Don't tell a lie - 1D

Hope Styles er en normal16 årig by pige som bor i London med hendes familie. Hendes storebror er den berømte Harry Styles, også kendt som 1/5 af One Direction. Hope's fremtids drøm er at blive designer, og da hendes bror giver hende den store mulighed for at designe drengenes gadrobe en uge på deres turné slår hun til. - Men hvad sker der når hun forelsker sig i en af drengene for det berømte band? Når hun slår sig ned i det hårde liv med fester og berømmelser der med tiden stiger hende til hovedet? Mon man overhovedet kan kende den gamle Hope til sidst?

21Likes
99Kommentarer
5154Visninger
AA

7. On the road again.

 

Hopes synsvinkel 

 

Lige efter drengene var færdige med deres koncert, var der kommet en bil og hentede os, det var den der skulle kører os til luftehavnen. I bilen på vej der hen havde jeg SKULLE jeg sidde ved siden af Harry, som bare var så overbeskyttende. Jeg måtte ikke sidde ved siden af de andre drenge. Jeg skulle havde en tyk uld trøje på så jeg ikke blev syg, nu hvor det var ham der havde ansvaret for mig. OG jeg måtte ikke selv bære min kuffert, da jeg selvfølgelig kunne få dårlig ryg. Han var bare så overbeskyttende, som om han betalte tilbage for de 6 måneder vi ikke havde set hinanden.

 

Louis synsvinkel

 

Vi sad i bilen på vej til lufthaven. Drengene sad og snakkede om vores U.S.A tur, mens Hope bare sad og kiggede ud af vinduet. Hun virkede nervøs, og ked af det på en måde. Hun havde været helt stille hele turen, og jeg måtte indrømme at jeg var en smule bekymrede for hende. Da vi ankom til lufthavnen stod massevis af piger udenfor og skreg, de havde trøjer, bannere og cd'er der skulle signeres. Jeg elskede vores fans, men Hope var en smule bekymret omkring det, så Harry tog hende ind til sig og signeret kun et par stykker. Vi nåede ind inden vores trøjer var flået helt i stykker, og blitzene næsten havde gjort mig blind. Jeg var blevet en smule rundtosset af skrigene at jeg ville ønske vi havde tid til at sætte os ned, men vores flyver var allerede parat til afgang.

Jeg kunne ikke undgå at smile da jeg så Hope's ansigtudtryk, hun havde åbenbart ikke fløjet i et privatfly før. Hun satte sig inderst ved vinduet, jeg satte mig ved siden af og Harry overfor hende. Han blinkede til mig, og jeg vidste godt hvad det betød, selvom jeg allerede beundrede Hope skulle jeg stoppe. Det var ikke kun for Harry, men for hele One Direction, vores fans, min og hendes skyld. Zayn satte sig ved siden af Harry, og Liam og Niall lå allerede og fyldte to sæder hver, på den anden side. Hope sad klistret fast til vinduet da vi startede, hun havde nok aldrig været udenfor London endnu, og en smule spændt var jeg da også første gang jeg skulle til U.S.A. Jeg stak mine høretelefoner i ørene, og tændte min Ipod. Jeg lænede mig op af mit sæde og trykkede på 'The Fray - Look after you'.

Jeg tror jeg havde sovet i omkring 2 timer da jeg vågnede. Jeg kiggede rundt, alle sov så tungt som de kunne. Jeg kiggede på Harry, han lignede en engel når han sov, det havde han altid gjort. Jeg vente mig om mod Hope, det samme  gjorde hun. Det måtte lægge sig til familien. Jeg fnes en smule, og strak mig så. Det skulle jeg ikke have gjort. Hopes krystal grøn/blå øjne åbnede sig med et ryk, hun kiggede på mig og smilede. Hun lignede stadig en model der lige var kommet ned fra en catwalk. "Jamen godmorgen" Sagde jeg og kiggede på hende. "Morgen og morgen" Sagde hun og pegede ud af vinduet. Hun havde ret, det var bælgmørkt og det eneste man kunne se var en måne som skinnede ind af vinduet. Det gav et lille skær af hvidt lys på gulvet. "Er du sulten?" Spurgte jeg da jeg selv var på vej op for at hente en donut. "Mmmh, bare vælg noget" Sagde hun og smilede til mig.

Da jeg kom tilbage havde hun sat sig på et af sæderne helt bagved, hun klappede på et sæde overfor. "Jeg ville jo ikke vække de andre" Sagde hun til mig.

Det tog jeg straks som en invitation.

 

 -Rebekka og Janne

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...