Shock, Pain, Hope & Love.

Det her er min første Jalice fan fiction jeg har skrevet, den er forholdsvis lang og skrevet ud i et hug, men jeg vil dele den op så der er noget at se frem til.
Det hele er faktisk skrevet, men som sagt deler jeg den lidt op.

Selve historien handler om Alice og Jasper. Det hele starter med en forkert handling også kører det ellers.
Jeg kan ikke rigtig gå i dybden med handlingen da det ville afslører starten, men håber i alligevel vil nyde at læse min historie.

OBS: Titlen er blevet ændret til Shock, Pain, Hope & Love fra Chokket.

12Likes
26Kommentarer
2247Visninger
AA

2. Panikken spredes.

 

Alice´s vinkel: Jasper burde have været hjemme for 6 minutter og 27 sekunder siden.

Jeg bankede kuglepennen ned i den blok jeg sad med, som jeg havde tegnet et sort rum, hvor man svagt kunne ane en pige på, selvom jeg skulle være begyndt på en historie til engelsk, mens jeg så på døren med et nervøst blik.

Det her lignede slet ikke Jasper, på ingen måde, han plejede altid at komme hurtigt hjem, når han lovede det.

Jeg løftede forsigtigt min hånd op mod min mund, nærmest for ikke at ødelægge den sitren af glæde, kærlighed og lykke der brændte i dem og et suk slap over mine læber.

Det var altid den samme følelse, når Jaspers læber trykkede sig indtil mine, selvom vi kendte hinandens læber ud og ind, var det altid som om det var det første kys. Det var ikke fordi man kunne sige at min kærlighed til Jasper var blevet mindre, tværtimod var det som om den voksede, jo mere tid jeg tilbragte med ham, og lige præcis den tanke, fik mig til endnu engang at se på døren i håb om, at han ville træde ind af den, men den person der åbnede døren, var ikke den person jeg ønskede at se lige nu, faktisk var det næsten den sidste person jeg ønskede at se.

Jeg fulgte Emmett med øjnene, da han satte sig ved siden af mig i sofaen og tændte for fjersynet, jeg behøvede hverken mine evner eller min hørelse for at vide, hvad det var Emmett skulle se, amerikansk football. Ud fra hans store smil var det hans favorit hold der skulle spille, spørg mig ikke hvilket hold det var, jeg har aldrig orket sætte mig helt ind i Emmetts tankegang.

Mine tanker blev afbrudt, da Emmett rent faktisk havde et spørgsmål til mig, ”Hvor er Jasper?” Selvom Emmetts øjne var klistret til tv'et vidste han, at Jasper ikke var her, og han havde kun været hjemme i omkring 3 minutter. Jeg ville ønske at mit svar kunne have været mere fyldigt, men jeg vidste lige så lidt som Emmett gjorde ”Jeg ved det ikke...” Noget i min stemme måtte have vækket hans opmærksomhed, for Emmett så rent faktisk på mig.

Du ved ikke hvor Jasper er?” Emmett's stemme lød på samme tid anklagende og dybt forundret, og jeg kunne ikke lade vær med at ryste en smule på hovedet over ham, ”Nej jeg ved ikke hvor Jasper er.” Jeg kunne se på Emmett at han skulle til at sige noget mere, så jeg valgte at stille et ganske simpelt spørgsmål: ”Em hvad er klokken?” Han så ikke engang på tv´et for at slå tekst-tv til, som jeg ellers troede han ville gøre, men okay, Emmett ved hvornår hver kamp begynder og hvor lang tid han bruger på at føre en samtale i kampene. ”Den er 17.37, hvorfor?” Min krop reagerede hurtigere end min hjerne, og uden at jeg selv var bevidst om det, rejste jeg mig og var allerede på vej hen mod trappen, da jeg fik øje på Emmett's jakke, som lå på den. ”Emmett må jeg låne din jakke?” Jeg kunne selv høre at min stemme lød panisk, og det at Emmett rent faktisk rejste sig op og hurtigt stod overfor mig, var blot et bevis på det, ”Alice, hvad sker der?” Emmett's stemme lød bekymret, og hans blik udstrålede den bekymring som hans stemme ikke havde i sig.

Jeg gik forbi Emmett og tog hans jakke op for derefter at tage den på, ikke et eneste spørgsmål ville kunne stoppe mig nu, Jasper kom for sent, alt, alt for sent.

”Jasper burde have været hjemme for 28 minutter siden” Mere behøvede jeg ikke at sige, for Emmett flyttede sig hurtigt for mig, og jeg forsvandt ud af døren i en fart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...