Shock, Pain, Hope & Love.

Det her er min første Jalice fan fiction jeg har skrevet, den er forholdsvis lang og skrevet ud i et hug, men jeg vil dele den op så der er noget at se frem til.
Det hele er faktisk skrevet, men som sagt deler jeg den lidt op.

Selve historien handler om Alice og Jasper. Det hele starter med en forkert handling også kører det ellers.
Jeg kan ikke rigtig gå i dybden med handlingen da det ville afslører starten, men håber i alligevel vil nyde at læse min historie.

OBS: Titlen er blevet ændret til Shock, Pain, Hope & Love fra Chokket.

12Likes
26Kommentarer
2221Visninger
AA

8. Italiensk grund.

Jeg kastede et blik på min mobil for at se hvad klokken var, det var et kvarter siden, at jeg endnu engang havde sat mine fødder på Italiensk grund, og jeg lod mit blik glide op og ned af parkeringspladsen og kunne hurtigt konstatere at her var næsten øde.

Sidste gang at jeg stjal en bil her, var der flere mennesker og sollys, så nu kunne jeg næsten give mig god tid.

Jeg kneb mine øjne let sammen og afsøgte endnu engang parkeringspladsen, efter en bil som ville være tilpas hurtig, men ingen af dem virkede specielt hurtige, det var normale biler, kunne heldet ikke bare være mig og give mig en sportsvogn?

Et irriteret suk slap over mine læber, da jeg besluttede mig for at løbe.

Mine fødder bevægede sig hurtigt og jeg mærkede vinden slå mod mit ansigt, og først der gik det op for mig, at de sidste par uger havde fået mig til at glemme befrielsen ved at løbe, så nu galt det om at løbe, alt det jeg kunne, og jeg tvang mig selv til at løbe hurtigere og hurtigere, jeg drev mig selv fremad og et kort øjeblik ramte en sindssyg tanke mig, jeg løb lige så hurtigt som Edward.

Da det gik op for mig, gled et smil over mine læber, men mit smil blegnede, ligeså hurtigt som det kom, for foran mig lå bakken hvor Volterra stolt lå. Murene rundt om Volterra var flere hundrede år gamle. Jeg vidste, at det her møde kunne gå to veje, enten godt eller skidt, men min fornemmelse sagde mig, at det nok ville gå godt, for Aro var ivrig efter at få min evne med i garden, og nu ville jeg faktisk opfylde det her ønske eller kun midlertidig opfylde det.

Da jeg nåede byporten, sukkede jeg lavt, da den var låst. Jeg så rundt, da jeg vidste, at det kunne være et proplem, hvis noget menneske så mig klatre over muren, men det virkede som en bedre idé end at smadre deres byport.

Jeg fandt et sted, hvor det var muligt at kunne klatre op og med et mindre til løb, kravlede jeg hurtigt op af muren.

I et kort øjeblik stod jeg bare og spejdede ud over byen oppe på muren, og jeg kunne let få øje på kirketårnet.

Efter at have stået og nydt udsigten hoppede jeg ned fra muren, og efter et par sekunder hvor vinden susede om ørerne på mig, mærkede jeg fast grund under mine fødder.

Med rolige skridt bevægede jeg mig ned gennem de forskellige gader, og da jeg nåede foden af klokketårnet, så jeg rundt, noget i mig havde håbet at en fra garden vidste, at jeg var her og ville komme ud og hente mig, men her var ikke nogle.

Jeg stillede mig op af muren, og så rundt på pladsen. Der var springvandet, som Bella løb igennem for at nå Edward, det virkede som flere årtier siden, men i virkeligheden var der vist kun gået 5 år.

 

Man kunne svagt ane solen i horisonten, da jeg hørte skridt og uden så meget som at se mig omkring, vidste jeg hvem det var ”Hej Felix” og mig der troede det var Jane der ville komme og hente mig.

”Hej Alice hvad bringer dig til Volterra?” Hans stemme var neutral, og et eller andet sted var det rart ikke at være omgivet af stemmer som kun tænkte på at være venlige og blide.

”Tjo jeg overvejede bare, om man ikke kan blive midlertidig medlem af garden?” Jeg vendte mig om for at se på ham, da jeg vidste, at hans udtryk ville være værd at se, hans mundvige var frosset fast i et smil, men hans øjne udstrålede forvirring, og det eneste spørgsmål han kunne få frem var ikke noget vi kom vider med ”Er du alene?”

Jeg så på Felix og slog opgivende ud med hænderne ”Ja Felix, jeg er alene.”

Felix rynkede panden, og så ud som om nogle lige havde bedt ham læse mine tanker, så jeg sukkede opgivende ”Gider du ikke godt bare vise mig hen til Aro?”

Det var vist lige før, at jeg lige så godt kunne have slået ham ud fra hans ansigts udtryk at dømme ”Jo, selvfølgelig.” Felix begyndte at gå ned af gyden, som var ved siden af klokketårnet, og jeg fulgte lige efter ham.

Kloakdækslet var allerede skubbet til side, og Felix gjorde tegn til, at jeg skulle hoppe ned først, så det gjorde jeg, og jeg hørte et bump, da han landede bag ved mig.

Vi gik gennem tunnelerne i tavshed, og da vi nåede receptionen, hvor Gianna sad bag et skrivebord, var hun den der brød tavsheden ved at hilse på Felix og jeg.

Felix ledte mig forbi Gianna og videre, først nu huskede jeg, hvor lang turen var for at komme ind til midten af Volturi klanens opholdssted.

Da jeg endelig trådte ind i salen, så jeg de eneste møbler i rummet, tre majestætiske stole, men to af dem var tomme, i den midterst sad Aro og smilede til mig.

I et kort øjeblik mærkede jeg tvivlen blusse op i mig, det her var ikke en god idé, men hvis Jasper ville dukke op i Volterra, var det her jeg skulle være og ingen andre steder.

”Alice min kære, hvad bringer dog dig til Volterra?” Aro afbrød mit mindre panik anfald, og jeg vidste, at nu gjaldt det om at bevare roen så han ikke fattede mistanke.

”Jeg overvejede bare, om det var muligt, at se hvordan garden levede, og om det var noget for mig?” Jeg sørgede for at holde øjenkontakt med Aro.

”Jamen selvfølgelig må du det Alice. Undskyld jeg spørger, men jeg kan se, du kommer alene, er Jasper ikke med dig?” Hans stemme var sukker sød, men jeg kunne ane en undertone af undren, var det virkelig så mærkeligt, at jeg kom alene?

”Som sagt er jeg her kun for at se, hvordan i lever, så hvis det er jeg beslutter at blive her, kan det være, Jasper også kommer.” Og for at virke virkelige overbevisende sendte jeg Aro et smil.

”Okay. Felix vil du være så venlig at vise Alice rundt?” Aro så over på Felix, med et blik der sagde, at han skulle vise mig rundt, og allerede der vidste jeg, at jeg aldrig ville blive et medlem af garden.

Jeg fulgte efter Felix, da han forlad salen, og endnu engang gik vi gennem de forskellige gange dog ikke i total tavshed, da Felix engang imellem fortalte, hvad der var inde bag nogle døre og ned af nogle gange.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...