Shock, Pain, Hope & Love.

Det her er min første Jalice fan fiction jeg har skrevet, den er forholdsvis lang og skrevet ud i et hug, men jeg vil dele den op så der er noget at se frem til.
Det hele er faktisk skrevet, men som sagt deler jeg den lidt op.

Selve historien handler om Alice og Jasper. Det hele starter med en forkert handling også kører det ellers.
Jeg kan ikke rigtig gå i dybden med handlingen da det ville afslører starten, men håber i alligevel vil nyde at læse min historie.

OBS: Titlen er blevet ændret til Shock, Pain, Hope & Love fra Chokket.

12Likes
26Kommentarer
2215Visninger
AA

7. Endelig en beslutning!

 

En dag skete der dog noget, som jeg ikke havde set komme, mine omgivelser forsvandt for mit blik, og blev i stedet erstattet af en sal, en sal som jeg kendte, og jeg ønskede ikke at se hvad det var, men jeg kan ikke bare slukke for et syn, når det kommer til mig.

Jeg fulgte vantro med i hvad der ville forgå, og min krop frøs til is, da jeg genkendte Jaspers honningblonde hår, og jeg rynkede kort panden, min eneste tanke var at han ikke kunne være der, han måtte ikke være der, men selvom alt i mig ønskede at det ikke var ham, genkendte jeg ham, hans ar, hans kropsbygning og hans ansigtstræk.

Mere så jeg ikke, men nu vidste jeg hvor Jasper ville være, også kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme til Italien og besøge Volterra, selvom jeg ikke havde lyst til nogensinde at sætte mine ben der igen.

Før jeg vidste af det, havde jeg fundet en rygsæk og var hurtigt inde i skabet og smed noget forskelligt tøj ned i den, og idet jeg stoppede en kjole ned i den, hørte jeg døren gå op og den velkendte lyd af klik, klak, klik, klak fra Rosalies sko, og jeg skyndte mig hurtigt tilbage til værelset og mødte hendes blik.

Hun lignede en der havde set et spøgelse og samtidig fået verdens bedste gave, ”Alice...” Hendes stemme var kun en hvisken, men jeg hørte hende udmærket godt, og uden at tænke vider over det sendte jeg hende et smil, det var dog et undskyldende et.

”Hvad sker der?” Rosalies stemme var letter skringer, og hun så nu på mig med et forvirret blik, ”Jasper tager til Volterra.” I mens jeg sagde det, fandt jeg hurtigt nogle sko og tog dem på.

”Volterra? Hvorfor skulle Jasper tage til Volterra?” Rosalie var lige så forvirret som mig på det punkt, ”Jeg ved det ikke, men hvis han tager der til, har jeg ikke tænkt mig at sidde her med hænderne i skødet og vente” Jeg greb hurtigt en tilfældig jakke, og var allerede på vej ud på gangen, mens jeg talte, Rosalie fulgte efter mig, men hun forblev tavs.

Da jeg kom ned i stuen, så jeg rundt, da jeg forventede at se Emmett sidde i sofaen og se et eller andet sport, eller Esme der gik rundt og sørgede for at alt var pletfrit, men her var ingen. ”Hvor er de andre?” Jeg så på Rosalie med en rynket pande, da jeg ikke forstod hvad der forgik, ”Esme, Carlisle og Emmett er på jagt” Rosalie så på mig, som om jeg burde vide det.

I et kort øjeblik overvejede jeg at vente, men jeg kunne ikke komme af sted hurtigt nok. ”Rosalie, vil du ikke nok fortælle dem, hvorfor jeg er rejst?” Jeg sørgede for at min stemme var bedende og ikke lød stresset, selvom jeg var det.

Rosalie nikkede efter et par sekunder, og jeg krammede hende, mens jeg fik fremtvunget et ”Tak Rose, tusind, tusind tak.”

Jeg løb næsten ud i garagen og fandt nøglerne til min Porsche, og da jeg ikke havde låst den, åbnede jeg døren og gled ind på førersædet.

 

Et halvt minut senere hvinede dækkene da jeg drejede ud på hovedvejen, og jeg trommede fingrene mod rattet da det gik alt for langsomt, men selvom det gik for langsomt i min verden kørte jeg alligevel langsommere, da jeg gerne skulle kunne nå hele vejen til Seattle.

To timer og tredive minutter senere drejede jeg ind på Seattle lufthavns parkeringsplads, og jeg så rundt, efter et sted hvor jeg kunne parkerer, og da jeg fik øje på en fri plads, valgte jeg at parkerer der. Jeg steg hurtigt ud af bilen og svang min rygsæk over skuldrende.

Jeg sørgede for at låse bilen, inden jeg gik indenfor, mit blik gled rundt på de forskellige personer der var her, og jeg gik roligt hen til billetskranken, og fik forklaret at jeg skulle til Italien og gerne med et fly der ankom om natten.

Jeg fik en billet, til et fly der ville lande i Firenze kl. 23.45, så nu var der ikke andet for end at vente.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...