Shock, Pain, Hope & Love.

Det her er min første Jalice fan fiction jeg har skrevet, den er forholdsvis lang og skrevet ud i et hug, men jeg vil dele den op så der er noget at se frem til.
Det hele er faktisk skrevet, men som sagt deler jeg den lidt op.

Selve historien handler om Alice og Jasper. Det hele starter med en forkert handling også kører det ellers.
Jeg kan ikke rigtig gå i dybden med handlingen da det ville afslører starten, men håber i alligevel vil nyde at læse min historie.

OBS: Titlen er blevet ændret til Shock, Pain, Hope & Love fra Chokket.

12Likes
26Kommentarer
2221Visninger
AA

3. Regnens dråber.

Jaspers duft var ikke speciel svær at spore, eller måske var det fordi jeg kendte hans duft ud og ind, jeg fulgte hans duftspor i løb, indtil jeg nåede et sted, hvor han åbenbart måtte have krydset sig selv, og jeg valgte at følge det spor som virkede nyest.

Selvom jeg bevægede mig hurtigt, vidste jeg godt, at jeg ikke ville have chancen for at indhente ham for om ganske få minutter, ville det begynde at regne.

Jeg mærkede hvordan de tunge dråber landede på jakken, men jeg blev ved med at løbe. indtil regnen var så voldsom, at den gjorde det umuligt at følge efter Jasper, alle dufte var udvisket, træernes duft og blomsternes og Jasper´s var stort set usynlig, så jeg besluttede mig for at vende om og finde tilbage til det sted, hvor han havde krydset sit eget spor og i løbet af få sekunder var jeg tilbage. Med langsomme skridt bevægede jeg mig efter en ganske svag duft af Jasper, indtil jeg stødte på noget, som mest af alt gav mig lyst til at skrige, selvom det dog ikke ville virke som en normal reaktion hos en vampyr, der jo burde være vant til menneskelig, men det her lig, en mand nok midt i 30´rene og højst sandsynlig en vandrer, havde Jaspers duft over sig.

Den her gang var det min hjerne der tog kontrol, for havde det stået til min krop havde jeg stadig stået der og set på liget indtil en af de andre havde fundet mig, mine fingre føltes klodsede da de fandt mobilen i min bukselomme, og trykkede Carlisles nummer. Der gik ikke lang tid før jeg hørte hans stemme ”Hej Alice, det er Carlisle, hvad sker der?” Jeg måtte tage en dyb indånding for at kunne svare ham ”Carlisle jeg tror heller du må komme hjem... Jasper er rejst.” Selvom det skar i mig som en million knive og det næsten flåede mit ikke bankende hjerte ud, vidste jeg, at Jasper var rejst, og jeg havde ingen anelse om han nogensinde ville komme tilbage. En følelse af at falde voksede inde i mig, og at der var tavshed fra Carlisles side hjalp langt fra på følelsen, til sidst troede jeg, at han slet ikke ville svare, men da han endelig svarede var hans stemme fuld af bekymring og omsorg: ”Jeg skynder mig hjem, og Alice, lad nu vær med at drage for hurtige konklusioner, okay?”

Min stemme rystede svagt da jeg svarede ham, for min konklusion var allerede draget, Jasper var væk, og jeg vidste ikke hvornår, eller om, han kom tilbage. ”Okay” svarede jeg, og med rystende hænder lagde jeg på og puttede min mobil tilbage i min bukselomme.

Tankerne var ved at eksplodere inde i hovedet på mig og smerten rev i mig, og bare det at trække den ubrugelige luft ned i mine lunger gjorde ondt, jeg bukkede under for smerten og knugede armene rundt om mig selv, så jeg ikke ville falde fra hinanden, og regnen hjalp mig, da lyden af de tunge dråber næsten bedøvede min hjerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...