Sjælekamp

Violet dødede som 17-årige, og kom til Arector stedet for hvileløse sjæle, hvor hun indgik en pagt med Maurice. En mand der ville have magten over døden, og ikke ville gå ned af sin konkurrent. Som en af hans lejemordere går Violet rundt på jorden med kræfter, der overgår alt naturligt. Men som en Immortal Warrior, der behøver søvn og mad, har man det ikke let blandt hvileløse sjæle, der desperat vil gøre alt for at få hende dræbt. Ikke nok med det ændres Violets liv for anden gang, da hun i den by hun opholder sig i, møder Adrian, som kan se hende

13Likes
8Kommentarer
1443Visninger
AA

6. Nyt hjem

Det måtte have været første gang, jeg rigtigt kunne sove igennem for alvor. Da jeg vågnede, følte jeg mig stadig en smule fortumlet, men det var helt klart en befriende følelse at mærke den nye friske energi i kroppen.

     Mine øjne slog op, da en våd tunge gled hen over min kind. Jeg drejede hovedet til siden, og mødte den søde schæferhunds øjne. Så mærkede jeg det bløde stof under min krop, og fjeren der befandt sig i mit hår. Jeg var i en seng.

     Jeg bed mig i læben. Normalt ville beboerne bare vade igennem mig, hvis jeg lå og sov på deres gulv, men hvis jeg var blevet båret op i seng, så måtte husets ejer være…

”Når jeg ser, du endelig er vågnet,” kom det henne fra døren. Jeg flyttede blikket, og mødte de mørkegrønne, hvilket fik mig til at gispe let.

”Tænk engang, så kommer man hjem om aftenen, og er lige ved at falde over en person, som ligger på ens gulv.”

”Undskyld jeg…” der var ikke noget svar. Jeg ville have forberedt mig på et, hvis jeg vidste, at folk kunne se mig, men det kunne de ikke, kun Adrian.

Hunden sprang op i sengen til mig, og puffede let til min hånd, som tegn på, den gerne ville aes. Det gjorde jeg hellere end gerne, dens pels var så blød, og jeg blev helt varm indeni ved tanken om, at den rent faktisk godt kunne lide mig.

     ”Rolig nu Aaron pas på hende. Hun er lidt skrøbelig,” han blinkede kort til mig, og gik nedenunder.

Jeg rejste mig op, og lod hånden hvile på Aarons hoved. Hvad mente han dog med det?

Aaron gøede let, og gik hen til døråbning, så derefter afventende imod mig, som om den sagde, jeg skulle følge med. Så det gjorde jeg, gik med den ned af den sorte tæppebelagte trappe, hvor der kun hang billeder af Aaron og Adrian langs væggen. Han måtte have et rigtig godt forhold til ham.

     Hoveddøren kom frem for enden af trappen med et åbent køkken dertil, hvor Adrian stod ved sin kaffemaskine. Jeg fik øje på mine sko, der var stillet pænt ind til siden, og bemærkede først nu, at jeg ingen sko havde på.

     Aaron sprang imod Adrian, og jeg gik hen til mine sorte ballerinaer.

”Du går vel ikke nu?” spurgte Adrian, og så nu op fra kaffemaskinen.

”M-men jeg-”

”Niksen, man sover ikke hos nogen uden morgenmad dagens vigtigste måltid, som man siger,” smilede han, mens han greb fat om min arm. Mine skuldre krympede lidt ved den samme varme berøring, mens jeg lod ham føre mig hen imod køkkenbordet, hvor han med et let tag omkring mig løftede mig op og sidde på det.

     Hvis jeg havde haft et hjerte, ville det banke ustoppeligt imod mit bryst, og hvis jeg kunne få farve i min hud, ville den være ildrød lige nu.

Mens han vendte tilbage til sin kaffe, forsøgte jeg at lede den usikre følelse, som var opstået i mig væk ved at glatte min kjoles skørt ud.

Jeg stoppede dog, da en kop foran mit ansigt kom frem. Den varme kaffedamp ramte mit ansigt, og jeg tog glædeligt imod koppen.

”Jeg formoder, at du har en forklaring på det, jeg så forleden dag?” sagde han så, og tog en tår.

     ”Udmattelse har været i gang hele dagen,” svarede jeg hurtigt, og tog selv en tår.

