Sjælekamp

Violet dødede som 17-årige, og kom til Arector stedet for hvileløse sjæle, hvor hun indgik en pagt med Maurice. En mand der ville have magten over døden, og ikke ville gå ned af sin konkurrent. Som en af hans lejemordere går Violet rundt på jorden med kræfter, der overgår alt naturligt. Men som en Immortal Warrior, der behøver søvn og mad, har man det ikke let blandt hvileløse sjæle, der desperat vil gøre alt for at få hende dræbt. Ikke nok med det ændres Violets liv for anden gang, da hun i den by hun opholder sig i, møder Adrian, som kan se hende

13Likes
8Kommentarer
1432Visninger
AA

8. Respiratorens kald

Vi fik tilladelse til at blive i Adrians hus af Maurice, men jeg skulle være ekstra meget på vagt, når vi befandt os derinde.

     Adrian viste på en måde allerede respekt for Maurice. Selvom han ikke engang vidste, hvem han var. Alligevel spurgte han tit, om det var okay for ham, at vi var hjemme igen, efter jeg havde genfortalt ham, hvad Maurice havde sagt.

     Nu sad vi nede ved vandet, lyttede blot til bølgerne, der endeløst strømmede imod bredden for derefter at vende tilbage til havet igen.

”Er du bange?” spurgte jeg pludseligt, mens vandet sprøjtede i vejret.

Adrian rystede let på hovedet, men alligevel kunne jeg føle hans angst, angsten for at dø…

     ”Bare rolig,” sagde jeg så ”Der sker dig ikke noget,”

”Jeg tænkte nu mere på dig.”

”Mig?” spurgte jeg forbavset.

”Klare du den?”

Jeg grinede. En smule hånligt så jeg rettede latteren imod skyerne. Rejste mig derefter, og så imod ham. ”Du er bekymret for, at jeg skal klare den? Adrian, du bør vist overvære mit næste job.”

”Glimrende, for jeg har nemlig et job til dig!” Maurices stemme gjorde mig så forskrækket, at jeg faldt bagover, så jeg landede lige midt i vandet.

     Adrian forsøgte at holde sit grin tilbage, mens jeg bandede og svovlede.

”For helved! Kan du ikke for en gang skyld sige til, når du skal snakke med mig?” snerrede jeg hidsigt af Maurice, der blot grinede.

     Adrian rakte mig en hånd, og hjalp mig op at stå, grinet hang stadig i hans mund, og jeg fyrede en hånd ind i hans mave.

”Bare rolig du ser sød ud, når du ligger der, og plasker rundt i vandet,” smilede han, og strøg en hårlok væk fra mit ansigt.

     ”Så hvor er det næste offer henne?” spurgte jeg, mest for at komme væk fra Adrians sætning. Den fik en rødmen til at flyde igennem min krop, og gjorde mig underligt glad indeni, men stadig vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle reagere.

     ”Det er endelig en, som har fuldført sit liv. Find det nærmeste hospital og gør det af med staklen, Adrian kan sikkert hjælpe dig.”

Jeg så imod Adrian ”Er du klar til at overvære en henrettelse i mild format?” Det behøvede jeg ikke at spørge om to gange, han var allerede ude på vejen.

     Med tre hurtige skridt kom jeg op på siden af ham ”Hvor ligger det nærmeste hospital?”

Han så op i luften for at rode sine tanker igennem ”Der er vist S-”

Jeg satte lynhurtigt hånden for hans mund, for at forhindre ham i at fuldføre sin sætning.

     Selvom jeg godt nok ikke havde et åndedrag, så kom der alligevel små gispende lyde ud fra min mund.

Min hånd dirrede imod Adrians ansigt ”Du må aldrig nævne nogen bynavne, landnavne eller vejnavne!” skændte jeg med ophidset stemme.

Adrian, der havde taget min hånd ned, så forvirret imod mig ”Hvorfor ikke?”

     Jeg slog mig til panden af dumhed, jeg havde ikke fortalt noget om mit hukommelsestab til Adrian, fyren prøvede jo bare at hjælpe.

”Da jeg blev en Immortal Warrior-”

”Som er de der udødelige krigere?”

”Præcis, men jeg havde fået slettet min hukommelse, så jeg ingen erindringer eller minder havde om mit tideligere liv. Derfor må du aldrig nogensinde fortælle mig navnet på det her land og byen.” forklarede jeg med nu roligere stemme.

