A Magic World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 29 jan. 2014
  • Status: Færdig
Vi befinder os på Hogwarts 23 år efter Harry Potters exit fra skolen. Miriana går på femte årgang sammen med sin bedste veninde Rose Weasley (datter af Hermione Granger og Ron Weasley). Et julebal skal holdes på skolen, og oven i det store lektiepres spirer kærligheden frem overalt på Hogwarts. En hemmelig dreng er forelsket i Rose, men bliver hun skuffet når hun finder ud af, hvem det er?
*Dette er en fanfiction af Harry Potter universet. Al credit går til J. K. Rowling*

28Likes
55Kommentarer
4631Visninger
AA

6. Den hemmelige dreng

NYT KAPITEL!!! XD *At være totalt overgiret* 

ENJOY! (Ellers kaster jeg en lammer på jer XD)

_______________________________________________________________________

Rose sad længe oppe den aften. Efter lidt tid begyndte alle folk at gå i seng, og til sidst var der kun hende og Miriana tilbage i opholdsstuen. Miriana gabte højt. "Tror du virkelig at han skriver tilbage så hurtigt? Kan det ikke være at han skriver i morgen?", spurgte hun træt. "Jeg ved ikke rigtigt. Hvad hvis jeg ikke opdager uglen? Du må godt gå i seng, men jeg bliver altså lige oppe lidt længere.", svarede hun og gabte også. Miriana rejste sig taknemmeligt og gik op af trappen til sovesalen. "Bare kald på mig, hvis han skriver, ikke?", sagde hun over skulderen før hun forsvandt op af trappen. Rose sad et par minutter mere og ventede, men intet skete. Til sidst rejste hun sig op. Hun blev altså nødt til at få lidt søvn, hvis hun skulle kunne følge med i undervisningen i morgen. Inderst inde var hun nok også lidt skuffet. Hun havde da forventet lidt mere. Hun rystede irriteret på hovedet, af sin egen dumhed. Der sad sikkert et par drenge, og grinede røven i laser lige nu. Hun rev sine ting til sig, og marcherede vredt op af trappen. Da hun lagde hånden på dørhåndtaget, hørte hun pludselig en bekendt lyd. Hun vendte sig om og kiggede hen mod vinduet. Det var en ugle!

 

Rose smed alt hvad hun havde i hænderne (selvfølgelig så lydløst som muligt) og styrtede hen for at lukke den ind. Igen havde den et brev bundet om benet, selvom det nu var betydeligt mindre end aftenen før. Hun foldede det ud med rystende hænder. På sedlen stod: "Mød ved ugleriet, når du har læst denne besked."  Rose vendte papiret, men der stod intet andet end de ni ord. Hun tænkte sig lidt om. Hvor stor risiko var der for at blive opdaget? Den eneste der gik rundt på slottet på denne tid af natten var pedellen. Og hvorfor skulle han bevæge sig op til ugleriet? Skulle hun gå op og fortælle Miriana om det først? Måske ville han så gå. For første gang i sit liv tog Rose en spontan beslutning. Hun lukkede uglen ud igen, og gik så ud af opholdsstuen.

 

Hogwarts gange var mørke og mystiske om natten, og Rose gik langsomt op af de mange trapper. Hun kunne godt huske hvor ugleriet lå, men mørket gjorde hende desorienteret. Skyerne var gledet over månen som et tykt tæppe, så den kunne ikke hjælpe hende. Bevidst om risikoen trak hun sin tryllestav og mumlede "lumos". Spidsen af hendes tryllestav oplyste gangen foran hende, så hun ikke længere behøvede at fumle sig frem i mørke. Pludselig kom tvivlen nagende. Kunne det her ikke være et trick? Et trick for at få hende i fedtefadet? Måske stod der slet ikke nogen og ventede på hende lige nu oppe ved ugleriet? Hun stoppede op. Hun kunne jo godt nå at gå tilbage. I et lang øjeblik stod hun helt stille og grublede. Så gik hun videre, men denne gang med raske beslutsomme skridt. Da hun nåede op til den lille trappe, der førte op til ugleriet slukkede hun sin tryllestav. Der var ikke nogen grund til at forskrække, hvem end det nu var, der stod og ventede på hende deroppe lige nu. Med bankende hjerte begyndte hun at gå fremad. I det svage mørke kunne hun ane en skikkelse lidt længere fremme.  Hun hviskede lavt: "Er her nogen?". Skikkelsen rørte på sig, men sagde ikke noget. Den kom nærmere, og instinktivt rykkede hun sig længere væk. Hun standsede. "Hvem er du?", spurgte hun og sank en klump. Skikkelsen sagde "lumos", og et lys tændtes fra hans tryllestav. Rose havde hørt den stemme før. Og ganske rigtigt. Foran hende stod Scorpius Hyperion Malfoy med et stort smil på læben og hans lyse pjuskede hår i vild ourden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...