”Ikke det,” sagde Adrian med en fejende håndbevægelse ”Jeg snakker om det lynhurtige tøjskifte og forsvindingsnummeret med løbebåndet.”

En pære lyste op i mit ellers tomme hoved. Hvis han antog det som et forsvindingsnummer, skulle jeg bare få ham overbevist om, at det var det.

     ”Kan du huske, jeg sagde, at jeg var lige flyttet til byen?” begyndte jeg med en mild stemme, han nikkede.

”Ser du, efter mine forældres død samlede en illusionist mig op, og lærte mig et par tricks eller to. Det hele er selvfølgelig fup, sådan er det altid, men jeg ville gerne prøve noget nyt, og flyttede derfor hertil.”

”Alene?” jeg nikkede.

”Men man har altid brug for at genopfriske sine trylleevner en gang imellem,” smilede jeg overbevisende.

Adrian nikkede, men jeg kunne nemt tyde mistroiskheden i hans blik. Hvem ville også tro det? Selv ikke en rigtig tryllekunstner ville kunne få et løbebånd til at forsvinde hvorefter at få det til at dukke op igen og det med kjolen. Hvis det var mig, der lige havde fået det at vide, som jeg fortalte, ville jeg være ved at dø af grin.

     Men Adrian virkede tilsyneladende ligeglad med det, og bragte derfor min ensomhed på banen.

”Hvor bor du så, nu hvor du er alene?”

”Ingen steder,” svarede jeg kort, og drak lidt mere af kaffen. Så derefter rundt ”Bor du også alene?”

Han nikkede ”Jep, set bort fra Aaron er her kun mig.” Tegnet af sorg blev vist frem i hans øjne, så jeg smilede undskyldende.

”Violet…” sang Maurice falskt, så jeg måtte lave en grimasse.

”Spørg ham dog om du ikke kan bo her. Så vil du få nok hvile, og kan sammentid også holde øje med drengen.”

Jeg gjorde, som min chef sagde ”Kunne du tænke dig at få en ny beboer i huset?” spurgte jeg i en høflig tone.

     Han trak kort på skulderen ”Hvorfor ikke? Lidt mere liv i huset er altid sjovt, desuden har jeg også brug for en til at passe Aaron, når jeg arbejder.”

Jeg hævede imponeret øjenbrynene. Han var i hvert fald modtagelig for fremmede mennesker.

”Den klarer jeg. Jeg skal nok give dig nogle penge også,” smilede jeg taknemmeligt, min søvn var reddet.

Han nikkede, og hævede sin kop ”Jamen velkommen til familien,” grinede han kort. Jeg smilede tilbage, og lod min kop ramme hans.

     ”Strålende Violet! Nu hvor vi allerede er i kontakt med hinanden, så h-”

”Har du et job til mig. Hvem er det denne gang?” afbrød jeg hviskende, mens Adrian fandt Aarons snor frem.

”Nabohusets teenagedreng han er ligesom den første i denne by men pas på, denne her fyr er ret så tiltrækkende hvis du-”

”Er du bøsse!?” hviskede jeg ophidset ”Nej, nej slap helt af.”

”Godt, for jeg ved ikke, hvad jeg så skulle sige til Angelina.”

”Ti stille! Dræb bare den fyr. Han er alene nu så skynd dig,” kom det hidsigt fra Maurice inden, han slukkede vores kontakt.

     ”Jeg går lige en tur med ham her, du kan hente dine ting imens,” kom det fra døren, hvor Adrian allerede var på vej ud med en logrende Aaron.

”Helt fint vi ses senere!” råbte jeg, inden døren blev lukket.

     Jeg ventede et par minutter inden, jeg gik udenfor. Luften var kølig, og en mild vind flød rundt i luften.

Der strømmede høj musik ud fra nabohuset, hvor jeg allerede ude fra vejen kunne skimte en blond dreng sidde ved sin computer.

     ”På den igen,” smilede jeg lumskt, og gik op til hoveddøren. Bankede derefter på med en let hånd, og kort tid efter dukkede den blonde dreng op. Maurice havde ret. Han var tiltrækkende i sit udseende. Høj, muskuløs, blondt strithår, blå øjne og et bredt smil på læben, men han var alligevel ikke så attraktiv som Adrian.

     Jeg rystede hurtigt tanken af vejen. Smilede sukkersødt, og lænede hovedet en anelse på skrå.

”Og hvad har vi her?” smilede fyren smørret.

