Sjælekamp

Violet dødede som 17-årige, og kom til Arector stedet for hvileløse sjæle, hvor hun indgik en pagt med Maurice. En mand der ville have magten over døden, og ikke ville gå ned af sin konkurrent. Som en af hans lejemordere går Violet rundt på jorden med kræfter, der overgår alt naturligt. Men som en Immortal Warrior, der behøver søvn og mad, har man det ikke let blandt hvileløse sjæle, der desperat vil gøre alt for at få hende dræbt. Ikke nok med det ændres Violets liv for anden gang, da hun i den by hun opholder sig i, møder Adrian, som kan se hende

13Likes
8Kommentarer
1429Visninger
AA

2. Død på ny

Tavst som vinden selv stirrede jeg på de rustne skinner. Mine kridhvide marmorfingre gled ned langs det hårde metal, hvor man tydeligt kunne se de gamle rester af blod, mit blod. Sultent kastede vinden sig over mit lange sorte hår, og fik det sat i bevægelse. Det var nu ikke fordi, jeg manglede bevægelse her i livet, det havde jeg ellers oplevet rigeligt af.

Min død var ikke noget at klappe over. Jeg startede ud med at blive kørt ned af en blind bilist, hvis briller gevaldigt trængte til at blive pudset. Dernæst fløj jeg gennem luften som en vingeløs fugl for at lande på togskinnerne. Det var dog ikke toget, der klarede det resterende arbejde.

Jeg så op.

Der var den. Den grå pæl, der havde holdt lygter, som så senere hen var revet ned, og nu blot stod, og pyntede med sit rædsomme slidte udseende. Den havde skåret mig midt over bogstavelig talt, hvorefter min sjæl var sluppet ud. Drevet videre ud i vindens tilstedeværelse, som fremviste sig som den rene luft og dernæst videre ud i intetheden.

Jeg fik dog ikke ”fred”, som almindelige individer kaldte det. Jeg blev ført direkte til Maurices hovedkontor i Arector, stedet for fortabte sjæle.

Jeg lukkede øjnene, lod min lette krop blive ført væk fra mit dødsstyrt og hen til fortiden, dengang jeg var en fortabt ny død syttenårige, hvis eneste viden var navn, alder og bortgang.

 

***

Jeg ved ikke om, det var adrenalinen, som pumpede med hundrede kilometer i timen gennem min krop, som forsagede, at jeg intet huskede. Jeg vidste blot, at jeg hed Violet, jeg var sytten år og var lige sprættet midt over af et jernrør.

Lige ved adskillelsen af mine to kropshalvdele, var jeg ført til en bygning eller rettere sagt et kontor. Lugten af læder og rengøringsprodukter, mindede om en revisionsbygning, hvor folk kun var iført strøget jakkesæt og velsorterede dokumentmapper med virksomhedernes regnskaber.

Manden foran mig var ret speciel i sit udseende. Han lignede en 25-årige med det lyseblå hår, der hang i halvlange lokker ned over hans velformede ansigt. Hans øjne havde en ren sort farve, så man ikke kunne gennemskue om, han havde pupiller, han var manden, som så alt. Med sin muskuløse figur sad han fuldkommen afslappet med benene oppe på skrivebordet, mens en neglefil var i fuldt arbejde henover neglebåndene.

”Velkommen til Violet,” startede han til min store overraskelse, en fremmed som kunne mit navn, hvor i alverden var jeg havnet hen?

”Det glæder mig at møde endnu en Immortal Warrior, i ankommer som sædvanlig uden melding.”

”Altså jeg-”

”Men det er jo det, der er så pokkers interessant ved jer væsner!” afbrød han begejstret, mens han rakte hånden i vejret for at studere sit arbejde, så jeg spjættede af ren overraskelse.

 ”Ikke nok med at i har overskredet de normale grænser, der er for et spøgelse, i har tilmed ogs-” han standsede brat, lagede omhyggeligt filen fra sig, og satte sig nu helt rigtigt op.

”Ved du, hvem og hvor du er søde Violet?” spurgte han kærligt, og lavede en bro med sine lange fingre, hvor han støttede hagen på. Jeg rystede stumt på hovedet, så de lange lokker fløj til siderne, og skabte en form for ro i mit urolige sind.

”Det er helt i orden…” stirrende ind i mine øjne skabte han en ubehagelige sitren igennem min krop, hvilket føltes som en strømflod igennem de livløse lemmer, der dog endnu var ved bevidsthed.

 ”Ved du så noget om dig selv?” spurgte han stadig i sit kærlige tonefald.

”Jeg hedder Violet, jeg er sytten år, og er netop blev skåret midt over af et jernrør,” svarede jeg mekanisk, og gned fingrene nervøst imod hinanden. Hvad lavede jeg her? Var jeg ikke allerede død? Jeg huskede tydelig den smerte, der gik igennem min krop, da bilen ramte mig, og den frygt der steg til mit hoved, mens jeg fløj gennem luften. Huskede også fornemmelsen af jernrøret, der skar sig ind i huden, men ellers huskede jeg intet andet.

