Under my skin (One Direction)

"I'll help you through this. I promise." he said, and looked at me with loving eyes.I smiled at him, and looked down at my hands.
"How can you concentrate on me, when you have problems yourself?"
"I know how to protect myself. Now, you're my priority."

Den attenårige Chloe Joy Reynard har gennem mange år haft selvmordstanker. Hun har skåret i sig selv, og gemt sig væk fra hendes voldelige far, og underdanige mor - Bl.a. ved at løbe hjemmefra med hendes trettenårige lillesøster. Da myndighederne endelig bryder ind, tvangsfjerne de Chloe og hendes lillesøster, men når de opdager Chloe Joys tanker, og de adskillige ar på hendes håndled, kommer hun på intensiv afdeling - og bliver revet væk fra alt det hun kender til fordel for konstant overvågning, og besøgstider. Men hvad sker der når hun bliver placeret på samme stue som en skandaløs popstjerne? Vil de komme igennem tiden sammen?

6Likes
4Kommentarer
1550Visninger
AA

2. I have been here many times before

Jeg tog en enkelt gang i dørhåndtaget. Den var åben, hvilket betød at pedellen havde været rundt og låst op. Jeg klemte Sarahs hånd i min, og kiggede hende i øjnene. Hun var sulten, men hun måtte vente til spisefrikvarteret. Hun måtte vente til hendes klasselærer gav hende noget mad. Jeg lænede mig ned, og kyssede hendes pande.

 

"Pas på dig selv i dag, okay?" hviskede jeg. Hun nikkede, og klemte min hånd, før hun tog sin taske fra min hånd, og gik mod bygningen hendes klasse var placeret i. Jeg kiggede efter hende, og først da hun var ude af syne, kunne jeg fortsætte ind til mit eget lokale. Som altid var det tomt da klokken kun var 7:22, men jeg satte mig bare ned, og kiggede op på tavlen. Det var forfærdeligt at komme så tidligt. Ikke fordi jeg var træt, men fordi Olivia og Oliver kom tidligt. Power-tvillingerne, der ikke kunne lade mig være i fred. De havde hver deres hær af undersåtter, både piger og drenge, og til sammen var de forfærdelige. Olivia havde ordenen i sin magt, forstået på den måde at hun kunne såre dig psykisk bare ved at kalde dig et navn. Hun vidste lige hvilke knapper hun skulle trykke på, for at få dig til at bryde sammen. Oliver derimod, havde så mange kræfter, at han snildt kunne dræbe et menneske med sine bare næver. Jeg skælvede ved tanken om hans kolde hænder mod min hals, og hans næve i min allerede ødelagte mave. Det værste han kunne gøre nu, var at ødelægge mit ben endnu mere. Så ville jeg blive nødt til at tage på hospitalet. Jeg kiggede nervøst rundt i det hvide klasselokale, mens mine tænder begyndte at klapre af frygt og kulde. Der gik et øjeblik før døren gik op med et smæk, og de to sorthårede tvillinger kom ind i rummet. Jeg kiggede ned på mine hænder, og forsøgte at gøre mig så lille som mulig. Det havde virket før, men det var fordi de ventede på at deres venner ville komme og hjælpe. Mit hjerte bankede næsten ligeså meget som det havde gjort da min far havde prøvet at overfalde mig i morges. Det ville gøre ondt. 

 

"Der er det lille skravl." sagde Olivia, og sendte mig et nedladende blik. Jeg kiggede fortsat ned på mine foldede hænder, mens jeg betragtede Oliver ud af øjenkrogen. Jeg mærkede hans bevægelser komme nærmere, og nærmer, og det fik mig til at rejse mig. De stoppede begge to, men Olivia kun for et øjeblik.

"Hun er bange." sagde hun med et tilfreds smil på læberne.

"Hun er bange for os. Sikke et kompliment!" sagde hun, og bevægede sig om på siden af mig.

