Shock, Pain, Hope & Love.

Det her er min første Jalice fan fiction jeg har skrevet, den er forholdsvis lang og skrevet ud i et hug, men jeg vil dele den op så der er noget at se frem til.
Det hele er faktisk skrevet, men som sagt deler jeg den lidt op.

Selve historien handler om Alice og Jasper. Det hele starter med en forkert handling også kører det ellers.
Jeg kan ikke rigtig gå i dybden med handlingen da det ville afslører starten, men håber i alligevel vil nyde at læse min historie.

OBS: Titlen er blevet ændret til Shock, Pain, Hope & Love fra Chokket.

12Likes
26Kommentarer
2295Visninger
AA

5. Diskussion og ringe forklaring.

Jeg fulgte Rosalie med øjnene da hun drejede rundt på hælene og så på mig ”Alice du kan ikke have det våde tøj på” hendes stemme var ikke som den plejede at være, den var forsigtig som var jeg et dyr, der hvert øjeblik kunne bide fra sig. ”Det tørrer” svarede jeg, men ud fra det blik hun sendte mig, var det ikke det svar hun ønskede sig, og selvom hendes stemme var blid, kunne jeg svagt ane en undertone af irritation. ”Der vil gå lang tid før det tørrer, og det ved du udmærket godt. Alice kom nu bare herind og skift til noget tørt tøj.”

Rosalie så på mig med et blik der sagde, at hvis du ikke kommer herind nu, tvinger jeg dig, så jeg valgte at gå frivilligt ind i værelset, hvilket måske alligevel ikke var en helt dårlig idé for selv om Jaspers duft var overalt, beroligede den mig faktisk, samtidig med at den rev i mig.

Jeg så kort rundt, og lagde ikke rigtig mærke til at Rosalie havde åbnet døren indtil walk in skabet, ikke før hun rømmede sig, men selv der havde jeg svært ved at løsrive mit blik fra skrivebordet. Der var noget som så forkert ud, men jeg kunne ikke finde ud af hvad det var.

”Alice?” Rosalies stemme skar gennem luften, og jeg så forskrækket på hende, men det så ud til at hun nu var den bange af os, så jeg virkelig så forfærdelig ud?

Med forsigtige skridt gik jeg ind i 'skabet' og så mig omkring, jeg så ikke engang på mine kjoler da det var det sidste jeg ønskede at have på lige nu, men jeg fandt hurtigt et par falmede grå cowboybukser og en enkel lilla t-shirt.

Imens jeg skiftede fra mit våde tøj til det tørre, arbejdede min hjerne på højtryk, Jasper var rejst uden at sige så meget som et ord til mig, så han måtte være rejst, fordi han var gået i panik, men hvad havde fået ham til at gå i panik? Og der slog det mig, mens jeg var ved at trække den lilla t-shirt over hovedet, hvad der havde været skyld i at Jasper var rejst, og i et kort glimt så jeg liget fra før, som om jeg stadig stod og så på det og jeg hev efter vejret, inhalerede den unødvendige luft og forsøgte at forstå, hvorfor menneskeblod kunne få ham til at rejse. Var han træt af vores kost, vores livsstil, vores familie?

Noget sagde mig, at det ikke var det, der var årsagen og min hjerne arbejdede stadig på højtryk, for at få det hele til at give mening, men intet gav mening.

Jeg lod kort mine fingre glide hen over nogle af Jasper´s trøjer med et spinkelt håb, om at de kunne give mig svar, men tøj kan ikke tale,

Rosalie bevægede sig inde i værelset, og jeg besluttede mig for at gå ind til hende, hun skulle ikke få lov til at ødelægge duften af Jasper, ved at snuse rundt inde på vores værelse.

Da jeg trådte ind i værelset igen, fik jeg hurtigt øje på et stykke hvidt papir som hun havde mellem hænderne, og hun så forskrækket op på mig, samtidig med at hun tog flere skridt bagud, hvilket gjorde at hun stod med ryggen mod væggen.

Jeg bevægede mig hurtigt hen til hende og rev papiret ud af hendes hænder, og kiggede ned på navnet der stod på det: Alice. Jeg kunne genkende Jaspers skrift, og jeg så på Rosalie med et vredt blik, og hun løftede afværgende hænderne, ”Alice undskyld, men du burde virkelig ikke læse det.” Hendes stemme var både beskyttende og undskyldende.

”Og hvorfor så ikke det?” Min stemme måtte have været som et piskesmæld for Rosalie krummede sig en smule sammen, ”han... han... Du bliver såret” hviskede hun. Jeg rynkede svagt panden, da Rosalies stemme rystede, og at hun opgav at fuldføre sin sætning, det var noget af det mest atypiske for hende jeg nogensinde havde oplevet.

”Mere end jeg er nu?” spurgte jeg. Rosalie så ud som om at hun slet ikke havde forventet, at jeg var såret nu, men hun tog sig hurtigt sammen og nikkede. ”Tak for din bekymring Rose, men hvis han forklarer hvorfor han rejste, tror jeg faktisk at det ville kunne hjælpe mig.” Jeg afsluttede sætningen inde i mit hoved, for hvis han fortalte noget som helst, om hvorfor han var rejst, kunne det også være jeg kunne gennemskue, hvor han ville tage hen, og det ville det gøre det langt nemmere at finde ham.

Jeg rettede mit blik mod papiret, hvor det var tydeligt at se, de to første sætninger var blevet streget over, også begyndte  jeg at læse.

Kære Alice.

Når du læser det her har du sikkert allerede set liget og du undrer dig sikkert over hvorfor jeg er rejst...

Du må meget undskylde at jeg forlader dig uden at sige noget, men...

Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare, hvorfor jeg forlader dig, men det kan jeg ikke, og hvis jeg kunne, ville det på ingen måde kunne gøre op for den smerte som du højst sandsynlig oplever lige nu, det eneste jeg kan sige er, at jeg har behov for at komme væk i et stykke tid, jeg ved ikke hvornår jeg kommer tilbage.

Jeg elsker dig Alice, det må du aldrig glemme,og du betyder alt for mig.

Jasper.

Mine ben gav efter under mig, og jeg landede på gulvet med et bump, og stirrede vantro på brevet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...