Sjælekamp

Violet dødede som 17-årige, og kom til Arector stedet for hvileløse sjæle, hvor hun indgik en pagt med Maurice. En mand der ville have magten over døden, og ikke ville gå ned af sin konkurrent. Som en af hans lejemordere går Violet rundt på jorden med kræfter, der overgår alt naturligt. Men som en Immortal Warrior, der behøver søvn og mad, har man det ikke let blandt hvileløse sjæle, der desperat vil gøre alt for at få hende dræbt. Ikke nok med det ændres Violets liv for anden gang, da hun i den by hun opholder sig i, møder Adrian, som kan se hende

13Likes
8Kommentarer
1436Visninger
AA

3. Hierarki

Jeg åbnede atter øjnene op, og så togbanen foran mig. Den dag var både spændende og skræmmende. Maurice og Angelina havde været så venligsindet at forklare mig det hele igen let og forståeligt, selvom jeg var utrolig forvirret, noget jeg ikke længere er.

De specielle kræfter Maurice havde fablet så meget om, var min violette elektricitet og energikugler. I starten havde det været totalt umuligt at gøre brug af dem, men jeg var trænet og nu også mere erfaren indenfor mit våben, så jeg let kunne med legende bevægelser feje konkurrentens små tilhængere bort. Mit eneste problem var næringen fra mad, og den nødvendige søvn.  Jeg var da glad for, at jeg stadig var i stand til at nyde et af livets vigtige behov, det var bare trættende hele tiden at skulle fokusere og minde sig selv om det, især når jeg havde fået udleveret langvarige opgaver.

Selvom vi var usynlige for andre menneske, måtte man stadig være forsigtig, når man ragede føden til siden. Med min magi kunne jeg få genstande og objekter, som jeg rørte ved til at forsvinde, men man skulle stadig bevare sin fornuft, da det er dumt idiotisk, at lade en hel pakke kiks forsvinde for næsen af et normalt individ.

Engang var der en, der havde været så åndssvag at gøre det. Jeg havde set staklen på Maurices base på et af mine besøg, hun ville ikke få en hurtig og smertefri død, det var helt sikkert.

Jeg kan som sagt ikke ses af andre mennesker kun af det næste offer, som skal henrettes. Ensomheden tærede kraftigt på ens energi, eftersom jeg kunne gå rundt blandt folk, uden de så mig.  I starten havde jeg af ren desperation stået og skreget i ansigtet på en gammel mand for at få ham til reagere på min tilstedeværelse, men han havde ikke engang skænket mig et blink. Heldigvis er det, at man støder på sine kollegaer, og når det endelig sker, får man dæmpet det sociale behov, så man ikke bliver en indelukket mørk klump, som de ødsler der bliver kastet til skærsilden.

Dog har vi tilladelse til at vende hjem til Arector, og os ”særlige arbejdende” for Maurice, får et værelse på basen, så vi kan sove og spise, samt være lidt sammen med de andre. Nogen kan også finde på at danne et partnerskab, så arbejdet går hurtigere og mere vellykket, eftersom man nogle gange godt, kunne lave en lille fejl…

Sukkende satte jeg mig på hug ved siden af de blege skinner, der trængte til at blive renset for snavs. Mine violette øjne gled varsomt rundt, det eneste man gjorde i situationer som mine, var at vente på ordre. Kjolens bløde stof strøg sig op af mine bare ben, der før havde været dækket af noget tyndt sort silkestof. Desværre var det blevet så beskadiget af en idiotisk spion, så jeg måtte kassere dem, eftersom man som Immortal Warrior gerne tager sig godt ud, og flossede leggins var ikke just charmerende.

Titlen som en udødelig soldat gav en, en højerestående plads i vores lille hierarki. Jeg var placeret blandt de højeste sammen med andre Immortal Warriors, men desværre også blandt dem mest brugt på arbejdsmarkedet, hvilket gav problemer, hvis de var fjender.

