I want to be with you forever.

Resume: Den handler om en 16 årig pige, som hedder Claire. Hendes mor flyttede fra hende og hendes far, da hun var 15. Hendes far arbejder meget, da han er manager for One Direction, og derfor er hun meget alene. Hun lider af anoreksi, men ingen ved det. Claire's far vil helst ikke blande arbejde og privat liv sammen, og derfor ser Claire ikke drengene, men pludselig tager hendes liv en drejning, og hendes forhold til hendes far bliver dårligere, men samtidig bliver hendes forhold til en speciel dreng til noget helt særligt.

Det ville betyde rigtig meget, hvis i ville læse den. Det er min første movella, så kom med alt den konstruktive kritik i kan finde på ;-)

8Likes
3Kommentarer
1053Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Jeg ved ikke hvad der var galt med mig, men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile. Det var som om han havde ændret hele min verden bare ved at kigge på mig, og nu så alting bare lysere ud. Jeg fik fat i min mobil, og så ringede jeg til Kate. "Hej med dig mus, du plejer aldrig at ringe til mig mere? " Hendes stemme var lidt mut, men jeg ignorerede det fuldstændig og begynde at skrige: "Du aner ikke hvem jeg lige har siddet og snakket med". Hun skreg også, og mumlede noget med one direction. Hun vidste godt, at min far ikke ville blande arbejde og privatliv sammen, og at jeg derfor var godt og grundigt træt af at aldrig have mødt drengene, selvom jeg ikke var fan. Vi snakkede i lang tid, og det var næsten ligesom i de gamle dage. Vi havde ikke været så meget sammen efter min mors død, da jeg havde været meget indelukket og cuttet hende rimelig meget af, selvom hun jo bare prøvede at hjælpe mig. Jeg fik lidt dårlig samvittighed overfor hende, men jeg ville ikke ødelægge den gode stemning. "Men jeg bliver altså nødt til at smutte, jeg skal lige have løbet en tur inden min far kommer hjem" sagde jeg og kiggede ud af vinduet. Vejret var bedre end igår, men det var stadigvæk gråt. "Øhhhhhh, er du sikker på det er en god idé?" sagde hun og holdte en lille pause. "Hvad mener du?" sagde jeg tørt, "Jo altså, du løber jo ret meget og du har tabt dig, har du ikke?". "Ej stop dog" svarede jeg, "Men vi ses imorgen i skolen". Jeg lagde på og trak i løbetøjet. Klokken var præcis 15.18, og jeg skulle løbe stærkt, hvis jeg skulle nå min 10 kilometers rute plus et bad bagefter, inden far kom hjem klokken 16.30. 

 

***

Da jeg stod i badet efter min løbetur tænkte jeg på det, som kate havde sagt. "Du løber jo ret meget og du har tabt dig, har du ikke?". Jeg smilede ved tanken, kunne man virkelig se det? Jeg havde gjort så meget for at tabe mig, men jeg synes stadig at jeg lignede en hval. Jeg skruede ned for varmen på vandet, og lod det iskolde vand skylle ned af min krop. Så slukkede jeg og skyndte mig ud. Jeg tog noget undertøj på og kiggede lidt på mig selv i spejlet. Det bulede ud over det hele, og specielt på mine lår. Hvorfor kunne jeg ikke bare være som kate, som kunne spise alt hvad hun ville, men alligevel holde sin fantastiske figur??? Jeg sukkede højlydt og prøvede at holde tårerne inde, men det var forgæves. Jeg tog nogle joggingbukser og en stor trøje på og gik ud i køkkenet. Min mobil lå fremme på bordet, og pludselig vibrerede den. Jeg var hurtigt henne ved den og åbnede beskeden. 

"Hej Claire, det var hyggeligt idag. Skal du noget imorgen? Harry :-)"

Jeg smilede, og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Jeg prøvede at skrive tilbage, men det kom hele tiden til at lyde forkert, og jeg ville ikke ødelægge det her. "Hej Harry. Nej, det skal jeg ikke. Skal vi lave noget? :-)" . Virkede jeg for desperat? En masse tanker fløj rundt i hovedet på mig, da jeg til sidst trykkede send. Men jeg var åbenbart ikke for desperat, for han svarede at han rigtig gerne ville og vi aftale, at vi skulle på cafe imorgen. Jeg var så ubeskrivelig glad, og jeg havde de vildeste sommerfugle i maven. Da min far kom hjem, kunne han tydeligt se på mig, at der var sket noget, men jeg gad ikke fortælle ham om det, for måske ville han ikke have at jeg var sammen med Harry, da han jo havde gjort det meget tydeligt at jeg altså ikke skulle møde dem, fordi han ikke ville blande privatliv sammen med arbejde. Åhh, hvor var det dog tåbelig sagt, når de nu var så søde, eller Harry ihvertfald var. "Gider du hjælpe mig med noget?" råbte far ude fra køkkenet. Han stod i fuld gang med maven, og ved duften af mad knurrede min mave en smule. Jeg tog kartoflerne ud af ovnen og så dækkede jeg bord. Der var tavshed ved bordet, men pludselig sagde han: "Harry var her idag?". "Øhh, ja?" svarede jeg og rodede rundt i min mad. "Snakkede i sammen?" spurgte han og jeg nikkede. "Pigerne falder for ham på stibe, men du skal holde dig væk fra ham, er det forstået?". Jeg havde lyst til at råbe, at han ikke kunne bestemme over mig, men jeg turde ikke. I stedet for nikkede jeg og spiste videre. Der var en akavet tavshed ved bordet, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige overhovedet. Men jeg brød tavsheden. "Tak for mad" sagde jeg og rejste mig, "bliver du ikke og snakker?" han smilede til mig, men jeg var ved at brække mig over hvor falsk det var. Siden mors død havde vi ingenting at snakke om, og han brugt for øvrigt også alt sin tid på de drenge, så han var fuldstændig selv uden om det. "Nej, jeg har lektier" svarede jeg tørt og gik ind på mit værelse. Jeg havde overhoved ingen lektier for, da jeg havde afsluttet min sidste eksamen, men han interresede sig ikke for mit liv, og derfor vidste han ingenting om det. Pludselig bankede det på døren, og jeg kiggede desperat rundt efter et eller andet som lignede lektier, men det endte med, at jeg sad med en bog da han kom ind. "Ingen lektier?" Men jeg svarede ham ikke. "Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget meget vigtigt" begyndte han, og jeg kiggede spørgende på ham, "Drengene skal rundt og spille forskellige steder i forskellige lande her her i sommerferien. Jeg skal med, og derfor bliver jeg desværre også nødt til at tage dig med". Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde, for det virkede simpelthen så mærkeligt det her? Han kunne da ikke lige pludselig ændre mening om at blande privat liv og arbejde sammen?. "Okay, det vil jeg da gerne" svarede jeg, og han kiggede mærkeligt på mig. Han havde nok ikke regnet med at jeg ville sige ja uden overtalelse, men jeg ville så gerne lære Harry og de andre drenge bedre at kende, så det her var den perfekte mulighed. "Godt, vi tager afsted på søndag". På søndag? Det var jo fredag idag?. Jeg smilede ved tanken, det her kunne virkelig blive godt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...