Shock, Pain, Hope & Love.

Det her er min første Jalice fan fiction jeg har skrevet, den er forholdsvis lang og skrevet ud i et hug, men jeg vil dele den op så der er noget at se frem til.
Det hele er faktisk skrevet, men som sagt deler jeg den lidt op.

Selve historien handler om Alice og Jasper. Det hele starter med en forkert handling også kører det ellers.
Jeg kan ikke rigtig gå i dybden med handlingen da det ville afslører starten, men håber i alligevel vil nyde at læse min historie.

OBS: Titlen er blevet ændret til Shock, Pain, Hope & Love fra Chokket.

12Likes
26Kommentarer
2304Visninger
AA

4. Venlighed og angst.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik før jeg endelig hørte skridt, jeg havde troet, at Carlisle ville komme alene, men der var to personer som gik, og da jeg hørte Rosalie´s stemme der forbandede regnen, sank jeg hjælpeløst sammen på jorden. Det var slemt nok for mig at Carlisle skulle se Jaspers fejl, men at Rosalie også skulle se den, ville højst sandsynligt betyde, at jeg skulle høre på det, hvilket slet ikke var noget, jeg kunne tage stilling til lige nu.

Carlisle så kort på mig inden han gik hen mod liget og Rosalie var lige i hælene på ham, men da han med skarp stemme sagde: ”Rose få din søster hjem” måtte hun makke ret. Hun så på mig, og hun kunne åbenbart se en smerte i mine øjne, som jeg ikke selv var bevidst om, da det eneste jeg tænkte på på det tidspunkt, var regnen.

Jeg kunne se at hendes skridt var rolige, næsten som om at hun ikke ville skræmme mig, selvom det dog ikke ville være muligt nu, for mit værste mareridt var nu virkelighed jeg levede midt idet.

Jeg sansede svagt at hun strøg mig over kinden, inden hun lagde en hånd ind under min albue og trak mig på benene, ”Hvad siger du til at komme i noget tørt tøj?” Hendes stemme var blid og fuld af omsorg, jeg vidste, at jeg ikke ville få lov til at sidde i regnen, selvom det dog var det jeg ønskede allermest nu, for dråberne var de tårer jeg ikke selv kunne græde, de udtrykte min sorg over tabet af Jasper.

Rosalie ledte mig forsigtigt tilbage til huset og da hun åbnede hoveddøren og ledte mig ind i stuen, blev mit synsfelt dækket af karamelbrunt hår, og jeg kunne mærke, hvordan Esme knugede mig indtil sig. Jeg gjorde ingen modstand mod hendes kram, da jeg ikke kunne se nogen mening i at gøre det, til sidst slap hun mig og hun strøg mig også over kinden.

Esme så på Rosalie og selvom jeg var den laveste i hele familien, følte jeg mig virkelig lille lige der, da de stod og snakkede hen over hovedet på mig. Da der ikke var nogen grund til at stå der og gøre hele gulvet vådt bevægede jeg mig hen mod trappen, og gik op af den med langsomme skridt, da jeg på ingen måde ville ind på Jaspers og mit værelse.

Da jeg endelig nåede døren til værelset, løftede jeg hånden for at åbne døren, men hånden blev hængende over dørhåndtaget. Jeg kunne ikke tvinge mig selv til at åbne døren, da duften af Jasper ville være over det hele, og minderne ville vælte ind over mig.

Jeg så ikke engang til siden, da jeg hørte skridt, men da jeg så Rosalies hånd trykke dørhåndtaget ned gled jeg automatisk væk fra døren, men det var for sent, hun åbnede døren helt og gik ind i værelset, mens jeg stod på gangen som lammet over duften af Jasper, som fyldte mine næsebor og endnu engang skar knivene i mig med utrolig stor styrke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...