Don't tell a lie - 1D

Hope Styles er en normal16 årig by pige som bor i London med hendes familie. Hendes storebror er den berømte Harry Styles, også kendt som 1/5 af One Direction. Hope's fremtids drøm er at blive designer, og da hendes bror giver hende den store mulighed for at designe drengenes gadrobe en uge på deres turné slår hun til. - Men hvad sker der når hun forelsker sig i en af drengene for det berømte band? Når hun slår sig ned i det hårde liv med fester og berømmelser der med tiden stiger hende til hovedet? Mon man overhovedet kan kende den gamle Hope til sidst?

21Likes
99Kommentarer
5134Visninger
AA

15. Put your best fake smile on, my girl.

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg kunne hører en dør smække, og et par fødder trampe. Jeg gik ind i stuen for at se hvad alt det porstyr var til for, og der sad Hope. Hun græd. 

"Hvad er der galt?" Jeg tøvede, jeg vidste godt hvad der var galt. "Louis" Hun kiggede ind i mine blå øjne, og jeg tørrede en varm tåre væk fra hendes kind. Der sad vi i lidt tid, da jeg så fik øje på artiklen. Jeg læste den hele igennem, og sukkede så højt. "De forvrænger fandme alting" Jeg smed bladet over mit hoved. De skulle altid ødelægge alting, de ødelægger ALTID alting. Jeg var sur på bladet, artiklen, pressen, journalisten, men ikke mindst sur på Louis. Han troede ikke engang på hende, Hope - hende han var forelsket i. Jeg sukkede endnu engang, og tog så Hope indtil mig der stadig hulkede en smule. Hendes hoved varmede min overkrop, og hun fik lov til at græde ind i min røde skjorte. Jeg aede hendes hår, og nynnede en stille melodi for hende. Jeg fik den varme følelse igen, følelsen af at være samen med en speciel person, men Hope.. Hope var forelsket i Louis. Man kunne mærke det siden den første gang de mødtes, man kunne mærke det i flyveren. Gnisten imellem dem, og varmen blussede op når de kom tæt på hinanden. 

 

Louis synsvinkel

 

Mine hænder rystede, og jeg gik med hurtige skridt igennem mængden af fans, jeg smilede og lod som om jeg skulle skynde mig. Væk, jeg skulle bare skynde mig væk. Da jeg havde gået i lidt tid kunne jeg mærke at jeg ikke var vred mere, det var som om jeg havde gået vreden væk. Nu var jeg ked af det, ked af hvordan jeg havde opført mig overfor Hope, hende jeg var forelsket i. "LOUIS?" Den stemme kendte jeg, den stemme kendte jeg alt for godt. Det var Eleanor. "Jeg kunne bare kende dig bagfra" Hun kom hen og gav mig et hurtigt blødt kram. Hun duftede som altid dejligt af blomster. "Så, hvordan går det?" Hun kiggede på mig, da hendes mobil pludselig begyndte at ringe. Hun tog den op af lommen, og reagerede hurtigt. "SKRIV TIL MIG" Råbte hun. Også gik hun med en nye kæreste hængende i den anden ende af telefonen. Jeg kunne hører et kamera fokusere bag mig, men nu var jeg ligeglad. Ja? Jeg var blevet set med min gamle kæreste, hvad kunne de lave den historie om til?

Jeg skyndte mig hjem igen, sidst jeg kiggede på klokken var den halv, nu var den nok kvart i, og vores interview begyndte om en halv time. Jeg bankede på døren til suiten. Efter 5 minutter kom Liam og åbnede. "Undskyld, vi er igang med at gøre os klar" Han smilede til mig, og gav mig plads til at gå ind. Harry stod i køkkenet, han var nok sur og jeg forstod ham. Han havde hørt hele historien, og nu var han indebrændt, sådan var det altid, men han skulle nok blive god efter en dag eller to. "Louis!" Zayn kom hen og gav mig et kram. "Vi mangler kun dig". Niall kom også hen, og skyndte på mig, han fortalte mig at vi skulle møde 10 minutter før for at tale med interviewerne om nogle spørgsmål. Jeg blev skubbet ind i mit værelse, og døren blev lukket. Lige foran mig stod Hope. Hun smilede. Hun smilede faktisk til mig.

 

Hopes synsvinkel

 

Jeg smilede så stort jeg kunne til Louis, fake. "Her ligger det tøj jeg har fundet frem til interviewet, og det jeg har fundet til i aften" Jeg udstødte et lille hvin, fake. Fake, fake, fake. Jeg gav ham tid til at klæde om, og på det samme tid gik jeg hen til Harry. "Så er det klaret" Sagde jeg, og gav hans hånd et klem. Han smilede til mig. Vores aftale gik perfekt indtil videre. Det hele var fake, smilene, latteren, glæden. Jeg havde lovet Harry, og de andre drenge at jeg skulle holde mig ved lige. Jeg ville ikke græde og jeg ville ikke være vred. Jeg skulle holde det hele inde indtil jeg skulle hjem, det virkede. Jeg havde det ikke så dårligt, og det var som om jeg glemte det hele lidt hen af vejen, men jeg havde alt det der var sket idag i baghovedet.

Det havde jeg virkelig. 

 

 -Rebekka og Janne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...