"Du har alt mulig grund til at være bange." hviskede hun  mit øre. Hendes stemme var som en slanges hvislen, og det løb mig koldt ned af ryggen. Hun tog fat i mine arme, og signalerede til Oliver at han skulle komme over og tage imod. Der løb en enkelt tåre ned af min kind, og jeg nærmest skreg af frygt for dem begge. Oliver tog fat der hvor Olivia havde været, og slæbte mig ud af klasselokalet. Jeg kunne ikke gøre noget, da mit forkrøblede ben nærmest skreg af smerte. Jeg var bare helt stille, mens tårerne strømmede ned af mine kinder. De slæbte mig ned af trapperne, ned til kælderummet. Jeg ville ikke skrige. Det ville bare gøre situationen værre, og så ville jeg først få tæsk. Det dryppede ned på min beskidte bluse, og mit hår var limet til mit ansigt. Jeg var rædselslagen, men det sjove ved at gøre mig fortræd, det var at jeg ikke gjorde modstand. Olivia åbnede en dør ind til mørket, og Oliver kastede min spinkle ind i det store rum. Olivia grinede hånligt, og så lukkede de for den sidste lyskilde der var i rummet - den åbne dør. Jeg hørte et klik, og regnede ud at de havde låst døren. Jeg rystede af angst, og jeg havde brug for at få smerten i hele min krop væk. Jeg havde brug for at dø. Jeg satte mig grædende op på alle fire, mens jeg famlede i mørket efter noget skarpt. Noget jeg kunne bruge til at gøre en ende på mig selv. Jeg mærkede noget glat og koldt mod min hånd. Jeg samlede det op, og mærkede rundt i enderne. Pludselig gjorde min finger voldsomt ondt, og jeg gættede på at den var skarp. Jeg satte mig op, og hev op i min bluse for at begynde at skære. Jeg pressede forsigtigt den skarpe ende mod min hofte, og i samme øjeblik fyldte en ny smerte mig. Ikke den normale psykiske smerte, men den her gang en smerte der kun var intens der hvor den blev påført. Jeg åndende lettet op, mens mine tårer strømmede ned af mine røde kinder. Mørket opslugte mig, og jeg var sikker på at jeg aldrig ville komme ud igen. Efter godt ti snit, holdt jeg op. Min krop gjorde nu kun ondt på hoften, og mit hoved var ikke så slemt mere. Jeg var holdt op med at ryste. Jeg rejste mig, og famlede mig igennem mørket, efter døren jeg var kommet ind af. Det første der mødte mig var den kolde stenvæg, og jeg opdagede at jeg piv-frøs. Jeg rystede voldsomt da jeg endelig fandt dørhåndtaget, og tog i det. Det var låst, som jeg havde regnet ud. Nu sprang tårerne igen frem i mine øjne, mens jeg forgæves begyndte at banke på døren ud til gangen.

 

Jeg sad derinde i lidt over to timer. Grædende, mens jeg bankede og råbte på hjælp. Pedellen havde hørt, mig, og lige så snart han åbnede op styrtede jeg ud og løb mod klasselokalet. Min taske stod stadig deroppe, og der lå alle mine ting - min mors gamle taske, hendes armbånd, og hendes halstørklæde. De få ting havde jeg nået at redde, inden min far brændte resten af hendes ting. Jeg løb alt hvad jeg kunne med mit ødelagte ben. Smerten skød op i min krop som om der ikke eksisterede andet, og mine tårer var blevet forvandlet til et vandfald. Jeg skulle væk. Det skulle være nu. Da jeg kom til døren til mit klasselokale, rev jeg den op, tog min taske, og løb ned af trapperne inden min lærer nåede at sige noget. Jeg havde den skarpe ting fra kælderen knuget i min hånd, og den skulle også bruges. Mit løb blev forvandlet til en hurtig gang, da jeg hade forladt skolens område, og jeg gik så hurtigt jeg kunne mod den lille gyde jeg havde siddet i en hel skoledag før. Jeg satte mig ned bag nogen skraldespande, og hev min taske af min ryg. Jeg lagde hovedet i mine hænder, ikke særlig påpasselig med at skære mig selv i fjæset. Jeg endte med at få en lille flænge lige over mit højre øjenbryn, men jeg var ligeglad. Tårerne strømmede ned af min ansigt, og blodet blandede sig med. Min hvide T-shirt var blevet rød-plettet, og jeg begyndte voldsomt at hive efter vejret. Panikkende strammede jeg grebet om den skarpe genstand i min hånd, og skulle lige til at skære min hals over, da det Sarah kom ind i mit hoved. Hun ville være efterladt med min far, og så ville Oliver og Olivia gå efter hende istedet for mig. Jeg rystede på hovedet, og samlede mine tanker. Jeg kunne ikke efterlade hende. Det kunne jeg bare ikke. Jeg smed metalstykket på jorden, og rejste mig. Mit hoved var sikkert fyldt med blod, og min T-shirt var blevet plettet, men det var lige meget. Jeg skulle have noget nyt tøj på, og så skulle jeg gå til myndighederne. De skulle fjerne Sarah. Så kunne jeg forlade hende. Når hun var i sikkerhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...