Eftersom alle er født med hver deres specielle kraft, kan man aldrig vide, hvad man er oppe imod. Maurice forklarede mig for mange år siden, at skæbnen havde valgt blandt tidligdøde mennesker på jorden, at de skulle træde frem som kæmpere, det var kun en åbenbaring for en, og man var vanvittig heldig, når det skete. Jeg så dog ikke min skæbne som særlig heldig…

At blive genfødt som en kæmper var ikke særlig tiltalende, desuden var der mange heroppe i de dødes sjæles verden, man skulle tage sig i agt for. Da Maurice og Walter, som bliver kaldt manden med leen af Maurice, ikke er de eneste konkurrenter i denne verden, men de var de eneste firmaarbejdende. Mange holdte sig for sig selv, mente alvorligt, at de ville kunne opnå succes selv i efterlivet. Dog var det altid dem, som røg først af sjælesugerne.

Vor lille hierarki er ikke fyldigt med en lang liste af ondskabsfulde forbrydere, men det er heller ikke nødvendigt, når man tænker på alle de sataner, der render rundt omkring.

Sjælesugerne var de næste i hierarkiet, dog med en betydelig afstand fra os, de suger grådigt sjæle i sig, og nærer sig af deres energi, hvilket gør dem stærkere. Næst efter sjælesugerne dukkede almindelige op, sjæle som mig bare uden kræfter. Der var altid flest af dem, og de dækkede da også over halvdelen af Arectors befolkning.

Togets rumlende lyd, der nærmede sig i baggrunden, vækkede mig op fra mine dybe tanker, så jeg rejste mig. Ikke fordi jeg var bange for at blive ramt, toget ville gå lige igennem mig, men synet af lyslevende mennesker, der sad i deres afventende position af døden, gjorde mig deprimeret. Jeg savnede mit tidligere liv forfærdeligt, også selvom jeg intet huskede. Det var jo den tid, folk kunne se mig, tale med mig og røre mig.

Jeg sprang op på broen i et let og elegant spring, der fik lokkerne til at kærtegne mine kinder. Alle Maurices og desværre også Walters medvirkendes Immortal Warriors, havde fået tilegnet sig evner, som nogle ville definerer som vampyrevner andre overmenneskelig kræfter. Vi besad dog ikke den uovermenneskelige styrke, hvilket var ærgerligt, når man var i kamp.

Men evnerne var nemmere at kæmpe med, når man var i kamp, dog ikke i luften med min store le, så jeg foretrak derfor at slå dem til jorden og derefter lade leen indtage en plads i spillet.

”Violet søde!” lød Maurices rungende stemme pludseligt, så min krop gibbede af ren og skær forskrækkelse.

”Du behøver endelig ikke give tegn, når du ringer.” knurrede jeg vredt, og tog mig ømmende til øret.

”Slap nu af. Jeg har et job til dig, er du frisk eller ej? Det ville nok ikke være passende at spørge sådan en som dig, men Well!,” han grinede kort af sig selv, og jeg spurgte som sædvanlig mig selv for sikkert hundrede gang om, Maurices job bestående af kontor fra morgen til aften, gjorde noget ved hans hjerne.

Da Maurice havde gjort en ende på endnu en irriterende latter, tog manden sig endelig sammen ”Nej, grunden til jeg kontakter dig, er fordi, Walter har sendt en stor ladning af sine mænd ind i en bestemt by. Hvorfor, er din store opgave at finde ud af.”

Mine øjne rettede sig tomt ud i luften ”Hvilken by?” spurgte jeg så.

”Jeg sender dig koordinaterne som altid, husk nu i ingen viden har om denne verdens bynavne og landnavne af hensyn til, at i skulle få lyst til efterlivet.”

Sådan var det med os. Vi besad evnerne til at røre, drikke, spise og føle alt. Derfor ville vi kunne leve på ny i udødeligheden som en vampyr bortset fra afhængigheden af blod.

