Don't tell a lie - 1D

Hope Styles er en normal16 årig by pige som bor i London med hendes familie. Hendes storebror er den berømte Harry Styles, også kendt som 1/5 af One Direction. Hope's fremtids drøm er at blive designer, og da hendes bror giver hende den store mulighed for at designe drengenes gadrobe en uge på deres turné slår hun til. - Men hvad sker der når hun forelsker sig i en af drengene for det berømte band? Når hun slår sig ned i det hårde liv med fester og berømmelser der med tiden stiger hende til hovedet? Mon man overhovedet kan kende den gamle Hope til sidst?

21Likes
99Kommentarer
5208Visninger
AA

18. Let it rain, on a rainy day.

 

Louis synsvinkel

 

Jeg kunne lige nå at se tårene trille ned af Hopes kinder da hun kom løbende forbi os. "Skal jeg?" Jeg kiggede på drengene som alle nikkede stift, men Harry kiggede bare væk. Jeg løb hen og fik fat i min jakke, og det var heldigt jeg havde fat i den for da jeg kom ud styrtede det ned. Jeg kunne næsten ikke se noget da mørket allerede var faldet på, men jeg hørte efter de løbende trin der fortsatte ud i horisonten. "HOPE" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft. Intet svar kun de samme løbende trin der blev lavere og lavere. "HOPE STYLES" Råbte jeg igen imens jeg løb efter lydende. Jeg løb og løb, jeg vidste ikke hvorhen men jeg havde på fornemmelsen hun var i parken. I parken ved søen.

Jeg havde ret. Der var den mørkhåret pige med grønne øjne, røde læber, sort kjole, og nude stilletter. Hun lå nede på jorden og kiggede op på den sorte himle og oplysende måne. "Hope?" Jeg kiggede på hende, og begyndte at gå imod hende. Hun var helt stille så jeg lagde mig bare ned ved siden af hende. "Jeg ødelægger alting, ikke?" Jeg tog hendes hånd, og flettede den ind i min. Hendes ansigt vendte sig om mod mig, og hun kiggede direkte ned på mine læber. Også kyssede vi.

 

Hopes synsvinkel

 

Jeg trak mig væk, og vendte mit hoved op mod månen igen. "Skal vi ikke bare glemme det" Sagde jeg og satte mig op. "Vi har begge været dumme, og vi kan ikke gøre noget ved det andet end at love det ikke sker igen og komme videre" Jeg kiggede på Louis der stadig lå ned. "Aftale!" Svarede han, og et smil bredte sig på begge vores læber. Jeg satte mig oppe på hans mave, og kyssede ham igen.

Efter et par minutter stilte vi os op, jeg tog hans hånd og lænede mig tæt ind til ham. Han var helt varm, og blød. Der var lang vej tilbage til limousinen, men jeg vidste det ikke ville føles som noget når Louis var her, og han var min. Min Boo Bear. Min.

 

Harrys synsvinkel

 

Hvor blev de af? Vi sad alle inde i limousinen og ventede. Alle drengene var faldt i søvn undtagen mig. Jeg ville ikke kunne sove med alle de her tanker inde i mit hoved, jeg var nervøs og bange. Der gik et par minutter, og jeg var lige ved at falde hen da en banken på ruden vækkede mig. Der var de. 

Jeg orkede ikke at diskutere, eller i det hele taget spørge noget. De så ud til at have det meget godt. Hope var allerede faldet i søvn på Louis skød, og han var selv ved at døse hen en smule.

Men det der mest plagede mig var at jeg fandt aldrig ud af hvad der skete den aften, aldrig.

 

 -Rebekka og Janne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...