Jeg havde hørt mange historier om, at når man vendte tilbage til jorden i åndeskikkelse, var det på grund af, at man ikke havde fuldført sit liv, eller ikke havde opgivet livet på jorden. Men jeg kunne ikke huske en mindste detalje af mit liv, kun den tunge følelse af tristhed.

Manden rejste sig pludselig op, hvilket skabte et spjæt i mig ”Ganske fint Violet, hukommelsestab er ikke usædvanligt for sådanne nogle som jer, i skulle jo nødig få lyst til jeres gamle liv igen.”

”Hvem er du egentlig?” spurgte jeg forvirret. Alt hans snak om efterliv, spænding og Immortal Warriors havde gjort mig fuldstændig rundt på gulvet, og manden hjalp ikke ligefrem, når jeg stadig så ham som fremmed.

Han klaskede en hånd for sin pande ”Når ja, det må du undskylde, mine manere er ikke, hvad de har været, når man lever i flere hundrede år, glemmer man at te sig som nutiden.” leende rakte han sin faste hånd imod mig ”Mit navn er Maurice, efternavnet er ligegyldigt, vi kender jo heller ikke dit vel?” det listige smil der strøg sig om hans læber gjorde mig utryg, men jeg trykkede hans hånd alligevel.

Da jeg kort så imod vores trykkede hænder, gispede jeg forfærdet op. Min ellers nydelige marmorfarvede hud var blevet kridhvid. Ikke så jeg var gennemsigtigt, jeg havde stadig en hel krop efter, den på mystiske årsager var hæftet sammen igen, men jeg var purehvid.

Maurice tog et spejl frem fra skuffen ”Det er jo rigtigt. Udseendet ændrer sig desværre en lille smule for jer, der arbejder for mig. Vi kan kalde det en permanent makeover.”

Da han stillede spejlet foran mig, spærrede jeg øjne op. Mine ellers før sorte øjne, var violette, ikke grimt faktisk rigtig flot og lysende. Der var ikke rigtig mere forandret ved mig, jeg havde stadig den spinkle krop, de høje kindben, en lys rødlig kulør på læberne og det mavelange sorte hår…

”Jeg har lavet din hudfarve og øjne om, dine øjne havde i forvejen en violet kulør, der bare skreg af spiritualitet,” forklarede Maurice, og gik om bag mig, hvor han greb en tot hår ”Jeg kunne ikke nænne at gøre dette pragteksemplar noget, så dine øjne måtte tage skraldet,” smilede han mildt.

”De er flotte,” konstaterede jeg, og drejede fra side til side af ren beundring, var det virkelig mine øjne? Dog havde jeg følelsen af, at jeg ikke var her for at snakke om mit udseende.

Som om han kunne læse mine tanker, begyndte Maurice at tale igen ”En anden ting du nok skal se med det samme,” et enkelt knips med fingeren, skabte en banken på døren, som fik mig til at vende hovedet ”Ah, hun er blevet hurtigere, kom bare ind Angelina.”

I samme øjeblik gik dørhåndtaget ned, og en pige kom ind. Ifølge hendes udseende lignede hun en otteårige, men måtte være over 20. Skrigende pink hår var sat op i to store rottehaler på hver side af hendes hoved. Hun bare en kort lyserød nederdel med striber, hvide lange sokker til knæene og en pink skjorte. Den eneste farveforskel var hendes øjne, skrigende blå som Maurices hår, hvilket gav hende en skræmmende udstråling.

Kirsebærfarvede læber smilede til mig, mens lange sorte øjenvipper blinkede i takt med hendes skridt.

”Angelina dette her er Violet,” præsenterede Maurice ”Hun har brug for sin le, så hvis du vill-”

”En le!” udbrød jeg højtlyttende.

Leende holdte Maurice en finger i vejret ”Netop, selvom i er udstyret med specielle kræfter, skal i stadig være i stand til at håndtere et våben, især når man arbejder for mig. Derfor eftersom du er blevet sprættet over i to halvdele, tænkte jeg, at en le ville være perfekt.”

Tog han dette her som en leg? Jeg kunne ikke tro mine egne ører, da han grinende nikkede til Angelina, der gik ud af døren for at komme tilbage to sekunder efter.

Med opspærrede øjne i ren forundring stirrede jeg frem for mig. I hendes hænder lå en over to meter lang le, med tre skarpe blade der var sat på række ud fra størrelsen. Den var imponerende, både skræmmende og fantastisk bygget, konstruktionen af den var ikke til at beskrive. Jeg havde set en del leer, men denne her kunne ikke måle sig med nogen af dem en ægte dræbermaskine.

”S-skal jeg håndtere den?” gispede jeg, og tog prøvende fat om skaftet. Det lå solidt i min hånd, og da jeg prøvede at løfte den, vejede den nærmest ingenting.

