Sjælekamp

Violet dødede som 17-årige, og kom til Arector stedet for hvileløse sjæle, hvor hun indgik en pagt med Maurice. En mand der ville have magten over døden, og ikke ville gå ned af sin konkurrent. Som en af hans lejemordere går Violet rundt på jorden med kræfter, der overgår alt naturligt. Men som en Immortal Warrior, der behøver søvn og mad, har man det ikke let blandt hvileløse sjæle, der desperat vil gøre alt for at få hende dræbt. Ikke nok med det ændres Violets liv for anden gang, da hun i den by hun opholder sig i, møder Adrian, som kan se hende

13Likes
8Kommentarer
1468Visninger
AA

4. Søvnens møde

Alle elsker at sove, der drømmer vi, og vores kroppe slapper fuldstændig af. Vi befinder os i en verden med fred og harmoni, i hvert fald hvis det er drømme. Mareridtene skræmmer livet ud af os, en overdrivelse når du spørger mig, men jeg er jo også død.

Drømmene gør os i stand til at opleve et liv, som ikke har relevans med det realistiske liv. Men de mareridt der forekommer hos mennesker, hænder altså også for os. De angstfyldte billeder af spøgelser eller ånder, der indtræder deres blikke og skaber intens angst. Dog sker den slags mareridt hos mig i virkeligheden.

Den hvæsende lyd som om nogen hiver voldsomt efter vejret, fik mine øjenlåg til at slå op. Klaprende lyde bankede lidt for tæt imod mine øre, så jeg sprang op.

”Hvem der?” knurrede jeg advarende, og pustede mig som en puma op, så jeg fremstod mere frygtindgydende.

En hvid skikkelse i form af en rynket gammel mand med et hul igennem panden svævede over mit sovested, der var i form af en gadevæg.

”Krop! Din krop!” råbte de nu tydelige ånd, der stormede imod mig.

Jeg rynkede irriteret brynene, og strøg til side ”Beklager, find dig i, at du ikke længere lever i en fast krop.”

Ånden blev dog mere ophidset af mit svar, og holdte irriteret nok ikke kæft ”Vil have dig! Leve igen!”

Jeg sukkede opgivende op i nattehimlens mørke. Sådan var det med ånderne. Dukkede altid uønsket op især om natten, og var altid ude efter det samme.

”Dræbe dig! Så tage krop!” råbte oldsagen forstyrrende. De var i besiddelse af et kløgtigt ordforråd, men desperation skabte kludder i den mundtlige brug for dem.

Med et sidste støn strakte jeg armen i vejret, og leen om til syne. Rettede den derefter sigtende imod manden.

”Lad os nu se om du kan dræbe mig,” spydigheden sang imellem ordene, mens ånden skreg hidsigt op.

Dette var en normalitet, i hvert fald ifølge Maurice. Ånder, der gerne vil i kontakt med efterlivet igen, kunne det igennem sådanne nogen som mig. Der skulle dog først et mord til, før dette var muligt. Maurice havde dog forklaret nøjsomt, at Immortal Warriors’ kroppe er ganske specielle, så der ville selvfølgelig være bud efter os. Dette var nok også grunden til de store kræfter, vi blev tilegnet os i form af beskyttelse.

Jeg slyngede nu leen af sted, med retning imod manden, der frygtløst gik direkte igennem til min irritation. Jeg glemte det altid.

Ånder = Gennemsigtighed

Jeg lod min le forsvinde til uvisheden. Ånden tog lejligheden i at kaste sig over mig. Med kradsende bevægelser væltede den mig omkuld, og den på den kolde jord så jeg måtte bide mig måtte bide mig læben.

De var så idiotiske. Vi var jo udødelige overfor dem for poker, og alligevel gjorde de et nyttesløst forsøg. Et forsøg der bare tvang søvnen fra mig.

Selvom min le ikke fungerede i denne situation, kunne intet måle sig med energikuglerne. Der blev hurtigt dannet en i min højre hånd, og idet manden greb solidt fat i mit hår, pressede jeg med fast mine kuglen imod hans bryst, hvor hans ikke-slående hjerte sad.

