Sjælekamp

Violet dødede som 17-årige, og kom til Arector stedet for hvileløse sjæle, hvor hun indgik en pagt med Maurice. En mand der ville have magten over døden, og ikke ville gå ned af sin konkurrent. Som en af hans lejemordere går Violet rundt på jorden med kræfter, der overgår alt naturligt. Men som en Immortal Warrior, der behøver søvn og mad, har man det ikke let blandt hvileløse sjæle, der desperat vil gøre alt for at få hende dræbt. Ikke nok med det ændres Violets liv for anden gang, da hun i den by hun opholder sig i, møder Adrian, som kan se hende

13Likes
8Kommentarer
1451Visninger
AA

5. Når trætheden overmander

Adrian lavede ikke noget, der overraskede mig. Han gik i skole, tog i fitnesscenteret, hvor jeg faktisk smuttede ind i deres omklædningsrum.

”Det er simpelthen for latterligt Maurice, tænk hvis han ser mig?” hviskede jeg nervøst, og gemte mig i et skab med riller.

”Du bliver, hvor du er! Vi skal under ingen omstændigheder miste ham af syne,” beordrede Maurice lettere irriteret.

”Okay, okay sikke et humør er der sket noget?”

”Der er blevet dræbt to af mine mænd og gæt af hvem?”

”Walter?”

”Præcis, han har til gengældt sendt endnu flere hertil, der må være noget ved den dreng,” han mumlede det sidste for sig selv.

”Men du kan jo ikke være sikker på, at det lige præcis er ham.”

”Jeg tager ingen chancer,” svarede han stædigt ”Sig hvis der sker noget,” og så lagede han på.

     Jeg sukkede indvendigt, det her var rigtig skidt. Heldigvis blev skabet ikke usynligt, når man tænkte på, hvor lidt søvn jeg faktisk havde fået. Jeg så ud imellem rillerne, men fortrød det i samme øjeblik. En mand i fyrrerne kom gående og lad os bare sige, at jeg havde stor lyst til at prikke mine øjne ud.

     Så kom Adrian gående, han var i T-shirt og joggingbukser, gik med faste skridt ud imod døren. Jeg så med det samme beundrende blik, som da jeg så ham første gang.

Da han var ude af syne, vovede jeg mig ud. Listede efter ham, og gjorde mig umage med at gemme mig bag de store løbebånd.

     ”Violet tænk nu kreativt,” mumlede jeg stift til mig selv. Så fik jeg øje på noget fitnesstøj henne på en hylde. Jeg listede hen, og snubbede noget, gik så hen i omklædningsrummet, hvor jeg skiftede.

     Når jeg tog min kjole af, forsvandt den automatisk, og kom derefter tilbage til mig, når jeg igen havde brug for den.

Shortsene, skoene og tanktoppen sad perfekt til min krop, det var faktisk rart at have noget nyt på til en afveksling.

     Heldigvis var der ikke særlig mange, så jeg kunne nemt stille mig op på et løbebånd uden at blive opdaget, desværre var jeg monstertræt.

Efter et par minutter oppe på løbebåndet kunne jeg ikke længere få øje på Adrian. Jeg hamrede irriteret håndfladen imod panden, og satte farten lidt op i frustration.

”Wow tag det roligt ellers går du ud som et lys,” lød det advarende fra venstre side af. Jeg hoppede en enkel gang i forskrækkelse, men så at det var Adrian, og åndede indvendigt lettet op.

     Han trykkede på nogle taster, så tempoet blev skruet en hel del mere ned, end det var før. Han trådte selv op på et løbebånd ”Når Violet er du lige begyndt her, jeg syntes ikke rigtig, jeg har set dig før?”

”Øhm… er lige kommet, skulle bare tjekke, at løbeforholdene var iorden,” mumlede jeg anspændt ned i maskinen.

”Det er jo også det vigtigste, når man flytter til en ny by,” grinede han ironisk ”Hvilken skole går du så på?”

Jeg stivnede, jeg havde slet ikke tænkt på, hvis jeg begyndte at tale med Adrian, i mit hoved skulle jeg bare følge efter ham, og ikke føre samtaler.

     ”Endnu ikke fundet en?” spurgte han heldigvis, da jeg var stille i nogle minutter. Jeg nikkede ivrigt ”Jeg leder stadig,” sagde jeg så.

”Jeg?” spurgte han med et hævet øjenbryn.

”Ja, hvem skulle ellers?”

”Dine forældre måske.”

”Jeg har ikke nogen,” sagde jeg blot, og tempoet blev automatisk øget. Noget jeg altid gerne ville have vidst, var om jeg havde nogen forældre ude i verdenen. Ledte de efter mig? Var de borte som mig? sørgede de over mig? Mine spørgsmål havde ingen ende ved dette emne.

