I want to be with you forever.

Resume: Den handler om en 16 årig pige, som hedder Claire. Hendes mor flyttede fra hende og hendes far, da hun var 15. Hendes far arbejder meget, da han er manager for One Direction, og derfor er hun meget alene. Hun lider af anoreksi, men ingen ved det. Claire's far vil helst ikke blande arbejde og privat liv sammen, og derfor ser Claire ikke drengene, men pludselig tager hendes liv en drejning, og hendes forhold til hendes far bliver dårligere, men samtidig bliver hendes forhold til en speciel dreng til noget helt særligt.

Det ville betyde rigtig meget, hvis i ville læse den. Det er min første movella, så kom med alt den konstruktive kritik i kan finde på ;-)

8Likes
3Kommentarer
1057Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Vi blev hentet af en hvid limousine, så der kunne være plads til drengene også. Jeg satte ind, og så kørte vi over for at samle drengene op også. De stod alle fem med kufferter og de smilede stort, da de så limousinen. De grinede, og det lød til at de havde det sjovt. Min far steg ud og gjorde tegn til at jeg skulle komme med, men jeg lod som om, at jeg ikke så det og blev siddende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om Harry havde fortalt de andre drenge om vores "date", som jeg spolerede fuldstændig. Så ville de sikkert allesammen synes at jeg var en total taber. Jeg sukkede og tog mine solbriller på, så jeg ikke behøvede at have øjenkontakt med nogen af dem. 

Min far irriterede mig, og det irriterede mig, at han stod derude og prøvede at være ungdommelig, selvom det så ud som om det virkede. Min far åbnede døren for dem, og så kravlede de ellers allesammen ind. De præsenterede sig allesammen og smilede, pånær Harry. Han kiggede bare trist på mig, "Harry" sagde han så og satte sig. Han var tydeligvis såret over, at jeg skredet fra ham. Uheldigvis sad han ved siden af mig, men jeg prøvede så godt jeg kunne, at ignorere ham. Det var en lang køretur, men det var også den eneste køretur vi skulle på, for resten af vores destinationer var i andre lande, og så var den aller sidste i London. Drengene blev ved med at snakke, men pludselig kiggede Harry på mig stedet for at følge med i deres samtale, "Vi bliver nødt til at tale sammen" hviskede han så ingen af de andre hørte det. Jeg nikkede langsomt og vendte hovedet, så jeg kiggede ud af vinduet i stedet for. "Forhelvede, hvorfor er du sådan her?" hviskede han i et vredt toneleje. Jeg vendte hovedet om til ham igen, trak på skulderne og vendte hovedet væk igen. Jeg kunne mærke han blev irriteret, men de andre var begyndt at kigge, så jeg lod som ingenting. Da limousinen endelig holdte foran hotellet, så gik vi allesammen ud. Jeg sørgede for at holde mig i nærheden af min far, for så kunne mig og Harry ikke snakke sammen, eller vi kunne ihvertfald ikke snakke sammen om det der var sket mellem os. Vi fik delt værelser, og jeg fik heldigvis lov til at sove på mit eget værelse. Ved siden af mit værelse sov Louis, Harry og Niall, og ved siden af dem sov Liam og Zayn. Min far og de andre var deres crew sov på nogle værelser på etagen nedenunder, der var nok ikke flere ledige.

Min kuffert stod allerede på mit værelse, da jeg gik ind og smækkede døren efter mig. Køreturen havde gjort mig udmattet, så jeg smed mig i sengen. Jeg overvejede lidt at pakke ud, men vi skulle jo alligevel afsted igen om to dage, så jeg droppede det igen. Pludselig bankede det på døren, og jeg kunne høre Harrys stemme. "Clarie?" sagde han og bankede igen, "Luk nu op". "åh gud" sukkede jeg og rejste mig langsomt fra sengen og gik over og åbnede døren. "Hvad?" sagde jeg i sådan et toneleje, at jeg også selv blev overrasket over hvor irriteret jeg lød. "Må jeg komme ind?" sagde han og smilede sødt til mig, men jeg ignorerede det. Jeg rystede på hovedet, "Nej det er ikke så godt". Så lukkede jeg døren igen, men han nåede lige at sætte sin ene fod imellem, og han var stærkere end mig, så han kom hurtigt ind. Jeg sukkede højt og han grinede lidt af mig. Men jeg blev nødt til at have en hård facade på, for jeg kunne ikke græde over for ham igen, det kunne jeg simpelthen ikke, og nu vidste han også alt for meget om mig. 