     ”Hvad sker der, hvis du nu skulle få det at vide?” spurgte han.

”Hvis det er tilfældet, kan det være, jeg husker noget, og måske får lyst til livet igen, hvilket Maurice ikke bryder sig om. Derfor vil han slette min hukommelse hver gang, jeg hører et landnavn, bynavn og vejnavn. Så hvis du siger det nu, vil jeg ikke, kunne huske dig igen,” de sidste ord fik mig til at bide mig selv i læben.

     Han måtte have set mit udtryk, for han fat om min hånd, og begyndte at gå videre med et blidt smil på læben.

”Bare rolig jeg har ikke ligefrem lyst til at starte forfra med at få en le imod halsen.”

”Undskyld,” mumlede jeg ned i jorden, og han gav min hånd et klem.

    

***

 

Hospitalet var stort og grimt. Den grå klods stod i sin ildelugtende udstråling, med et par døre og vinduer smækket på sig.

”Er det stedet, hvor folk skal blive raske? Kuren ser jo ud til at være værre end sygdommen,” mumlede jeg køligt, og så op ad bygningen.

Adrian grinede af min kommentar, men standsede dog ikke.

     Da vi var kommet op på den syge piges værelse med lidt hjælp fra Maurice, stod vi nu overfor det fuldkomne blege pigebarn.

Hun så svagt imod os ”Hvem er i?”

Jeg smilede venligt til hende, og satte mig på sengekanten ”Du har været til gavn nok i denne verden, jeg er kommet for at give dig din velfortjente fred.”

Hun lukkede udmattet øjne i, men jeg kunne ane det veltilpasse smil, der prikkede på hendes læber.

     Med en blød håndbevægelse satte jeg hånden ved hendes venstre bryst, lukkede mine øjne i, og den lysende energi strømmede ind i hendes krop, og fik hende til at falde smertefrit i søvn.

     Adrian havde i mellemtiden sat sig med ryggen imod mig, og den samme rare følelse som ved alle hans berøringer, løb igennem mig.

Dog skete der noget, som jeg ikke selv havde forudset…

    

Der var mørkt omkring min krop, og det eneste tilstedeværende var mit syn. Jeg lod blikket glide rundt i det grå rum. Det lignede nøjagtig det samme værelse som pigens. En brummende maskinelyd var til i baggrunden, og de farveløse gardiner var trukket for, så rummet var dunkelt.

     Jeg fik øje, fra det hjørne min bevidsthed befandt sig i en stor seng, hvor ledninger fra den store mekaniske kasse gik til. Den bippede langsomt og med lange mellemrum efter hinanden.

     Ledningerne var sat til personen, der lå i sengen. Jeg kunne ane sort hår, og en maske over munden. Det var en kvinde. Ligbleg og tynd som en streg. Hun havde et billede af en mand ved sit hoved ved siden af de lukkede øjne.

     Hun var på dødens rand, og åndedragene var svage og hæse. Hun minede mig dog om noget eller nogen…

Jeg forsøgte at komme nærmere, se hendes ansigtstræk der uhyggeligt meget minede om mine.

     Først nu bemærkede jeg den lille skikkelse, der sad ved kvindens venstre side. Det lange sorte hår var for hendes øjne, men jeg kunne let skimte de våde pletter af tårer på hendes bukser.

     Hun var højst fem år gammel, og holdte godt fast om kvindes rynkede hånd, så hendes knoer var helt hvide.

Nu blev jeg desperat, vred mig i den tomme tilstand, jeg var i med kurs imod sengen. Jeg ville sige noget, men min hals gav ikke lov.

     Pigen rejste sig nu, gik hen til det store apparat, som var ti gange så stor som hende. Trykkede på en knap, så lydene brat forsvandt, og maskinen blev helt sort. Respiratoren var slukket…

 

Jeg skreg op, og fægtede vildt med armene, som jeg nu kunne se. Stirrede fremad, hvor den lyshårede pige var faldet i dødens søvn.

Jeg mærkede to stærke arme holde hårdt fast i mig, og kunne nu også høre et tungt åndedrat i øret. ”Godt du blev rolig igen,” sukkede Adrian lettet, og slap taget om mig.

”Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret.

”Du begyndte bare at kaste dig rundt i sengen, og mumle mærkelige ting. Ikke at jeg ikke ved du gør udsædvandelige ting, men dét der var måske for underligt,” svarede han, og rejste sig op.

