Sjælekamp

Violet dødede som 17-årige, og kom til Arector stedet for hvileløse sjæle, hvor hun indgik en pagt med Maurice. En mand der ville have magten over døden, og ikke ville gå ned af sin konkurrent. Som en af hans lejemordere går Violet rundt på jorden med kræfter, der overgår alt naturligt. Men som en Immortal Warrior, der behøver søvn og mad, har man det ikke let blandt hvileløse sjæle, der desperat vil gøre alt for at få hende dræbt. Ikke nok med det ændres Violets liv for anden gang, da hun i den by hun opholder sig i, møder Adrian, som kan se hende

13Likes
8Kommentarer
1462Visninger
AA

7. Mørke følelser

Når nogen befaler dig om noget, føler man sig som den underordnet. Den som bare følger trippende efter overhovedet som en lille hundehvalp. Men det er sådan, det er for mig. Maurice er overhovedet, og jeg er den underordnet. Hvis han siger, jeg skal gøre noget, så gør jeg det. Også selvom det ikke giver nogen mening.

     ”Fortæl mig lige hvorfor du tager mig herhen,” brummede Adrian, da jeg trak ham ned langs gaden.

Luften var blevet køligere og vinden voldsommere, himlen var mørk selvom, klokken ikke var mere end tolv, men jeg forstod blot alvoren bedre.

     ”Du ved godt, hvad det her betyder ikke Violet?” sagde Maurice mørkt.

”Hvorfor fanden vil du også have ham med tilbage!?” vrissede jeg opkørt, og fik Adrian til at rynke på panden.

”Det her er dybt alvorligt Violet, enten tager du ham med tilbage til mig, ellers også tager Walter ham med sig.”

Jeg bed mig i læben ”Kan vi ikke vente?”

”Desværre Violet, det skal ske så hurtigt som muligt, du ved Walter,” svarede Maurice til min store ærgrelse.

     Jeg mærkede en hånd på min skulder ”Er du okay?” spurgte Adrian med det stadige forvirrede udtryk over sig.

Jeg bed mig i læben. Når himlen er mørk, er det fordi portalen mellem Arector og jorden, bliver skabt. Gjort klar til at sådanne nogle som mig og andre åndelige væsner kan komme tilbage til stedet for de døde.

     Dette betød jo blot, at jeg skulle tage Adrian med til Arector. Problemet var bare, at for at man kunne tage et menneske med til Arector.

     Jeg rakte armen i vejret, så skulle personen dø…

 

***

 

Første gang jeg skulle dræbe et menneske, var det hårdt. Ubeskriveligt svært at se rædslen i kvindens øje og vide at jeg også havde følt mig som hende, da jeg selv dødede. Hun var smuk, nej henrivende. Gyldent bølget hår, store blå øjne og jordbærrøde læber.

     Jeg var et stort virvar af spørgsmål. Det første jeg tænkte på, var ikke, om jeg kunne dræbe hende, eller hvordan jeg kunne få mig selv til at gøre det. Nej mit største og første spørgsmål var; Hvad havde hun gjort siden, hun fortjente at dø? Hun havde vel en grund til, at hendes søster ikke længere var iblandt dem på jorden. Hun havde vel en grund til det, hun gjorde. Hun var ikke sindsforvirret, eller led under en eller anden mental forstyrrelse. Hun var blot en helt almindelig pige, der havde et mord på sig, men der var vel en god grund til det? Hvorfor var hun det sorte får på grund af det, hun havde gjort? Søsteren havde vel også gjort noget forfærdeligt siden, hun fik sin egen søster til at dræbe hende.

     Men spørgsmålene ville aldrig få et svar. Jeg var blevet beordret til dette, og ville derfor gøre det, jeg havde fået besked på.

Ellers ville jeg jo bare dø endnu engang, og jeg ville leve. Men grunden til jeg ville leve, var fordi, jeg søgte efter min baggrund.

