Don't tell a lie - 1D

Hope Styles er en normal16 årig by pige som bor i London med hendes familie. Hendes storebror er den berømte Harry Styles, også kendt som 1/5 af One Direction. Hope's fremtids drøm er at blive designer, og da hendes bror giver hende den store mulighed for at designe drengenes gadrobe en uge på deres turné slår hun til. - Men hvad sker der når hun forelsker sig i en af drengene for det berømte band? Når hun slår sig ned i det hårde liv med fester og berømmelser der med tiden stiger hende til hovedet? Mon man overhovedet kan kende den gamle Hope til sidst?

21Likes
99Kommentarer
5137Visninger
AA

20. Jealousy is the fear of comparison.

 

Hopes synsvinkel

 

Jeg kiggede på det billede hvor de holdte i hånd, pigen havde halv langt blond hår, som cirka gik til midten af barmen. Hun havde store øjne som var ligeså blå som Nialls. Hun var kun 156 cm høj, ret slank men hun havde former. Hun hed Anita. Hun var Nialls nye pige, dansk, men på ferie i Spanien. Mine øjne blev fugtige. Jeg havde benægtet at der var noget mellem mig og Niall, men det her billede gav mig en ubehaglig følelse inden i. Jalousi.

Jeg var en møgkælling. Jeg havde åbenbart forventet jeg kunne få Louis lige hvor jeg havde ham, og Niall skulle bare være en ekstra. Han måtte ikke date nogle, for jeg skulle være hans selvom jeg datede Louis. Jeg var forfærdelig. Havde jeg forventet at Niall bare skulle være der for mig. Havde jeg troet han bare ville være min back-up? Eller hvad fanden havde jeg tænkt. Jeg rystede på hovedet, og fiskede min mobil op af lommen. Jeg trykkede hårdt på min Iphone så jeg næsten kunne knække skærmen, og trykkede så på send. 

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg læste den samme sætning igennem igen og igen - 'Dejlig pige du har fået dig' - Det var ren ironi, jeg kunne mærke det over hele min krop. Hvad havde Hope egentlig troet, måtte jeg nu ikke date på grund af de rygter der engang gik rundt om Lope Storan? En varme bredte sig alligevel igen min krop, hun gik rundt og vidste hvad jeg lavede, og hun reagerede hvis jeg var sammen med en. For lang tid siden nede ved parken i New York var jeg faldet pladask for hende, fuldstændig forelsket, men der havde hun Louis. De datede ikke ligefrem, troede jeg da, men jeg havde hørt hans sidste ord til hende. - "Når vi ses igen, så lov mig det kun er os to. Kun os" - Og Hope havde givet ham hendes ord.

Jeg prøvede at få aften i parken, sms'en og i det hele taget Hope ud af hovedet, men jeg kunne ikke, og det gik kun ud over min øvning. "Vi tager den igen!" Råbte Harry og gav mig et 'du kan godt, jeg ved et, koncentrere dig' smil. Jeg smilte tilbage, og vi tog sangen om igen. I aften skulle der sparkes røv i Spanien, og det måtte ikke gå galt. Jeg rystede mit hoved og sang verset færdigt. De sad i skabet, næsten. Det var bedre end før, og det måtte jeg bare acceptere, det ville ikke blive ok med Hope i tankerne. En varm hånd tog min arm. "Det var rigtig godt tilsidst, men hvad gik lige igennem dit hovede. Du virkede helt ude af dig selv" Det var Louis. Jeg mærkede skyldfølelsen brede sig fra mit hoved til mine fødder. "Åh bare Anita" Det var mit svar, og han hoppede på den. Denne gang var jeg heldig. Denne gang.

Jeg tog fat i min mobil og tændte den. Nul beskeder. Jeg pustede lettet op. Hvis jeg havde fået flere tankevækkende beskeder fra Hope ville jeg ikke kunne klare det i aften. Jeg nåede at sidde ned på sofaen i et par minutter, jeg nåede at tale med drengene og nyde at jeg ikke havde nogle ubehaglige tanker i mit hoved da min mobil begyndte at vibrere.

Et billede poppede op af en pige med brunt hår, grøn/blå øjne og røde læber. Jeg vidste hvem det var, men svarede ikke før et par tykke sorte blokbogstaver formede navnet -

HOPE

 

 -Rebekka og Janne. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...