Først stirrede han bare udtryksløst på mig, indtil kuglen tog fat, og gik i gang med at sønderrive det sidste, der nu måtte være tilbage af hans tomme krop.

Skriget genlød som et tidløst ekko i nattehimlen. Kroppen var smuldret ud i en forsvundet horisont som sand i en storm.

Træt og smadre kravlede jeg over til muren, hvor jeg sukkene lænede min krop op ad det kolde mureværk.

Hele dagen havde jeg gået og udforsket byen, der faktisk ikke virkede så kedelig endda, men jeg kunne skam nemt blive træt, og havde brug for søvnen for, at kunne holde sammen.

Jeg lukkede de tunge øjenlåg i, men lyden af endnu en hvileløs ånd der nærmede, fik dem hidsigt op igen. Foran mig stod en ung kvinde, hun var radmager, og det blonde krøllede hår sad klistret fast til hendes ansigt. Hun så med sine skræmte blå øjne imod mig, ”Din kro-”

”Ja, jeg er godt klar over, jeg har en krop!” hvislede jeg arrigt, og en energikugle formede sig i den højre hånd ”Lad os få det overstået så jeg kan sove videre.” Et udmattet suk flød igennem mig, inden kuglen ramte kvinden. Det her ville blive en meget lang nat.

 

***

 

Jeg skummede af raseri, da solen tittede frem på himlen. Ikke et øje havde jeg lukket hele natten. Det kunne godt være den her by, var fuld af unge mennesker, der var i min afdeling, men kropssultne ånder havde den også masser af.

”Godmorgen min kære Violet,” lød Maurice muntre stemme pludselig. Jeg brummede bare gnavent ”Hvad nu?” vrissede jeg irriteret.

”Wow, der er vist en, der har fået den forkerte sjæl ud af sengen i dag,” lød det fløjtende i mit hoved.

”Undskyld, jeg har ikke fået noget søvn i nat.”

”ånder?”

”Jep.”

Han sukkede ”Du må finde et hus eller noget, de plejer jo at holde sig væk, når du er i nærheden af mennesker.”

Maurice havde ret, og jeg vidste det. Men jeg brød mig ikke om at bosætte mig uden invitation i et hjem, der ikke var mit.

”Når, men få styr på det senere for jeg har et job til dig. Kig ud på gade, der skulle gerne stå en brunette med bruncreme i hele fjæset.”

Mine violette øjne tog sigte, og ganske rigtigt. En brunhåret pige med sorte øjne og hud druknet i foundation stod med sin mobil i hånden og et snobbet udtryk over sig.

”Hvad har hun gjort?” spurgte jeg nu mere vågent.

”Slået sin kæreste ihjel, smed ham i havet. Dette er en nem sag, så hvornår skal jeg sende ligfulgen?”

”Giv mig ti minutter. Jeg gør det her i gyden,” mumlede jeg, og hvor allerede med lette spring henne ved tøsen.

”Fornemt!” grinede Maurice højtideligt, og lagede på.

Da jeg nåede pigen, så hun op – irriteret over at blive forstyrret midt i hendes hektiske tastning. Munden tyggede på livet løs med en duft af jordbær, strømmende ud af kæften mellem de arbejdende tænder.

”Hvad vil du?” spurgte hun nedladende, og kiggede kort på mig. Fnes så hånende.

”Pæn kjole,” sarkasmen dryppede i hendes usande ord, og hun hævede endda sit optegnet øjenbryn for ligesom at spørge mig, om jeg tog det seriøst angående min påklædning.

Vreden over mangel på søvn steg flere grader. Jeg var virkelig glad for min håndsyet kjole af Angelina, og følte mig endda pæn i den. Ja, vi gik måske ikke særlig meget op i mode i Arector, og jeg ejede da også andet tøj. Det var vidt forskelligt, hvor vi befandt os til, hvad vores påklædning bestod af.

”Siger dullen, der har beskidt blod på fingrene,” hvislede jeg så koldt, og begyndt at gå væk fra kvindemennesket.

Som forventet fulgte hun efter mig. Lyden af hendes klirrende hæle kunne ikke ignoreres.