Men i denne arbejderverden ønskede ingen, at vi gik vores selvstændige veje, så de skyndte sig at slette vores hukommelse, inden vi startede vores nye liv hos dem.

Noget jeg altid havde spekuleret på, var hvordan Maurice – Manden over alle mænd – kunne have kontrollen over mig.  Han bestemte jo i det hele taget, hvad jeg skulle foretage mig, hvor min krop skulle bevæge sig hen.

Men han var jo trods alt over Immortal Warriors i hierarkiet, for han var åbenbart umenneskelig magtfuld, ejede kræfter ingen kendte til. Den eneste person der vidste mest om ham, var Angelina. Grunden var nok hendes position, og det kørende forhold de havde indledt for mange år siden, selvom ingen ville indrømme det.

Koordinaterne dukkede op, og skubbede tankerne af vejen.

”For resten er befolkningen bestående af umenneskelige mange unge, så du får travlt nu søde Violet,” sukkede Maurice dramatisk.

Mine øjne rullede af ham, mens jeg noterede de forskellige koordinater, der pegede nord, vest og flere kilometer forud.

Så jeg satte i løb.

På under en halv time var jeg fremme ved den anbragte placering. Byen lå åbenbart tættere på mit dødsleje, end jeg havde troet.

Jeg fandt byen underlig. Store lejligheder i et miks med almene huse i forskellige design, blandet sammen med supermarkeder, butikker, barer og diskoteker i en stor pærevælling. En folkeskole kom nu til syne foran mit blik, men jeg ville ikke være i stand til at se navnet på skolen. Det lød måske som en temmelig kompliceret opgave at undgå ethvert tænkeligt egennavne, men Maurice havde været på forkant.

Når vores pupiller ramte noget, der kunne forføre os til et anderledes liv, var bogstaverne enten sløret eller viste kun et vis antal.

Jeg standsede op ved et lyskryds, og så nysgerrigt rundt. Vidt forskellige mennesker havde indtaget gaderne, og de unge var seriøst overalt.

Maurice havde ret, der befandt sig nærmest kun unge her, og grunden var nok de massevis af skoler og uddannelsessteder, som var klemt sammen med boligerne.

”Kuk, kuk Violet,” lød det drillende i mit hoved. Jeg rullede med øjnene, jeg havde ikke engang fået lov til at udforske stedet, inden mit arbejde startede.

”Hvem,” spurgte jeg dog blot mekanisk som en rutineret medarbejder, og lod mig føre med mængden langs fortovet.

En dreng med fregner i hele fjæset og headsphones sløvt hængende om halsen, gik lige igennem mig, da jeg holdte fokussen rettet imod jorden.  Følelsen af gennemtrængelse når et menneske direkte igennem min krop, gav stadig kuldegysninger efter al den tid som immortal Warrior. Jeg ville nok aldrig vænne mig til følelsen.

Maurice var dog ligeglad med følelser og uvante hændelser, gik direkte til sagen ”Ham der lige gik igennem dig er det næste offer,” svarede manden, som om han kunne se, hvad der foregik omkring, hvilket ikke helt var løgn.

”Den fyr?” lød det spydigt fra mig, mens jeg hånende hejste et øjenbryn ”Han ligner ellers ikke en, der har fuldent sit liv, hvis du spørger mig.”

”Det er den modsatte kategori, vi er ovre i Violet. Han har allerede voldtaget flere piger her, end du har dræbt,  så forhast dig ikke,” forklarede Maurice, og jeg kunne høre en person i baggrunden komme ind.

”Angelina min pige! Du kommer som sendt f-”

”Kan du ikke slå mig fra, mens du har private samtaler?” gryntede jeg med en lille latter blandet ind.

Han rømmede sig kort ”Han navn er Christoffer, lige blevet 15 på stoffer og familieproblemer, mangler sin mor, bare gør arbejdet færdigt jo før jo bedre,” kontakten blev herefter brudt.