”Jeg er en ny nabo, og ville bare lige lære folk i omegnen at kende,” svarede jeg tilbage med et smil.

”Jamen, så velkommen til og kom da indenfor,” smilede han imødekommende, og lod mig træde ind.

     Hans hus var ganske normalt indrettet men hans værelse? Pornoblade, film og plakater var overalt, og jeg ville vædde med, jeg også så en pakke kondomer.

”Her bor du jo ganske fint,” fremsagde jeg mekanisk. Inderst inde ville jeg hellere end gerne brænde værelset ned.

     Men jeg satte mig i stedet på sengen, og lod mine fingre køre i cirkler på dynen.

Truttede en anelse med læberne, og fandt det mest uskyldige blik frem. ”Jamen, det er da altid rart med nye naboer, selvom jeg ikke husker, at Adrian på noget tidspunkt flyttede ud af sit hus?”

”Det er fordi, jeg er flyttet ind hos ham,” svarede jeg med et smil.

”Uha, uha hvilke ulovligheder laver i så?” smilede han indtrængende. Jeg rykkede en smule uroligt på mig af hans blik ”I-ingenting, jeg er bare en, som har brug for et sted at bo.”

”Hvorfor bor du så ikke her?” spurgte han sultent, og lænede sig ind over mig, så jeg faldt tilbage ned i sengen.

     ”Beklager den der kommer først til møllen, for først malet,” sagde jeg nu i et koldere tonefald.

”Ikke så bidsk tiger,” kælede han flirtende ned af mit kraveben.

Jeg tog min arm omkring hans nakke, hvilket fik ham til at smile endnu mere og læne sig længere ind imod mig.

     Da hans læber var ved at komme for tæt på, slog jeg til. Han stivnede først, øjnene farvede vildt rundt, og kæben blev mere og mere anspændt.

”Hils Christoffer dernede,” smilede jeg dystert, og sendte den sidste kugle ind i hans nakke, hvilket fik ham til at gå ud som et lys.

     Nu havde jeg bare et lillebitte problem. Fyren var tungere, end han så ud til, og da han dødede, faldt den slaskede krop ned over mig.

Jeg forsøgte i starten at fjerne ham, men fyren var ikke til at få væk.

”Maurice? Maurice for pokker!” råbte jeg en anelse panisk over den tætte nærhed med den døde drengs krop.

     ”Ro på Violet,” tyssede Maurice endelig ”Hvad sker der?”

”Hvad der sker?” jeg lo kort ”Jeg ligger såmænd bare på en seng med en dreng over mig s-”

”Så er du jo ikke jomfru mere… Tillykke min pige! Jeg har ventet på denne dag sid-”

”Som er et lig,” afsluttede jeg min tideligere sætning, som var blevet afbrudt af ham.

”Åh..” lød det blot fra ham ”Åh kunne du tænke dig at tilkalde en ligfugl, så jeg kan komme af med ham?” spurgte jeg en anelse spydigt.

”Selvfølgelig je-”

Pludselig kunne jeg høre nogen komme ind ad hoveddøren, og gispede kort.

”Hvad sker der?” spurgte Maurice.

”Der sker det, at hans forældre nu kommer hjem, og ser deres søn svæve halvt over sengen død,” svarede jeg sarkastisk.

”Hvorfor fanden kan offeret også være i berøring med dig, indtil ligfuglen henter dem…” mumlede han lavmælt for sig selv.

     Lyden af fodskridt gjorde mig mere nervøs, og jeg skubbede panisk til liget.

”Maurice de kommer altså nu!” hviskede jeg nervøst, selvom jeg ikke kunne høres, men derimod opdages på forskellige omkostninger.

”Jeg tænker, jeg tænker,” mumlede han med den stadige lave stemme. Men for sent. Personen eller rettere sagt personen og hunden dukkede op i døråbningen.

”Adrian?” udbrød jeg overrasket, men sammentid også lettet.

     Han skyndte sig hen til mig, og fjernede drengen en anelse brutalt ”Jeg burde have advaret dig imod ham, det svin,” brummede han vredt, og hjalp mig op.

Aaron gøede op, og skyndte sig hen til mig. Jeg klappede ham blidt på hovedet ”Også godt at se dig Aaron,” smilede jeg med det stadige lettede smil, over at det var Adrian, der kom og ikke offerets forældre. Nu var det store spørgsmål så lige…

     ”Hvordan vidste du, jeg var herinde Adrian?” spurgte jeg, da vi var kommet tilbage til huset.