     Jeg så imod ham. Lige pludselig virkede han så fjern, som han stod der og kørte hånden rundt i sine sorte lokker, mens de mørkegrønne øjne så afvigende fra mig.

Var han bange for mig?

     Jeg så med opspærrede øjne imod ham. Han måtte ikke se skræmt imod mig, jeg kunne klare at alle de andre gjorde det men ikke ham. Forsigtigt rejste jeg mig, og gik hen imod ham.

     Han opdagede dog hurtigt min snigende måde at komme på, og så væk, hvilket fik mig til at standse brat.

Hvad var der med ham?

”Adrian j-”

”Undskyld,” afbrød han, og så ned i jorden ”Jeg… jeg skal bare lige sluge det.” Nu gik det op for mig, hvad der var galt.

Selvom Adrian var en stærk person, så kunne heller ikke han klare det store chok med, at han skulle med en død person hen til en anden verden, og færdes med andre dødelige. Og så lige det at han lige havde overværet en henrettelse.

Hvorfor havde jeg ikke også selv tænkt på det? I starten virkede han lettere accepterende for det hele, men inderst inde voksede en boble af frygt.

     Jeg tog prøvende hans hånd, og gudskelov slap han den ikke, men så stadig væk fra mig, og med den anden hånd over øjnene. Han græd ikke, men lod mørket over øjenlågene gøre ham rolig.

     Jeg trak ham forsigtigt med hen imod døren. Hvis der kom en læge, og fandt deres patient død, og med Adrian som ikke var familierelateret ved siden, så det lidt for mistænksomt ud.

     Han gik tavst med mig ud, og forholdte sig stille, indtil vi kom ind i elevatoren. Han nærmest kastede sig til gulvet, som om hans ben nu heller ikke kunne klare den store angst.

Jeg satte mig ned ved hans side stadig hægtet fast til hans hånd, og beroligede ham med blide ord. Jeg havde nu også selv brug for at blive beroliget, efter det jeg havde set. Jeg kunne ikke identificere kvinden eller barnet, men jeg havde en følelse at genkendelse ved respiratoren. Det var ikke noget stærkt følende, jeg ville hellere sige det var en fornemmelse, som jeg ikke følte mig særlig rolig ved.

     Adrian begyndte langsomt at falde til ro, og da han gav min hånd et kort klem, åndede jeg lettet op.

Selvom jeg hellere ville have ham til at blive i elevatoren indtil, han var helt rolig og ikke frustreret over de tanker, der lurede i hans hoved, måtte jeg have ham ud. Vi var i et hospital, og hvis nogen læger så hans tilstand lige nu, ville de helt sikkert tage ham til undersøgelse eller noget andet problematisk.

     Med blide ord og rolige bevægelser fik jeg ham op at stå og ud af elevatoren, hvor han heldigvis opførte sig normalt, så ingen så imod os… eller imod ham.

Med Adrians instrukser fandt vi en tom park, hvor der var en bænk skjult af høje egetræer.

     Adrian smækkede med det samme benene op, greb fat omkring mit liv, og hev mig ned ved sin side.

”Jeg har det fint nu bare bliv liggende lidt.”

Ikke fordi jeg ville gå nogen steder, jeg levede ligesom for evigt, men det føltes alligevel anerledes, da Adrian mumlede ordene i mit hår.

     ”Jeg synes, du klarer det flot,”  sagde jeg så, da vi havde ligget i et par minutter.

”Er jeg ikke den første, der har fået sådan noget at vide som menneske?” spurgte han, og fik mig til at se imod ham. Han havde lukket øjnene i, og jeg smilede ved synet af hans søvnige ansigt.

”Måske, men du tager det stadig utrolig godt,” roste jeg igen, og kørte hånden igennem hans væld af sorte lokker.

Nu da Adrian havde været igennem sin lille choktilstand, kunne jeg tænke tilbage på det syn, jeg havde fået. Det havde virket relaterende omkring mig, men jeg kunne ikke rigtigt sætte fingeren på hvad. Dog var det en ting, der skræmte mig. Jeg havde nærmest kunnet mærket trykket imod knappen, der fik personen i sengen til at sove ind.

 

Der er gået lidt tid siden, jeg sidst lagede noget ind på denne historie, men mine ferieture har holdt mig tilbage :D Håber i kan lide dette kapitel, og kom gerne med konstruktiv kritik ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...