Jeg brugte herefter et kvarter på at følge efter fyren, som var mere kedsommelig og virkelig ikke en person, du ville mistænke som voldtægtsmand. Han gik sløvt fremad, tog alt for store skridt i sine alt for store bukser, der helt sikkert var taget i den forkerte størrelse for at mindske arbejdet, når et offer var taget i brug. Det røde krøllede hår der havde forvandlet hans ansigt til en sammenfiltrede bunke, fik mig til at forstå, hvorfor ingen frivilligt ville have samleje med ham.

Min hastighed øgede sig, så fyrens ryg kom tættere på, mens jeg studerede omgivelserne omkring mig. Selvom der var arbejde, kunne jeg vel skulke en smule.

Solen skinnede let, mens et par skyer havde indtaget himlen, dog ladet den varme kugle få noget af sin plads.

”I bare alderen af 15,” fnøs jeg i væmmelse. Drengen kiggede tilbage, og jeg havde fuldstændig glemt, at når jeg havde et offer, kunne de både se, røre og høre mig.

Han lavede et enkelt elevatorblik, og sendte mig så et flirtende smil.

”Hvor skal sådan en sød tøs som dig hen?” spurgte han slesk, og standsede op, for at gå et skridt nærmere. Han virkede ellers som en harmløs dreng, men når først rovdyret havde fundet sit bytte, slap den det ikke.

En kort rettelse på min kjole, og jeg trak et sødt og uskyldigt smil frem ”På vej hjem.” smiskede jeg, og kastede engang med hovedet, så han fik mit lange hår klasket i ansigtet. Han snusede indad en gang, og smilede så med lystent strålet ud af sine ækle øjne.

”Vil du ikke følges?”

”Hvorfor ikke,” svarede jeg tørt, og gik op på siden af ham, som tegn på at vi skulle påbegynde gåturen til hans endelse.

Den fyr var aldrig blevet født under en heldig stjerne.

”Så hvem er du?” spurgte han indtrængende, og jeg kunne mærke hans skulder snitte min, hvilket skabte en gysen i hele min krop.

”Et menneske.. forhåbentligt,” den sidste del, var nok henvendt mest til mig selv, en munter indvending til mit tomme liv.

Fyren førte mig pludselig ned ad en mørk gryde. Gjorde han det seriøst her?

Jeg rynkede brynene ”Men jeg husker da, at jeg ikke skal denne her vej.”

Da jeg forsøgte at gå tilbage, greb han fat om min hofter, og pressede mig op ad den hårde mur.

”Vi skal bare have det lidt sjovt, så kan vi gå videre igen,” smilede han lumskt, og slikkede sig lystigt over sine læber.

”Hov, hov jeg kunne være ældre end dig!”

”Og jeg er tilfældig større end dig i denne her situation,” grinede han blot tydeligvis moret over min ynkelig klynk om at komme fri. Et pres imod min krop, og det gik egentlig op for mig, at han rent faktisk var større end de fleste af mine ofre, og det var ikke kun i bredden. Tit var mine ofre en takt større end mig, men nu endte jeg ikke altid op i en afkrog med dem særlig tit, så det var kun i få situationer, jeg lagede mærke til det.

Jeg beholdte dog mit søde lille uskyldige jomfrufacade lidt endnu, det var sjovt at lege lidt med folk, vi kunne vel være enige på det punkt mig og Christoffer.

”M-men altså jeg..” hviskede jeg og lagede et sidste strejf på mit skuespil ved at bide mig nervøst i læben.

”Det skal nok gå, du er også min første, så jeg skal nok gøre det til noget specielt,” kælede han forførende, og førte hånden sukkende langs mit kraveben, tydeligvis beundrende over min nøgne hud.

En skygge tegnede sig i mit ansigt, da løgnen klaskede imod mig.

”Det er ikke pænt at lyve Christoffer, har din mor aldrig lært dig det… eller skulle vi sige, havde?”

En kort skælven fór igennem hans øjne, et tegn på at jeg ramte de ømme punkter.