”Lad os bare sig at Sebastian har lavet lidt for mange ting her på det seneste, som vi ikke behøver at snakke om. Så da jeg så dine ting ikke var herhjemme, regnede jeg ud, at røvhullet havde snuppet dig,” svarede han i et snerrende tonefald, der var henvendt til Sebastian.

     Jeg sad igen oppe på køkkenbordet, og blev helt varm indeni ved tanken om, at han rent faktisk havde kigget efter mig.

”Tak,” smilede jeg taknemmeligt.

Adrian trak på skulderen, og hoppede selv op på bordet, så hans hår fløj let i luften for derefter at vende tilbage til hans pande igen.

”Man hjælper vel dem, man bor sammen med.”

”Men at gå ind i fremmede menneskers hus bare fordi at jeg var derinde, og havde en fyr som…” han kunne selv gætte resten.

”Han nåede ikke at gøre noget vel?” spurgte Adrian med alvor i stemmen.

     Jeg rystede på hovedet ”Ikke rigtig han faldt i søvn over mig, så der skete ikke noget.” Til mit store held havde Adrian ikke bemærket Sebastians livløse tilstand, da han kom ind i værelset.

Adrian rystede skuffet på hovedet ”Jeg mistænker ham også for at have med stoffer at gøre, men det er kun godt, der ikke skete dig noget,” han gav mig et kort smil.

”Men er du okay?”

”Mmmm… Det er bare det sædvandelige,” mumlede jeg.

”Det sædvandelige?” spurgte han overrasket ”Bliver du udsat for den slags til daglig?” Det gik pludselig op for mig, hvad det var, jeg havde sagt, hvilket fik mig til at ryste ivrigt på hovedet.

     ”Altså med at opleve noget foruroligende, du ved med mine forældres død,” rettede jeg anspændt, og knugede hånden sammen.

”Dine forældres død…” gentog Adrian lavt, så derefter imod mig ”Det må ha’ været hårdt, altså at miste dem.”

Jeg nikkede ”Ja, det var ikke let, men man bliver til gengæld mere modstandsdygtig.”

”Det tør siges,” sukkede Adrian, og stirrede op i loftet.

”Hvordan kan det egentlig være Adrian?” kom det fra mig, så han rettede blikket imod mig.

”At du med det samme sagde ja til, at jeg måtte bo hos dig? Jeg mener, du kender mig jo ikke engang og-”

”Jeg kan bare ikke lide kemien i det her hus, derfor trængte jeg til mere liv,” afbrød Adrian, og lod blikket vende tilbage til det hvide loft.

     Jeg lagede hovedet en anelse på skrå ”Kemi?”

”Violet! Jeg tror, jeg har fundet ud, hvad Walter vil med vores lille fyr!” brød Maurice ophidset ind.

”Ja, jeg har det som om, nogen følger efter mig. Du ved et blik i nakken 24/7, det standser underligt nok altid, når jeg er her hjemme,” kom det lavmælt fra Adrian.

     Jeg nikkede anstrengt, men jeg var mere interesseret i, hvad Maurice havde at fortælle mig, men stadig måtte jeg ikke virke uinteresseret overfor Adrian.

”Det burde vel være her, jeg føler mig mest tryg, men på en måde er det dét, der gør mig mest urolig,” sagde Adrian videre.

”At du er tryg?” Han rystede på hovedet.

”Violet få den dreng ud af huset! Nej, endnu bedre jeg sender en hel tropper af sted og-”

”Hvad er der da galt?” spurgte jeg forvirret, og lød som om, jeg henvendte mig til Adrian, selvom spørgsmålet var rettet imod Maurice.

     Adrian så imod mig, hans blik var gennemborende, som var han i gang med et hjernevaskende spørgsmål, og hans læber var en lige streg.

”Det føles bare som om, det her er et fængsel. Hvis jeg har det dårligt udenfor, bliver jeg nødt til at befinde mig her, hvor jeg har det godt. Altså som om nogen vil have mig spærret inde…”

”Lad os bare sige at det snedige svin til Walter har forskellige forbindelser. Så tag den dreng ud med det samme find en gyde eller noget, bare gør det!”

     Både Adrian og Maurices svar kom på samme tid. De lød begge bekymrede, nervøse, usikre og ikke mindst bange…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...