Under my skin (One Direction)

"I'll help you through this. I promise." he said, and looked at me with loving eyes.I smiled at him, and looked down at my hands.
"How can you concentrate on me, when you have problems yourself?"
"I know how to protect myself. Now, you're my priority."

Den attenårige Chloe Joy Reynard har gennem mange år haft selvmordstanker. Hun har skåret i sig selv, og gemt sig væk fra hendes voldelige far, og underdanige mor - Bl.a. ved at løbe hjemmefra med hendes trettenårige lillesøster. Da myndighederne endelig bryder ind, tvangsfjerne de Chloe og hendes lillesøster, men når de opdager Chloe Joys tanker, og de adskillige ar på hendes håndled, kommer hun på intensiv afdeling - og bliver revet væk fra alt det hun kender til fordel for konstant overvågning, og besøgstider. Men hvad sker der når hun bliver placeret på samme stue som en skandaløs popstjerne? Vil de komme igennem tiden sammen?

6Likes
4Kommentarer
1541Visninger
AA

4. Goodbye

"NEJ!" skreg Sarah, mens hun klyngede sig til stolpen, for ikke at flytte sig. Tårene løb ned af mine kinder, mens jeg kiggede på den besværede lille pige, der lige nu var ved at blive slæbt ud af en mand, omkring min fars alder.

"Pas på hende!" råbte jeg. Min stemme knækkede, men jeg lod som ingen ting, mens jeg forgæves prøvede at tørre alle tåre væk fra mit røde ansigt. Sarah klamrede sig nu til pælen, mens manden hev i hendes ben for at få hende med sig. Jeg kiggede på damen, der stod ved siden af mig, og kiggede på mig med et bedrøvet udtryk. Jeg kiggede på hende, men vendte hurtigt mit blik tilbage på Sarah, der kæmpede stærkt imod. Jeg stod helt magtesløs, bag en glasvæk. Ingenting kunne jeg gøre. Jeg blev bange på Sarahs vegne – virkelig bange. Tvivlen sad stadig i min krop, men jeg prøvede at overbevise mig selv om at det her var det rigtige. Hendes ansigt var drivvådt, og jeg kunne se på hende at hun var ved at give op. Jeg sendte hende et luftkys, mens jeg snøftede.

”Farvel Sarah.” hviskede jeg. Nu kunne jeg ikke klare det mere, og Sarahs skrig blev bare større og større. Jeg vendte mig, for at hun ikke skulle se mig bryde helt sammen. Min grænse var nået. Jeg vendte mig mod damen, og kiggede hende i øjnene.

”Jeg skal nok passe på hende.” sagde hun til mig, og nikkede. Jeg var målløs. Jeg tog mine hænder op foran mit ansigt, for at skjule min mistro. De ville mishandle hende. Ligesom min far gjorde! Vreden byggede sig nu op i mig, som et skjold der omsluttede hele min krop – nu var det nok. Ikke mere klynkeri. Ikke foran de her mennesker – det ville bare gøre dem tilfredse.

”Det har i bare at gøre!” sagde jeg, mens jeg skulede hen til de andre mennesker i rummet, jeg først nu havde opdaget. To mænd og en kvinde. Mændene i uniformer, kvinden i forretningstøj. Jeg kradsede i sårene på mine håndled, for ikke at begynde at ryste med vrede. Nu bredte smerten sig fra mit håndled, og ud i min krop, der fik mig til at skrige.

”Alle sammen! I ødelægger ALT! For en gangs skyld, GØR NOGET ORDENTLIGT!” skreg jeg, mens jeg trampede i jorden. Jeg behøvede slet ikke at prøve at holde tårerne inde – de skulle ikke spildes på de her monstre. Tårerne løb ned af mine kinder. Det her var en dårlig idé. Aldrig, ALDRIG skulle jeg have gjort det! Nu var Sarah væk! For evigt.. Det var helt forkert! Og far ville finde hende.. Det ville han! Han havde fundet mor.

Jeg gik tæt på damen fra skranken.

”I har allerede ødelagt mit liv en gang, lad for guds skyld være med at gøre det igen!” sagde jeg, mens jeg gik helt tæt på hende. Mit ansigt var centimeter fra hendes, mens jeg kradsede hårdere i mine håndled. Smerten var ved at fortage sig, og nu rystede jeg lidt. Hun trådte et skridt tilbage, og det gav mig et lille smil på læben. Hun skulle mærke mine ord, helt ned i tæerne. Det skulle være så ubehageligt for hende som muligt.

”Begå ikke den samme fejl to gange.” sagde jeg, og vendte ryggen til dem alle. De virkede overraskede, men eftertænksomme. Lige som det skulle være. Fuck dem. Fuck det hele. Trampende, forlod jeg rummet – sikkert med mændene og kvinderne i rummet med glasvæggen, undrende, men også lidt bange. Jeg måtte egentlig ikke gå fra rummet. De turde sikkert bare ikke følge efter mig. Mine øjne brændte, og jeg rystede voldsomt i hele kroppen. Det eneste der løb igennem min krop, var stød af sorg, vrede, smerte og sorg.

Deja vu – og selv efter fem år, var smerten lige så stor som den foregående gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...