Han strammede grebet om mig ”Jeg ved ikke, hvad du fabler om m-”

”Gør du ikke?” afbrød jeg med en slangehvisken, og puffede med pegefingeren på hans bryst ”Jeg tror nok, du ved, hvad jeg snakker om Christoffer.”

De røde øjenbryn hejste sig nu højere op.

”Hvor kender du mit navn fra?”

”En lille fugl hviskede det til mig samt alle de mange forsvarsløse piger, der nu bruger deres fritid hos psykologen.”

”Hør her!” råbte han nu arrigt ”Jeg ved ikke, hvem du er, eller hvad du har gang i m-”

”Det gør ikke engang jeg.. jeg ved dog…” en energikugle voksede nu med glødende bevægelser i min højre hånd ”At det er min nådige opgave at give dig din straf.”

Kuglen fløj nu af sted. Som en sniger fløj den bag om Christoffer for at ramme ham hårdt i ryggen, så taget omkring mig blev sluppet.

Han skreg op, da energiens smertefulde bivirkninger trådte ind. Kastede sig krampagtigt til jorden i et fortabt håb om at slette slaget.

”Det er ikke rart vel?” grinede jeg dystert, og strakte højre arm i vejret, hvor den 2 meter lange le kom frem.

Ved synet af den trebladet le skreg han bare endnu højere, og jeg lavede en grimasse.

”Du giver mig hovedpine,” snerrede jeg irriteret, og satte mig på hug ved hans side.

Kuglens smerte var begyndt at foretage sig, men jeg lod så leen komme på arbejde, ved at lade dens skarpe blade ridse sig ned langs hans bare arm.

Han forsøgte desperat at få mig væk ved at skubbe panisk til leen, men jeg pressede den bare hårdere imod den endnu sjælefyldte person.

Efter lidt tid havde jeg leget nok med det eneste hud, der var synligt for leens knive, så jeg hævede den højt i vejret, som gjorde man sig parat til at spille golf.

”Lad os være lidt kliche her, et sidste ord?”

”D-du er-”

”Tiden er gået,” jeg sigtede, og hakkede med et ondskabsfuldt smil leen i kroppen på ham. Jeg veg hurtigt til siden for det sprøjtende blod, og trak leen ud. Holdte den oppe over hovedet, og den forsvandt, som den var kommet.

Min fod sparkede til hans krop. Det var en ganske interessant afslutning, han havde givet. Først havde det skræmte blik veget fra leen til mig, og i få sekunder udtrykt tilfredshed. Måske indså han, at dette ikke kun var en fred for ofrene men også ham selv.

”Opgaven fuldført,” sagde jeg, og så imod drengen, der havde sine livløse øjne rettet op i luften. Normalt ville jeg have lukket deres øjenlåg i, men det var kun, hvis de var en af dem, som havde fuldendt deres liv.

”Strålende Violet! Der er altid gode resultater for dit vedkommende.”

”Jeg gør bare mit arbejde,” svarede jeg med et skuldertræk, og gik væk fra Christoffer ”Kommer i og henter ham, folk har sikkert hørt hans skrig?”

”Perfekt, knægten fortjente det sgu!” lo Maurice opmuntret.

”Du svarede mig ikke?”

”Hvad? Når, nej undskyld. Jeg har sendt en af sted hyg dig i mellemtiden, der er ikke flere jobs lige nu,” så afsluttede han sit mentale opkald med mig, og jeg fik derefter øje på den sorte fugl, der netop landede på den støvede jord.

Dens hvide øjne bekræftede mig i, at dette var ligfuglen. De lå næstsidst i hierarkiet. De var ikke særlig stærke men nødvendige for sådan nogen som Maurice og Walter.

De hentede ligene, som vi havde slået ihjel, og tog dem med sig, spiste dem sikkert.

Efter fuglen samt Christoffers krop var bort, gik jeg ud i den fyldte gade, hvor havet af mennesker ikke var stoppet.

Jeg smilede dystert.

De allersidste i hierarkiet var selvfølgelig mennesker…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...