"Hvorfor er du sådan her ved mig?" begyndte han, men jeg afbrød ham. "Hvordan er jeg?" spurgte jeg dumt. Han vendte øjne af mig, "Vi havde det så hyggeligt, hvorfor ødelægger du det, ved at være sådan her?". Hans ord ramte mig, for vi havde virkelig haft det hyggeligt, men nu havde han set mig græde og jeg var kommet til at sige en masse ting, som jeg aldrig havde snakket med nogen om før. "Vi kan bare ikke være venner Harry, det går simpelthen ikke" sagde jeg koldt og kiggede ned i jorden, for jeg måtte ikke se ham i øjnene, så ville jeg smelte og bløde alt for meget op. "Hvorfor?" udbrød han, og han lød meget overrasket over det, jeg havde sagt. "Drop nu alle de spørgsmål, Harry" vrissede jeg, "Og vær venlig at gå". 

Resten af aftenen blev jeg på mit værelse og undskyldte mig med, at jeg var træt efter flyveturen, og derfor fik jeg heller ikke aftensmad, hvilket jo også var en rigtig god ting. Næste morgen vågnede jeg klokken 7, og så kunne jeg ikke sove mere. Jeg rejste mig fra sengen og gik ud på den altan, som hørte med til mit værelse. Der var 20 grader, så det var egentlig fint vejr og perfekt til en løbetur, så jeg trak i løbettøjet. Der var ikke rigtig nogen på hotellet endnu, og den eneste person jeg så, var en mand, som sad bare skranken nede i lobbyen. Jeg løb i 40 minutter, og jeg kunne mærke, at jeg var kommet i meget bedre form siden jeg begyndte at løbe. I starten havde jeg kun løbet tre kilometer, men nu var jeg helt oppe at løbe 8 kilometer på 40, hvilket var fint nok. Jeg havde også tabt mig, det sagde vægten ihvertfald, men jeg kunne ikke selv se det. Jeg var 1.68 høj og inden jeg begyndte på min slankekur vejede jeg 57 kilo, og dermed at jeg et bmi på over 20. Selvom alle sagde at jeg var normal vægtig, så vidste jeg jo at de løj. Jeg havde tabt mig 3 kilo, men det var ikke nok, men det var alligevel svært, når min far var der og hele tiden kommenterede hvad jeg spiste og hvad jeg ikke spiste. Jeg hadede ham virkelig. Jeg var tyk og ingen ville give mig lov til at blive tynd, de ville have jeg skulle være grim, klam og tyk. 

Da jeg kom tilbage fra løbeturen var der flere mennesker, men det var ikke mange. Jeg gik op på værelse og tog et bad, hvorefter jeg tog en morgenkåbe på og lagde mig tilbage i sengen og så lidt tv. Klokken 9 bankede min far på døren, "Kommer du ned og spiser morgenmad Claire?" råbte han og bankede lidt højere. Først svarede jeg ham ikke, så han bankede igen. "Kom nu forhelvede Claire" råbte han. Jeg sukkede for mig selv, "kommer" råbte jeg tilbage. Jeg slukkede for tv'et og fandt noget tøj i en kuffert. Jeg tog en stor t-shirt på og nogle sorte bukser, for sort slankede og det havde jeg brug for. Så tog jeg mine lave hvide converse på og satte mit hår i en rodet knold. Da jeg kom halvvejs ned af trappen fandt jeg ud af, at jeg havde glemt at tage make-up på, så jeg gik tilbage og tog lidt mascara, eyeliner og concealer på. 

Da jeg kom ned i lobbyen skulede min far ondt til mig og jeg kiggede undskyldende på ham. "Det var godt at du kunne komme" sagde han sarkastisk og grinede falsk. "Selvfølgelig" vrængede jeg. Jeg var så ligeglad med at de andre var der, for jeg var sur på ham. Jeg var sur på alle omkring mig for tiden, men specielt min far og Harry, men Harry var anderledes end min far, og jeg var ikke sur på ham på samme måde. Faktisk var jeg ikke sur på ham, men jeg blev bare nødt til at sætte en facade op, for ellers ville han knække mig, og så hvis jeg fortalte ham om min far, den personlighed som han havde overfor mig, så ville han enten komme til at hade min far eller også ville han beskylde for mig at lyve, og jeg var nærmest sikker på, at han ville vælge den sidste mulighed. "Tal pænt" sagde han og smilede rundt til de andre for at holde stemningen oppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...