”Hov vent! Hvad mener du med det?” spurgte hun, og kunne tydeligt høre den lille stemme af frygt for afsløring krybe igennem hendes hals.

Jeg standsede op, så hun nær var banket ind i mig.

Vendte med arrige øjne imod hende ”Tænk at smide ham i havet. Syntes du ikke en kiste, ville have været mere respektfuldt?” jeg begyndte igen at gå, og drejede ind i den gyde, som jeg kom fra.

Et triumferende smil tegnede sig på mine læber, da jeg kunne høre, hun fulgte efter mig.

Hun greb fat om mit håndled, men jeg havde allerede leen fremme, og svingede den om halsen på hende. Standsede den dog i at hugge halsen over på hende, da jeg lænede mig frem ”Nu er i vist kvit, og det tøj der passer overhovedet ikke til skoen.” Jeg blinkede kort til hende, og lod leen gøre sit arbejde færdigt.

Den store sorte fugl ankom kort tid efter, jeg aede den blidt på halsen, og rakte pigen til den. Med en gurglende lyd tog den hende i sit næb, og fløj derefter væk.

Jeg stirrede efter den. Noget jeg altid havde ønsket, var at kunne flyve. Bare flyve væk fra det hele. Jo, jeg var lykkelig for, jeg stadig var tilstede, men et eller andet indeni mig kunne ikke få fred, før jeg vidste mere om mig selv.

Med en viden om navn, alder og død kunne man ikke kalde mig et kvalificeret menneske til livet. Jeg gik bare rundt, og slog mennesker ihjel for selv, at kunne leve. Et kort grin slap ud. Det var ret komisk, jeg var død, men skulle nu tage folks liv for at leve.

”Lovely Darling,” sang Maurices skingre stemme, hvilket fik mit grin til at forsvinde.

Mine ben førte mig tilbage til den travle gade. Min mave var begyndte at rumle sultent op, og trangen til søvn var stadig slem.

”Hvad er der nu?”

”Hvad for noget? Må man nu ikke rose sin yndling?”

”Ikke når hun er tom på mad og søvn,” svarede jeg kort, og tog notis af et supermarked, som smuttede ind i.

”Lille pus,” lød det med lidt for falsk medlidenhed fra manden med de uendelige øjne ”Så skynd dig at find noget. Jeg smutter igen, så du må have det.”

Jeg hørte ikke rigtigt efter, da duften af steg kylling gik mig i møde. I farten snuppede lidt frugt, og fangede uden afsløring en stegt kylling. Jeg satte hurtigt føden til livs, da jeg gik ud af supermarkedet.

Følelsen af lykke svømmede rundt i min krop, da jeg tyggede mig igennem maden, mens jeg nød den varme kyllings goder. Dog måtte jeg dumpe over halvdelen af den i skraldespanden, sikrede mig dog selvfølgelig, at ingen bemærkede det ekstra stykke skrald dumpe i metalspanden.

Efter det lod jeg flokken af mennesker føre mig ned langs fortovene og imellem butikker, springvand og bænke. Det var et virvar af forskellighed blandt menneskerne. Tøjet, udseendet, væremåden alt sammen et bidrag til at lade dem være anderledes.

Min træthed ville dog ikke lade mig være i fred, og mit tempo blev langsommere. Maurice havde som sædvanlig ret i, at jeg nok burde finde et hus og sove i.

Flere gange gik folk igennem mig, og jeg måtte gispe for hver gang.

Pludselig var der noget tungt, som fik mig væltet. Jeg tumlede til jorden, og måtte stirre sløvt op. Min mund blev med langsomme bevægelser større og større ved synet af personen, der fik mig væltet til jorden.

Han var så smuk, at han ikke burde eksistere. Det korte sorte hår der hang lidt ned over hans pande, så de triste mørkegrønne øjne blev skjult. Hans tydelige kindben stak frem under den hvide hud, der dog stadig havde en gylden glød i sig. Hans slanke høje krop, der måtte være et hoved højere end mig, så nedad med et undskyldende smil, på de fyldige læber.

