I want to be with you forever.

Resume: Den handler om en 16 årig pige, som hedder Claire. Hendes mor flyttede fra hende og hendes far, da hun var 15. Hendes far arbejder meget, da han er manager for One Direction, og derfor er hun meget alene. Hun lider af anoreksi, men ingen ved det. Claire's far vil helst ikke blande arbejde og privat liv sammen, og derfor ser Claire ikke drengene, men pludselig tager hendes liv en drejning, og hendes forhold til hendes far bliver dårligere, men samtidig bliver hendes forhold til en speciel dreng til noget helt særligt.

Det ville betyde rigtig meget, hvis i ville læse den. Det er min første movella, så kom med alt den konstruktive kritik i kan finde på ;-)

8Likes
3Kommentarer
1061Visninger
AA

2. Kapitel 1.

"Hallo?" råbte jeg, men det eneste der mødte mig var stilheden. Jeg smed min taske ind i garderobeskabet og gik videre ind i lejligheden. På køkkenbordet lå en lille gul seddel, og jeg læste den højt for mig selv. 

"Hej Claire. Jeg er i studiet med drengene. Det bliver nok sent, da vi gerne lige vil have de sidste småting på pladen gjort helt færdigt. Hyg dig så længe. Knus fra far." 

Jeg sukkede højt for mig selv, og bevægede mig hen mod sofaen, hvor jeg smed mig og tændte for tv'et. Det var trejde gang i den her uge, at de lige skulle have det sidste med pladen gjort færdigt, og det var endda kun torsdag. Min mave rumlede, og jeg smilte ved tanken om at jeg kun havde spist morgenmad idag. Det eneste gode der kom ud af, at min far var så meget væk, var at han ikke blandede sig i hvad jeg spise, og at jeg dyrkede meget motion. Jeg gik ind på mit værelse og trak i løbettøjet. Løbeskoene fandt jeg i garderobe skabet ude i gangen, og så låste jeg og tog nøglen i lommen. Jeg løb ned af trapperne og ud i den friske luft. Der var koldere end jeg havde forventet, men jeg måtte vel løbe mig til varmen. Jeg fandt hurtigt et godt tempo, og så gik det ellers der ud af. Jeg var ikke engang halvvejs, da det begyndte at støvregne og efterhånden blev det til meget mere end støvregn. Regnen piskede ned, og jeg måtte finde ly under et stort træ, selvom det var imod mine principper at holde pause på en løbetur. Regnen piskede stadig ned, men jeg manglede kun 3 km - halvdelen af halvdelen, og det kunne jeg godt. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, og der gik ikke lang tid før jeg stod i opgangen til vores lejlighed. Jeg løb op af trapperne, og låste døren op. Min mave rumlede ikke mere, og jeg var træt. Jeg tog et hurtigt bad, og derefter smed jeg mig under min dyne i sofaen. 

Jeg vågnede ved at dør telefonen ringede, og det lød som om, at det var en som var meget ivrig. Jeg gik langsomt hen, og trykkede på knappen, så døren dernede blev åbnet. Så skyndte jeg mig at tage min dyne, og så gik jeg ind på mit værelse. "Du fandt ud af noget med maden ikke? Hvad fik du? ". Jeg svarede ham ikke, men han var også ligeglad. Han begyndte at fortælle om drengene, men pludselig afbrød jeg ham: "Kan du ikke bare lade mig være, så jeg kan sove?". Han sukkede højt, men så gik han. 

 

***

Næste dag da jeg kom hjem fra skole, holdte der en bil udenfor lejligheden, som jeg aldrig havde set før. Jeg tænkte ikke videre over det, men da jeg skulle til at låse døren til lejligheden op, så var den allerede åben. Jeg var ikke klar på det, så jeg væltede nærmest ind af døren. "Fuck" hviskede jeg for mig selv, og kiggede rundt for at se om der var nogen her, og det var der. "øøh hej" sagde en dreng og kløede sig genert i håret. Han smilede sødt, og hans mørkebrune krøllede hår var ikke til at stå for. Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg bare stod og kiggede på ham, men pludselig rømmede han sig. "Jeg kan godt gå, hvis det er?". "Nejnej" svarede jeg hurtigt og smilede, "Hvorfor er du her egentlig?". "Jeg skulle mødes med din far, og han sagde jeg bare kunne gå ind". Jeg smilede forstående til ham og bed mig lidt genert i læben. Jeg stod og snakkede med Harry styles???????  Vi snakkede i lang tid, og man skulle nærmest tro at vi havde kendt hinanden i årevis, for vores samtale stoppede ikke og han fik mig til at føle mig godt tilpas. Men pludselig blev vores samtale afbrudt af dørtelefonen som ringede. Jeg tog den, fandt ud af at det var min far og derefter gav jeg den til Harry. Han snakkede lidt imens han stod og rodede med sit hår. Jeg stod bare og smilede genert ved siden af ham. Så lagde han på, og i nogle sekunder havde vi øjenkontakt. Det var som om hele verden gik i stå, og jeg blev helt varm indeni. "Jeg bliver nødt til at smutte" sagde han og holdte en lille pause, "Men vi kunne måske lave noget en dag........ snart?". Jeg blev helt varm indeni, og skyndte mig at svare. "Ja selvfølgelig, du kan lige få mit nummer". Han smilede taknemmeligt og så gik han. Jeg stod længe og kiggede efter ham. Jeg følte mig helt mærkeligt tilpas, og noget inden i mig længtes allerede efter hans stemme og den måde han fik mig til at føle.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...