A Magic World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 29 jan. 2014
  • Status: Færdig
Vi befinder os på Hogwarts 23 år efter Harry Potters exit fra skolen. Miriana går på femte årgang sammen med sin bedste veninde Rose Weasley (datter af Hermione Granger og Ron Weasley). Et julebal skal holdes på skolen, og oven i det store lektiepres spirer kærligheden frem overalt på Hogwarts. En hemmelig dreng er forelsket i Rose, men bliver hun skuffet når hun finder ud af, hvem det er?
*Dette er en fanfiction af Harry Potter universet. Al credit går til J. K. Rowling*

28Likes
55Kommentarer
4629Visninger
AA

10. Dansetimer

Nyt kapitel!!

Det er ikke blevet rettet endnu, men jeg tænkte at i ikke skulle vente længere.

ENJOY! :D

___________________________________________________________________________

 

De næste par uger var nogle af de bedste i hele Scorpius' liv. Efter hans tilståelse havde de tre venner nærmest været sammen konstant, når ikke Albus var sammen med Miriana. Albus havde været lidt tilbageholdende, men efter han lærte Scorpius at kende, havde han accepteret ham. Scorpius havde fundet en rigtig god ven i Albus, og de to drenge viste sig faktisk at være ret ens. Alt dette tænkte Scorpius over, da de tre venner sad i Storsalen og lavede lektier. Som sædvanlig var der masser at lave, og Rose og Albus sad med hovederne begravet i deres bøger. Scorpius kiggede på Rose og Albus. Han havde stadig svært ved at fatte, at han pludselig havde fået to venner. To bedste venner. Albus med hans sjove holdninger, og Rose med hendes gode humør.  Han kiggede ned igen og fortsatte med Botanik lektierne. Rose. Han kunne stadig godt lide hende, men han vidste ikke om det var gengældt. De havde ikke snakket om den nat oppe i ugleriet siden, og Scorpius ville ikke bringe det på bane. I stedet glædede han sig bare til Juleballet. De havde haft den første dansetime med Professor Harper. Ikke ligefrem noget at skrive hjem om. Som den eneste havde hans forældre givet ham dansetimer da han var lille. Det gjorde ham til den eneste dreng der ikke trådte deres partner over tæerne, men samtidig også "duksedrengen". Hurra, hvor fedt. 

 

Alligevel havde han haft svært ved at koncentrere sig. Han kunne ikke lade være med at kigge over på Rose hver andet sekund. Hun dansede sammen med en dreng fra Gryffindor. Han havde brunt hår der sad perfekt, og Scorpius kunne ikke lade være med at sende skarpe blikke efter ham, selvom det så ud som om, at Rose koncentrerede sig mere om ikke at træde ham over træerne, end om hvordan han så ud.

Da Scorpius endelig kunne give slip på pigen han dansede med (en eller anden gimpe fra Hufflepuff) og slutte sig til Albus og Rose, var det efterhånden blevet frokosttid. De fulgtes ned til Storsalen, mens de diskuterede dansetimen. Albus var blevet sat sammen med Penny Horton fra Gryffindor. Penny var omkring et hoved højere end Albus, og havde meget brede skuldre. Både Scorpius og Rose brød sammen af grin. "Det er slet ikke sjovt!", udbrød han mut, men Rose og Scorpius grinede bare videre. "Hun blev ved med at føre. Jeg følte mig som en kludedukke!" Scorpius klappede ham på ryggen da han igen havde fået vejret. "Det lyder som i to kunne være et godt par. Måske spørger hun dig endda om du vil med til juleballet!", sagde han spøgefuldt, hvorefter Rose knækkede sammen i endnu et grineflip. Albus sendte ham et dræberblik, selvom han havde svært ved at skjule et smil. "Det håber jeg så sandelig ikke. Hvis jeg sagde nej, ville jeg nok bare risikere at hun satte sig på mig!" De brød alle sammen ud i latter, netop som de gik ind af Storsalen for at spise frokost.

Efter at det var blevet tilladt at førsteårseleverne og opefter måtte deltage i ballet, var der stort set ingen der skrev sig på til at tage hjem. Der var efterhånden ikke særlig lang tid til ballet og også for Rose var tiden fløjet af sted. Selvom hun stadig savnede Miriana, måtte hun også indrømme, at hun havde det supersjovt sammen med Scorpius og Albus. Det var bare som om, at der manglede noget. Hun savnede Miriana. Når hun var væk, var der ikke længere nogen til at tage en tøsesnak med. Ikke nogen til at fortælle hende, om hendes hår sad rigtigt, eller til at diskutere drengene fra sjette årgang. Hun havde prøvet at snakke med hende. Til Forsvar Mod Mørkets Kræfter var de blevet sat sammen, men lige meget hvor meget Rose prøvede, mæglede Miriana ikke et ord. Albus havde det heller ikke for nemt. Han måtte splitte sin tid mellem de to piger. Albus og Miriana havde også været venner siden 1. årgang, og Albus hadede at de ikke kunne snakke sammen. 

Men Rose fik ikke så meget tid til at prøve at blive gode veninder med Miriana igen. Ud over det store lektiepres, var Quidditch sæsonen også begyndt. Anføreren Owen White ville simpelthen ikke lade være med at plage Rose. Da hun kom ned til morgenmaden en kølig morgen sidst i september, begyndte han igen: "Du bliver altså nødt til at komme, Rose! Uden dig som angriber, ved jeg virkelig ikke hvordan vi skal vinde Quidditch pokalen!" Rose sukkede og sendte ham et bebrejdende blik. "Owen! Du ved da ikke, om  der kommer nogle der er bedre end mig til udtagelsen!", sagde hun træt. "Jamen, Rose! Du har talent for Qudditch! Du kan ikke bare stoppe nu. Vil du ikke nok komme?" Han så på Rose med et bedende blik, og tilsidst gav hun op. "Okay fint. Jeg kommer." Han sprang op. "Super! Så ses vi i eftermiddag nede på Quidditch banen!"

Da han var forsvundet ud af syne, sukkede Rose højt. Hun elskede skam Quidditch, det var ikke det. Hun vidste bare ikke om hun kunne overskue det. De havde hundrede gange så mange lektier for som sidste år, men det var nu også mere alt det med Miriana. Quidditch træning ville ikke blive det samme uden hende. I alle de år Rose havde spillet Quidditch, havde Miriana altid været der. Hun havde aldrig selv haft nogen interesse for det, men det var altid hygeligt at diskutere kampenes forløb, og spillerne fra de andre hold med hende. Men Argh! Hvorfor skulle hun dog være så stædig! Jo mere Rose tænkte over det, jo mere sur blev hun på hende. Faktisk, var det jo Miriana der ikke ville acceptere Scorpius. Rose havde altid accepteret Mirianas kærester (selvom hende og Scorpius jo kun var venner), uanset hvor meget hun havde haft imod dem! Rose spiste op og gik så op til sovesalen. Hun havde besluttet sig. Hun gad ikke bruge mere tid på at prøve at venner med Miriana igen. Det var slut!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...