Synet af hans fitnesstaske fik mig til at lægge mærke til hans halvmuskuløse krop, og gjorde bare min mund større.

Han hævede sit øjenbryn en smule, sikkert fordi jeg bare sad på den kolde jord med munden på vid gab.  Men det var ikke kun det fortryllende udseende, der sendte mig ud af kurs, Han havde rent faktisk stødt ind i mig.

Maurice havde da ikke nævnt et job?

”Maurice?” hviskede jeg nu en smule panisk, men den sorthåret hørte det skam.

”Jeg hedder nu Adrian og du?”

Der gik et par sekunder før, det gik op for mig, at han lige havde lavet en præsentation, og det altså var min tur.

”V-Violet,” fremstammede jeg nu nervøs.

Han grinede. Forvirret rettede jeg mit blik op, grinte han lige af mig?

”Violet? Ligesom Violer? De uværdige men stadig beskedne planter?”

Jeg lyttede tavst til den melodiske latter, der kom ud af hans mund. Der var noget yderst fangende omkring ham.

Han hankede op i sin fitnesstaske, og jeg lagede mærke til skoletaske. Han måtte være på min alder vis ikke ældre, medmindre dette var et land, hvor folk så ældre ud, end de var.

Endelig kom Maurice til i mit hoved ”Kaldte du Violet?” Jeg nikkede blot, hvilket også besvarede Adrians spørgsmål på samme tid.

”Uha, hvem har vi her, jeg mener ikke, jeg gav ordre på at dræbe ham her. Sig mig arbejde du for dig selv nu Violet?”

”Ti dog stille som om jeg kunne det!” hvæssede jeg vredt, men kom i tanke om, at jeg stadig havde den sorthårets opmærksomhed.

Han lagede hovedet en anelse på skrå ”Snakker vi stadig sammen, eller har du en mobil slået til?”

”N-nej, eller jo undskyld ulejligheden,” mumlede jeg panisk, men så imod den fremstrakte hånd foran mit hoved.

Et undskyldende smil trillede indover hans læber ”Fuck, undskyld jeg glemte helt, at jeg faktisk havde væltet dig.” han lo let. Det var en yderst attraktiv latter, som fastfrøs mig komplet.

”Men du må have det Violet, vi ses måske,” Adrian gav mig et kort vink, og forlod mig stadig forstenet.

”Dumpet,” kom det lavt fra Maurice med en deprimeret fløjten.

”Hvad snakker du om?” udbrød jeg ”Lagde du slet ikke mærke til det?”

”Jo, at en hottie faktisk talte til dig, og du ydmygede dig selv stort.”

Jeg rystede opgivende på hovedet ”Ikke det dit fjols. Han gik ind i mig, og kunne se mig, gør det dig ikke bare lidt forvirret, bare en smule?”

”Nu du nævner det, så vidt jeg ved, skal han ikke dræbes og desuden…” hans stemme dødede hen, og jeg ventede tålmodigt på hans svar, mens jeg så i den retning Adrian var gået i.

”Jeg kunne ikke se en eneste information om ham,” sagde Maurice nu alvorlig, og jeg lyttede for alvor efter. Hvis Maurice ikke kunne se noget, så sad man i lort til halsen. Jeg bed mig i læben. De sorte øjne kunne se alt, han så igennem sine arbejdere, og kunne dermed se folk omkring. Ved hvert blik havde han en hel baggrundsviden.

”Hvad mener du med det?” spurgte jeg så, da tankerne havde samlet sig sammen.

”At du skal holde et godt øje til vores mystiske ven, han kan måske være vores grund til, at Walter har sendt sine mænd hertil,” stift nikkede jeg, og drejede om et hjørne. Fulgte - uset af Adrian - hans fodspor langs vejen, mens jeg som en slang sneg mig af sted.

”Men Violet?”

”Ja?”

Et drillende grin sang rundt i mit hoved ”Du rødmer altså,” han fik mig til at standse brat op.

”Vel gør jeg da ej!” protesterede jeg hidsigt, og tog mig til mine dog glødende kinder. Maurice lagede dog på, før jeg kunne komme med flere protester, og med et suk måtte jeg påbegynde spionagen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...