     Adrian lavede en kort grimasse, men smilede så skævt til mig ”Det er jeg ked af.”

”Det skal du ikke være m…” nu kunne min krop ikke klare mere. Løbebåndet blev med det samme usynligt, og min kjole dukkede frem på min krop.

     Adrian spærrede øjne op, og standsede sin løben på maskinen. Jeg faldt udmattet ned på gulvet, så båndet atter kom frem.

”Okay, jeg husker, at du havde top og shorts på lige før,” lød det smørret fra ham. Jeg bed mig i læben, og tørrede mig engang over panden selvom, vi ikke kunne svede. Jeg måtte have søvn nu, men det var for risikabelt at bruge mine kræfter nu, hvor Adrian havde set mig.

     Hvorfor talte jeg overhovedet med ham? Nu havde han lagt mærke til mig, og ville sikkert også genkende mig, hvis jeg stødte på ham igen.

Så mærkede jeg en varm hånd på min skulder, og det gibbede forskrækket i min krop. Hans hånd var varm. Jeg kunne mærke temperaturen i den fysiske kontakt for første gang?

     Han hjalp mig op at stå ”Jeg sagde det jo, du ville gå ud som et lys,” han smilede blidt.

”Jeg synes situationen, er ved at blive lidt negativ Violet se så at komme ud!” beordrede Maurice alvorligt, hvilket fik min krop op med et ryk.

     Jeg spurtede ud af bygning, og tog mig sammenbidt på skulderen, hvor Adrians hånd havde været.

Løb ned ad gaden, og standsede først da mine ben knækkede sammen under mig.

”D-du har fulgt med i samtalen,” stammede jeg forpustet, og satte mig op ad muren.

”Søde dog! Absolut ikke. Det var ren tilfældighed, at jeg så lige netop dette, jeg har nemlig et job og også et til dig,” forklarede Maurice.

Jeg rankede op i ryggen, jeg måtte se at tage mig sammen. Han var jo bare et lille menneske, og jeg dræbte flere hver dag!

     ”Hvem er det?” spurgte jeg med alvor i stemmen.

”Nu kører det!” grinede Maurice begejstret.

Jeg rejste mig op, svajede en smule, men bed det i mig. Så rundt på de folk, der gik frem og tilbage på gaden. Og indstillede dræberradaren på de unge gående.

”Du får lov til at gætte denne gang,” sagde Maurice, og man kunne nemt høre, han smilede.

     Mit blik kiggede igennem de ældre, børnene og voksne indtil det fandt en meget overvægtig pige i gang med at sætte et hav af kager til livs på en bænk.

”Dingeling du er den heldige vinder af, at kunne lade denne pige få sin sidste kage i sit liv. Med et drab på sin mor og far, kan jeg godt forstå trøstespisningen!” Lo Maurice, og sluttede opkaldet.

     Jeg tilbageholdte episoden med Adrian i bagtankerne, det ville først få lov at komme frem, når denne her pige var død.

Men da hun slubrede flødeskumskagerne med ekstra chokolade i sig, fik det mig til at undre, hvorfor hun ikke gik i fitnesscenteret, og så kom Adrian alligevel frem.

     Jeg hamrede hårdt hånden ned i bordet, og fik pigen til at få kage galt i halsen.

”Nyd den nu,” hviskede jeg giftigt, og så med glødende øjne imod hende. Hun så uforstående imod mig med endnu en kage parat i højre hånd.

Jeg skubbede hurtigt vreden af vejen, og smilede sukkersødt ”For jeg har nemlig endnu et dusin, som jeg ikke kan komme igennem, og tænkte vi måske, kunne få en snak eller to-”

Hun rejste sig med et sæt op ”Imens vi spiser?” spurgte hun begejstret, og jeg måtte efterligne hendes høje spænding ved at nikke ligesådan.

     Jeg begyndte at gå, og vinkede hende med ”Kom nu, ellers går du glip af alt det søde.” Det behøvede jeg ikke sige to gange, med et greb om sin kagepose styrtede hun med mig.

Vi kom ned ad den samme gyde, jeg havde sovet i. Den var ved at blive et fast rutinested.

     ”Hvor er kagerne,” snøvlede hun, og skulle til at tage en bid, hvis jeg ikke havde slået den ud af hånden på hende. ”Min kage!” hvinede hun, men jeg sparkede hende bare i maven, så hun røg ind i muren.

     Jeg greb fat i kagen, og tværede den ind i munden på hende. Manglen på søvn og vrede gjorde mig endnu voldsommere, end jeg rigtig var.

”Når nyder du den så?” hvæssede jeg ind i hendes ansigt.

Hun forsøgte at få kagen ud af munden, men jeg pressede bare endnu en ind fra hendes kagepose.