     Da jeg havde fuldført opgaven, var der noget, som havde slået klik indeni mig. Jeg følte ikke væmmelse ved at se blod længere. Havde intet imod de endeløse skrig, eller den rædsel der opstod i folks øjne, når de indså, hvad der ville ske med dem.

     Den sarte tråd der var knækket i mig, havde holdt på alle mine livsglæder om mennesker. Jeg var blevet hensynsløst, magtfuld, drabelig, brutal, sindssyg… Jeg var blevet til en sort Violet.

     Jeg nød ærlig talt at dræbe mennesker. Se hvordan de desperat bad om deres liv, bukkede, foldede hænderne, skreg, græd, forgudede for en, jeg kunne lide det. Den røde blodfarve begyndte også at fascinere mig. For mig var det en lokkende væske, som jeg måtte se mere af for at få stillet min sult. Min sult for død.

     Maurice havde været ganske tilfreds med mine fremskridt, og det var vel også sådan, det skulle være. Alle hans og Walters arbejdere havde startet som en sart sukkersød engel, og blevet til en kynisk sort dæmon.

     Så jeg sagde ikke blot ja til at leve videre og være en Immortal Warrior. Jeg sagde ja til en ny mørk og dyster personlighed ligesom alle de andre fortabte sjæle, der kun tænkte på at ånde igen.

     Men så nu hvor jeg stod her. Med Adrian der som en af de første mennesker der kunne se mig og se den samme rædsel, som jeg altid med stor fornøjelse havde skabt, gjorde noget ved mig.

     Det gjorde ondt på en helt anden måde. Jeg havde ikke lyst til at miste ham. Han var den eneste, som havde vist noget venlighed overfor mig. Noget jeg aldrig havde fået før. Han så igennem det sorte spindelvæv af brutalitet og hensynsløse adfærd, og så i stedet Violet. Pigen, der intet vidste om sig selv, men slog folk ihjel, fordi nogen sagde, hun skulle. Selvom han ikke havde set mig slå nogen ihjel, føltes det alligevel som om, han ikke tog mig, som den person jeg udgav mig for at være, men for den jeg rigtig var.

     ”Jeg kan ikke…” hviskede jeg hæst. Leen forsvandt, og det samme gjorde den mørke himmel.

”Violet… Det her vil ikke pynte på dit cv. Jeg synes, jeg bad dig om-”

”Jeg kan ikke dræbe ham!” råbte jeg, og mærkede nu tårerene glide ned af mine kinder. Jeg havde aldrig grædt før eller ikke i mit andet liv. De salte tårer brændte imod min hvide hud, og landede derefter på den asfalterede vej.

     Min hånd der holdte om Adrians skjorte, var sammenknuget. Jeg havde ikke lyst til at give slip på ham, jeg holdte af ham. Han var min første rigtige ven, og hvis jeg gav slip på ham nu, ville jeg aldrig se ham igen.

     ”Den allerførste person du ikke kan dræbe…” sukkede Maurice skuffet, og jeg kunne høre neglefilen i baggrunden.

”Så må vi vel-”

”Hvad ville du sige til at miste Angelina?” spurgte jeg mellem tårerne.

Der var stille, filen var stoppet, og en person var kommet ind af døren.

     Efter flere minutters tavshed begyndte Adrian at røre sig ud af sin choktilstand.

Han tog blidt fat om min hånd, og sendte et væld af varme vibrationer igennem min rystende krop.

     Noget der var skræmmende ved dette her, var Adrians påvirkning på mig. Aldrig havde jeg kunnet mærke varme fra en person, aldrig havde jeg følt generthed i kroppen, og aldrig havde jeg været tiltrukket af nogen.

     Han forsøgte at smile til mig, men med det han lige havde set, var det ikke nemt for ham.

”Okay…” lød det så fra Maurice, da mine tårer var holdt op.

”Han skal igennem en helt speciel portal, tager omkring tre døgn så hold øje med din kæreste indtil videre.”

”Og prisen?”

”Baggrundsviden.”

