Don't tell a lie - 1D

Hope Styles er en normal16 årig by pige som bor i London med hendes familie. Hendes storebror er den berømte Harry Styles, også kendt som 1/5 af One Direction. Hope's fremtids drøm er at blive designer, og da hendes bror giver hende den store mulighed for at designe drengenes gadrobe en uge på deres turné slår hun til. - Men hvad sker der når hun forelsker sig i en af drengene for det berømte band? Når hun slår sig ned i det hårde liv med fester og berømmelser der med tiden stiger hende til hovedet? Mon man overhovedet kan kende den gamle Hope til sidst?

21Likes
99Kommentarer
5163Visninger
AA

29. Life taught me to die.

 

Harrys synvinkel

 

"Jeg tager ikke afsted om du så siger det!" Hope kiggede stadig ned i hendes kuffert. "JO! Lige nu, ellers ringer jeg til mor!" Jeg kiggede hen på drengene som sad og kiggede på os fra bordet. "Fint? Hvad vil hun gøre? Købe en billet og komme efter mig?" Hun stilte sig op "Ja?.." Jeg tøvede, jeg havde ikke lyst til at blande vores forældre ind i det, jeg skulle klare det selv. "Fint!" Hope tog nogle af hendes trøjer, og gik ind til hendes værelse og lagde dem på hylden. "HOPE! Tag nu bare hjem?" Jeg gik ind efter hende på værelset. "Nok er vi søskende, og i familie, men du har INGEN ret til at bestemme hvad jeg skal!" Hun fortsatte med at tage tøj fra kufferten. "Hope.. Du skal nok møde drengene på et andet tidspunkt" Jeg pegede på dem "Som om du ikke kan klare at være væk fra dem 3 måneder, hvad tror du ikke Perrie og Danielle går igennem?" Jeg satte mig ned på sofaen og sukkede. "Jeg vil ikke hjem, drengene er noget af det eneste jeg har? Også April, men alle kan KUN lide mig på grund af jeg er en STYLES og jeg kan få kontakt til min bror HARRY som er fra ONE DIRECTION!" Hun kiggede på mig med våde øjne. Drengene begyndte ligeså stille at gå ud af døren da jeg sagde "Ja! uuuh det er så hårdt at folk vil gøre alt for en! Du kan slet ikke klare at være populær!" Jeg kiggede på hende strengt og stillede mig op, og gik helt tæt på hende "Og Hope? Hvordan fik du kontakt til dine 'virkelige' venner? Gennem din bror! Harry Styles fra ONE DIRECTION!" Hun stod helt stille, hun sagde ikke noget, kun den ene tåre der trillede ned af hendes kind viste hvordan hun havde det. Hun kiggede på mig og fældede endnu en tåre "Jamen... Så.. Altså du siger de kun elsker mig fordi de er bedstevenner med dig, og i er i band sammen? Ellers var jeg ikke god nok til at få kontakt med dem?" Hun stod som limet fast til jorden, og flere tåre trillede ned hendes kinder. "Nej... Hope altså!" Jeg gik hen i mod hende, men hun fortsatte bagud hen til bordet. "Nej! Måske skulle jeg bare tage hjem!" Hun fortsatte "Ved du hvad Harry, skrid! Du har fået din vilje, jeg tager hjem. Ikke engang min bror vil have jeg besøger ham" Jeg kiggede på hende, jeg var mundlam, og som sømmet fast til brædderne. "SKRID!" Var det sidste ord jeg hørte fra hende.

 

Liams synsvinkel

 

Harry kom brasende ind i suiten, og fortsatte til hans værelse hvor han smækkede døren efter sig. Ikke engang et hej, og han tøvede ikke på noget tidspunkt. "Noget er galt" Sagde jeg, kiggede på drengene og tog et bid af mit æble "Helt galt" Fortsatte Zayn og kiggede på Niall som om han skulle fortsætte det hele. Louis kiggede på hans mobil, også på os. "Hun er på vej hjem.." Jeg kiggede på beskeden igen og igen. Jeg kunne ikke tage de sidste ord til mig. "Vi kan ikke gøre noget" Sagde Niall og tøvede, han stirrede ned på tæppet. "Forfanden Harry" Sagde jeg stille til mig selv, og gik så mod hans værelse "Det er nok ikke en god idé.." Sagde Louis efter mig, men jeg fortsatte.

 

Hopes synsvinkel

 

Jeg kiggede ud af vinduet i flyet, jeg var begyndt at kunne se Spanien over mig. Jeg sukkede, min sidste sms havde ikke påvirket nogle, måske havde Harry ret. De kunne måske kun lide mig fordi de skulle, og nu var det vidst forbi mellem mig og Louis. Jeg satte noget musik på, og lænede mig tilbage.

 

 

"There's still a little bit of your taste in my mouth

There's still a little bit of you laced with my doubt

It's still a little hard to say, what's going on

There's still a little bit of your ghost, your witness

There's still a little bit of your face i haven't kissed

You step a little closer each day

That i can't say what's going on

Stones taught me to fly

Love taught me to lie

Life taught me to die

So it's not hard to fall

When u flown like a cannonball"

 -Rebekka og Janne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...