hans selvsikre ydre var ved at smuldre. Ville hun hellere have set en anden? Han sank en klump, men hun lagde åbenbart ikke mærke til det. "Nej, selvfølgelig ikke!", sagde hun og rødmede. "Jeg mener. Altså... Dig? Du er jo" "En Slytherin", afbrød han hende. Hun nikkede og kiggede ned i gulvet. "Jeg vidste ikke engang at du kunne lide mig", sagde hun næppe hørligt og Scorpius smilede skævt til hende. "Well... Det er jo heller ikke fordi at jeg har vist det, vel?", sagde han prøvende og kastede et lille blik på hende. Hvor det dog akavet. I hans drømme havde hun bare kastet sig i hans arme, og så var alting perfekt. Rose kiggede op. "Hvorfor er du så ond over for Albus?", spurgte hun og fæstnede sit anklagende på ham. Spørgsmålet kom bag på ham, men han vidste at han blev nødt til at svare hende. "Jo ser du..", begyndte han lidt usikkert. "De "typer" jeg hænger ud med, bryder sig ikke specielt om folk fra Gryffindor. Og desværre syntes de at din fætter er et meget let offer", sagde han og skyndte sig at fortsætte da hendes forargede blik ramte ham som en kniv. "Men jeg har det altså ikke selv på den måde! Problemet er bare, at jeg er en Malfoy, og folk forventer at jeg er ond!"

 

Roses blik mildnedes lidt, men hendes stemme havde stadig den anklagende tone. "Hvorfor fortæller du så ikke bare det, til de idioter? Sig at du ikke gider deres pis, og at de bare burde lade folk være i fred? De lader til at de lytter til dig, så hvorfor gør du ikke bare det?!", spurgte hun og lagde armene over kors. Scorpius sukkede. "Hvis det dog bare var så let. Jeg ville jo få dem alle sammen på nakken! Og desuden, er de de eneste jeg kan være sammen med. Alle andre afskyr mig på grund af mit efternavn. Du har ingen ide om hvordan det føles!", sagde han måske lidt for hårdt, mens han følte hvor ensom han egentlig var.

Rose kunne ikke andet end have medlidenhed med ham. Hun kendte udemærket godt til det bagtaleri der kørte om ham, og ikke mindst om hans familie. Hun havde aldrig taget sig af det, for Scorpius havde ikke ligefrem været sød ved Albus. Hun kendte udemærket til alle de ting hans familie, og ikke mindst hans far havde gjort. Kaldt hendes mor en mudderblod, og overværet hvordan hun blev tortureret af Bellatrix Lestrange... Men nej! Det var ikke fair at lade det gå ud over Scorpius. Hun kiggede ham i øjnene. "Jeg er ked af at høre det, men Scorpius du kan få meget bedre venner end dem! Jeg vil godt være din ven.", sagde hun og kom til at rødme. Hans smil kom tilbage. "Virkelig? Jeg mener vores familier bryder sig jo ikke ligefrem om hinanden." Rose nikkede. "Jeg syntes ikke at det skal gå ud over dig, hvad vores forældre mener om hinanden. Også selvom det er velbegrundet.", sagde hun og han krympede sig lidt. "Jeg ved godt at de ikke har været rare, og jeg ville ønske at jeg kunne rejse tilbage i tiden og ændre deres fejl."  Hun sendte ham et smil. "Det kan du jo som sagt ikke gøre for" og i det svage lys fra tryllestaven kunne hun ane, at han smilede tilbage til hende.

 

Efter lidt tavshed sagde Scorpius: "Selvom det har været rart at snakke med dig, var det faktisk ikke derfor jeg spurgte om du ville komme." Pludselig kom Rose i tanke om digtet og hun mærkede hvordan hun rødmede. Hun håbede bare at han ikke havde lagt mærke til det. "Jeg ville faktisk spørge dig om du vil følges med mig til juleballet. Jeg ved godt at, det måske er lidt overdrevet at spørge dig midt om natten, men du er jo altid sammen med dine veninder..", sagde han og kiggede afventende på hende. Tanker fløj gennem hendes hoved. Hvad ville hendes far mon sige? Og hvad med Al? Nej hun måtte altså selv vælge nu.  "På én betingelse", sagde hun efter lidt betænkningstid. Han kiggede bare afventende på hende. "Du skal sige undskyld til Albus. Og du skal droppe de der frygtelige du hænger ud med. Helt ærligt, der må da være folk med en lille smule mere hjerne i dit kollegium?" Han grinede. "Det håber jeg. Måske vil folk have lettere ved at acceptere mig, hvis jeg prøver at ændre mig. Indtil da." Han rakte sin hånd ud mod hende. Rose tog den og sammen gik de tilbage mod deres kollegier.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...