”Baggrundsviden?” gentog jeg med forvirring i stemmen.

”Når i dør kommer i igennem den letteste portal. I har intet liv mere ergo, i er nemmere at transportere. Men når det gælder en, hvis hjerte stadig banker, skal portalen godkende dem og deres viden om vores verden. De laveste i hierarkiet skal ikke lunte rundt i Arector med hjerner på størrelse med en ært. Hvis de skal have tilladelse til at være iblandt os, kræver det at deres intelligens, ikke fejler noget,” forklarede Maurice tørt.

     ”Okay, så må vi gøre det på den måde,” sagde jeg blot, og så imod Adrian, der var ved at komme sig.

”Men hvorfor Violet? Jeg havde aldrig troet, du skulle falde for et menneske…” Maurice lød skuffet, hvilket fik mig til at synke engang ”Du har været så kold fra første dag, men nu… Nu står du, og kan ikke dræbe et enkelt menneske, hvad specielt er der ved ham?”

”Jeg ved det ikke…” mumlede jeg så ”Jeg vil bare ikke miste ham,” nu så jeg imod Adrian.

     Selvom han kun kunne høre, hvad jeg sagde, forstod han åbenbart lidt det hele, for nu smilede han. Løsnede mit greb om hans skjorte, og trak mig ind i en varm omfavnelse.

     Det var en forbavsende varm følelse, der strømmede fra mit bankeløse hjerte til resten af min krop. Jeg var ikke glad for tætte berøringer, men Adrians var så blid og varm. Jeg kunne ikke få nok af hans fysiske kontakt. De stærke arme der beskyttende holdte omkring min skælvende krop, der havde længtes efter ormsorg i så lang tid.

     ”Så er det dit ansvar at lære ham op, så vi kan få den skide knægt til Arector, inden svinet gør det for os. Så hvis der er noget, der bare virker en lille smule af Walter, slår du til med det samme forstået?!” den urolige tone i hans stemme, fortalte at det her, var dybt alvor.

     ”Men hvorfor er det så vigtigt, at vi får ham til Arector?” spurgte jeg forvirret stadig i krammet med Adrians arme.

Hans hjerte bankede hurtigt imod mit bryst, og jeg kunne høre, han åndede tungt ned i mit hår, som om han forsøgte at få ordentlig kontrol over sig selv.

     ”Jeg siger det først, når vi er under seks øjne sammen,” svarede han blot, og lagede på.

Jeg trak mig ud af Adrians arme, selvom jeg gerne var blevet længere tid i dem.

”Det her er dybt alvor Adrian,” sagde jeg stramt ”Du bliver nødt til at høre alt, hvad jeg har at sige, inden du bliver urolig.”

”Urolig?”

”Nogen mennesker har ikke særlig godt af for mange informationer…” mumlede jeg kort.

”Men jeg skal tage dig med tilbage til Arector, hvor jeg kommer fra. Min herre Maurice vil snakke med os, men før vi kan det, skal du vide omkring alt det her,” jeg spredte armene ud for at vise, hvilket stort omfang det hele var i.

     ”Og der går omkring tre dage.” Han kørte en hånd igennem sit hår, og pustede ud, for ligesom at tygge lidt på det hele. Jeg måtte også tilstå, at jeg var overrasket over, hvor roligt han tacklede det af et menneske at være.

     ”Vil jeg være sammen med dig stadig?” spurgte han efter et par dybe indåndinger. Spørgsmålet kom bag på mig. Jeg spærrede øjne op, og min mund åbnede sig så mit ansigt, blev til et måbende udtryk.

     Han tænkte kun på det? Efter det han lige havde fået af vide, og med hvor lidt han rent faktisk kendte til mig, ville han blot vide, om vi kunne være sammen. Jeg bed i læben, og knugede hånden hårdt sammen, så den var helt hvid. Kærlighed hvor jeg dog hadede det.

 

Undskylder at dette kapitel er kort ;) Vil blive meget glad for konstruktiv kritik og et like :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...