Under my skin (One Direction)

"I'll help you through this. I promise." he said, and looked at me with loving eyes.I smiled at him, and looked down at my hands.
"How can you concentrate on me, when you have problems yourself?"
"I know how to protect myself. Now, you're my priority."

Den attenårige Chloe Joy Reynard har gennem mange år haft selvmordstanker. Hun har skåret i sig selv, og gemt sig væk fra hendes voldelige far, og underdanige mor - Bl.a. ved at løbe hjemmefra med hendes trettenårige lillesøster. Da myndighederne endelig bryder ind, tvangsfjerne de Chloe og hendes lillesøster, men når de opdager Chloe Joys tanker, og de adskillige ar på hendes håndled, kommer hun på intensiv afdeling - og bliver revet væk fra alt det hun kender til fordel for konstant overvågning, og besøgstider. Men hvad sker der når hun bliver placeret på samme stue som en skandaløs popstjerne? Vil de komme igennem tiden sammen?

6Likes
4Kommentarer
1550Visninger
AA

3. Det ukendte

"Hvad er der sket? Hvor skal vi hen?" spurgte hun. Hun kiggede op og ned af den befolkede gade, men undgik med vilje blikke fra de forbipasserende. Jeg haltede hastigt over de nu våde mursten. Jeg kunne mærke regnen sile ind af mine alt for små sko, men jeg var ligeglad. Det eneste der gjaldt nu var Sarah. Jeg vendte mig om og så på hendes lille ansigt. Hun så forvirret ud, men jeg kunne godt se at hun havde en anelse om hvor vi skulle hen.

"Sarah, hvad end der sker, så elsker jeg dig." fik jeg sagt. Jeg sank en klump inden jeg fortsatte.

"Sæt ingen spørgsmål, gør som de siger! Det er vigtigt. Hvis vi ikke ender sammen, så prøver jeg at finde dig når du er fyldt 18, okay?" jeg fortrød næsten helt, men jeg vidste at det var det rigtige at gøre. En tåre løb ned af hendes kind, og jeg kunne mærke at hun prøvede at holde dem inde.

"Jeg skal nok passe på dig så længe jeg nu kan. Det lover jeg." sagde jeg og pressede hårdt øjnene sammen, for at undgå nogen form for tåre.

"Men hvis jeg en dag ikke er her længere..." hviskede jeg. "Så skal du vide at jeg elsker dig. Led ikke efter mig, eller far, eller nogen anden. Lev dit liv. Lev det godt - det er mit ønske." sagde jeg. Nu løb der en enkelt tåre ned af min røde kind, og den hev lidt blod med sig, da den blev rød. Jeg kyssede hende på panden, og tog hendes hånd i min, mens jeg lige så stille aede den med min tommelfinger. Hun græd nu, men jeg klemte hendes hånd en enkelt gang.

"Vær stærk."

Jeg hev hende langsomt med mig, mod det store skilt der stod "politi" på. Bygningen var hvid, og havde store og meget prominente glas-vinduer. Man kunne se ind til de store kontorer, hvor der var tredive mennesker, eller mere der arbejdede på højtryk. Jeg stillede mig foran den store dør, og tog en dyb indånding. Jeg tørrede de sidste tårer væk fra mit røde ansigt, og gav Sarahs hånd et klem. Jeg kunne mærke at hun tørrede sin næse i sit ærme, og tog en indånding, før vi lige så stille bevægede os ind i den forbudte bygning. Der lugtede stærkt af kaffe derinde. Mit ben forhindrede mig i at gå så hurtigt, men det var okay, for damen bag den store mahogny skranke kiggede ikke op da vi kom ind. Der var nogen stole mod en langside af den ene væg, og nu var det Sarah der trak mig med sig. Vi satte os ned, hånd i hånd, og ventede på at blive lagt mærke til. Jeg kiggede ned af mig selv, og mine øjne stoppede ved de store lyserøde plamager på min hvide T-shirt. Derefter tog jeg mig til hovedet, og prøvede fanatisk at fjerne blodet. Hvorfor havde jeg ikke tænkt mig om? Hvorfor havde jeg bare gået ind? Jeg begyndte at rejse mig for at gå igen, mens jeg håbede at vi ikke var blevet lagt mærke til. Min krop rystede, og Sarah så helt uforstående på mig nu. Jeg hev lidt i hende, og vi begyndte at bevæge os over mod døren. Men det var for sent.

"Kan jeg hjælpe jer?" spurgte den lille dame bag skranken. Hendes brune hår var sat op i en høj knold, og hendes makeup var meget fin, og skarp. Sarah hev i mig, og fik mig på en måde vendt om. Damen gispede da hun så mig. Sarah hev mig over til hende, og stillede mig foran hende. Jeg håbede inderligt at hun ikke lagde mærke til de tårer der flød ned af mit ansigt nu. Jeg bad inderligt til, at hun ikke gad have os, og bare smed os ud. Jeg havde fortrudt. Det var forkert. Hendes øjne bevægede sig op og ned af mig, og det fik mig til at føle mig utilpas. Hun greb telefonen, og skyndte sig at taste et nummer ind.

"Børnemishandlings kontoret?" spurgte hun med lidt panik i stemmen. Der var en mørk stemme der svarede hende, og hun kiggede bekymret på Sarah. Hun lagde på, og rejste sig, for at gå om på den anden side af skranken. Hun var meget lille, men hendes hæle gjorde hende omkring ti centimeter højere. Hun kiggede en enkelt gang til på os, før hun gik om bag os, og fik os til at gå - Gå imod det ukendte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...