”Selvfølelig,” svarede Maurice, og satte sig tilbage til sit skrivebord, fuldstændig upåvirket af leens prangende udstråling.

”Og skal jeg arbejde for dig?” spurgte jeg videre.

”Netop, hvorfor tror du ellers, du er her?”¨

Et skuldertræk besvarede han spørgsmål, mens Maurice greb fat om neglefilen ”Jeg ejer et sødt lille firma her Violet. Jeg hyrer jer, i gør, hvad jeg vil have og belønningen?” Han så afventende på mig, men hans forventning blev slået bort, eftersom jeg blot stirrede tomt imod ham stadig med leen i hånden.

Tikkende med filen i bordet smilede Maurice snedigt ”Der er skam en grund til, at det kun er dem, der er døde, jeg hyrer,” sagde han, hvorefter filen foresatte sit arbejde.

Med hovedet tippet på skrå begyndte mit hovedet at finde de løse knuder og forsøge at binde dem op.

”Så vores belønning er, at vi kan leve videre som ånder?”

”I de fleste tilfælde ja, i dit tilfælde nej,” hans sætning lavede blot flere knuder i mit spørgsmålshoved.

”Jeg kæmper en strid kamp imod manden med leen, som i jordbore kalder ham. Han er rimelig sløv i betrækket, og jeg mener, at vi selv må tage hånd om slagtningerne, så det er det, jeg hyrer folk til. Desuden er han min konkurrent, og lad os bare sige jeg ikke kan lide konkurrenter.”

”Men hvordan kan du vide, når der en, der skal dø?” spurgte jeg stadig forvirret.

Han standsede sin fil, og pegede imod sine øjne ”Jeg kan se lidt mere end de fleste af jer, jeg har indkodet jer, så jeg hvert minut kan kontakte hver af jer og viderebringe den næste opgave. Du er så heldig at få teenageafdelingen Violet, dit job er at gå rundt og dræbe de teenagere, der ikke har fortjent at leve mere, eller har fuldendt deres liv.”

Jeg lo nu, en let fnisen der afslørede den hånlighed jeg fandt hans mening om døden ”Hvem siger, at jeg vil arbejde for dig?” kom det så arrogant fra mig.

Smilet på Maurice læber blev bredere, og afslørede et sæt knivskarpe tænder, hvilket gav mig gåsehud.

”Du kan enten sige ja eller dø for anden gang, og denne gang dør du. Du vil ikke vågne op på et nydeligt kontor som mit,” svarede Maurice blot højtideligt, og lagede endelig filen fra mig. Lænede sig ind over bordet med det stadige lumske smil om læberne ”Så hvad siger du? Vil du arbejde for onkel Maurice eller dø, som du faktisk burde have startet med?”

Han behøvede ikke spørge mig to gange ”Jeg vil gerne arbejde for dig men det der med at dræbe mennesker…”

Han viftede beroligende med hånden ”Det skal du nok vænne dig til det, der går altid et par uger, før man er helt afkræftet på at slå andre mennesker ihjel. Men der er nok en ting, du lige skal vide..” jeg nikkede nu mere interesseret end før.

”Som Immortal Warrior har du fået tilegnet dig større kræfter end andre, men dette betyder så, at din krop kræver, at du spiser og sover, endnu en frynsegode, hvis du spørger mig.” han så op i loftet med et veltilpas smil.

”Udødeligheden Maurice,” brød Angelina blidt ind. Maurice nikkede taknemmeligt til hende, og så derefter imod mig ”Alle er jo selvfølgelig udødelige overfor alt bortset fra andre ånder, og når det sker, er det til skærsilden eller himlen. Min lille ”konkurrent” kan godt lide at sende små modbydelige spioner efter mine arbejder, og vi har da vore små krige, men ikke for jer Immortal Warrior. I kan kun dø af hinanden, en simpel ånd skaber blot smerte, men kan intet stille op, hvis de har i sinde at dræbe jer,” forklarede han nøjsomt.

Angelina stillede sig hen ved siden af mig ”Hvis jeg må have lov at bryde ind, skulle vi ikke finde en passende påklædning til Violet, hun skal trods alt snart i gang?” Nu? Skulle jeg allerede kaste mig ud i livet som seriemorder.

Med et nik fra Maurice, blev jeg ført ud af kontoret og ind i et andet rum, som bestod af et walk in clothes  med alverdens farver og former. Beundrende lod jeg fingrene glide ned af et dyreskind, som formodentlig tilhørte en slange.

Få minutter vendte Angelina tilbage, og jeg ville aldrig have troet, at jeg ville stå efter et kvarter foran Maurice iført en violet kjole med en kæmpestor sløfe bundet om livet og hængende løst bagpå.  Den var i knæhøjde, og jeg kunne egentlig meget godt lide den med sine spaghettisnore og flotte blondeudskæring formet som et hjerte.

Så der stod jeg, en ny-død Violet med en le ved min side og viden om, at jeg var en Immortal Warrior med specielle kræfter, der snart skulle ud og dræbe.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...