”Dine forældre ville sikkert også have nydt den,” grinede jeg nu hæst, og lod endnu en kage dumpe ned i hendes gab, der allerede var overfyldt.

     Efter jeg havde stopfodret hende med de sidste kager, hun havde, prikkede jeg let til hendes enorme mave.

”Når, skal vi ikke se, om vi kan komme af med alt det her, jeg gør det gratis, men det bliver nok en svær operation.”

”Hvad snakker du dog om!?” kom den forvirrende fra hende. Set bort fra den store krop var hun utrolig svag, og sad bare grædende, og havde taget imod kagerne, der snart havde kvalt hende.

     Jeg rakte hånden i vejret, så leen kom frem.

”Men heldigvis…” begyndte jeg med et lumskt smil ”Er jeg erfaren indenfor at fjerne folks kropdele fra hinanden, når man selv prøver det, lærer man noget,” afsluttede jeg grinende.

Hun begyndte bare at tude ved synet af den voldsomme le.

”Åh lad dog være,” snerrede jeg, og lod leens skarpe klinge glide under hendes hals ”Du prøver ikke at fornærme mig vel?” Hun rystede ivrigt på hovedet, som om det ville hjælpe at spille ynkelig.

     ”Et sidste ord?”

”Hvem er du egentlig?” Spørgsmålet kom faktisk bag på mig. Jeg mistede i hvert fald koncentrationen en smule, så leen sænkede sig lidt.

”Hvem jeg er? Det ved jeg ærlig talt ikke, men du kan se mig, som din henrettelseskvinde.”

Jeg hævede leen, rejste mig, og lod den stryge igennem det store lag af hud. Hun skreg sit sidste endeløse skrig, og tog sig desperat til det store sår, men for sent. Hendes hjerte var skåret midt over, og der gik ikke mange sekunder, før hænderne hang slapt ud over kroppen.

     Leen forsvandt, og jeg satte mig på hug ved siden af hende. Fnyste kort ”Jeg ved ikke, hvem jeg er faktisk. Jeg er bare et objekt, der bliver brugt til at dræbe efter ordre, men du?” jeg så imod hende, hvis øjne var vidtåbne.

”Du er bare et nyttesløst menneske, der har forspildt sit liv,” spyttede jeg arrigt.

”Opgaven fuldført,” sagde jeg så.

”Godt så. Ligfuglen er allerede på vej, de er nu så sultne for tiden,” sagde Maurice muntert, som var det en lille hundehvalp, han snakkede om.

     Som sædvandelig dukkede den sorte fugl med de hvide øjne op. Landede roligt, og greb pigen i sit næb. Den havde dog en del besværligheder med at få hele kroppen med, men det lykkedes dog til sidst.

     Jeg vinkede let med hånden, da den fløj væk. Et par dråber blod landede på min hånd. Det var koldt, ligesom det skulle være.

”Smukt min tøs, nu skal du bare finde et hus at slå dig ned i, ellers bliver det endnu en søvnløs nat,” sagde Maurice inden, han afsluttede vores opkald.

     Jeg sukkede, men han havde ret. Jeg var stadig umenneskelig træt, og havde brugt de allersidste kræfter på den enorme pige.

Nu prikkede trætheden i hele min krop, og gjorde mine øjenlåg ekstra tunge. Jeg tog mig til hovedet, og forsøgte at fokusere.       

     Begyndte derefter med sneglefart at komme ud på gaden igen. Så rundt i håb om et hus, der så ud til at mangle des beboere. Stranden begyndte at komme frem, og jeg gik nu i nærheden af de lidt større huse. Der var dog et lille blåt et, som tiltrak min opmærksomhed mere end de andre.

     Med langsomme skridt begav jeg mig hen imod det. Døren var helt hvid, og allerede her kunne jeg høre hundegøen. Jeg rørte blot ved håndtaget, og violet elektricitet strømmede rundt i den og ned om låsen. Det var heldigvis en harmløs lås, hvilket nok også var grunden til hunden.

     Da døren gik op, stod en fin schæferhund med sorte runde øjne, og så imod mig. De fleste dyr kunne godt se mig. Ikke fordi jeg skulle dræbe dem, det var bare sådan det var. Hunde blev også tit overgearet, når der var noget tilstede, de ikke kunne se, og sådan var det tit med os usynlige mennesker.

     ”Hej med dig,” smilede jeg venligt, og rakte hånden imod den. Forunderligt nok slikkede den let til min hvide hånd, og følte ikke nogen grund til at gø ad mig.

Efter et par minutter med at ae den var vores tillid tilstrækkeligt, og jeg gik rundt i huset i søgen efter en seng, jeg nåede dog ikke længere da søvnen slog igennem mig, og gulvet kom tættere på, indtil det hele blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...