Im gonna be yours - 1D

.....

13Likes
40Kommentarer
4999Visninger
AA

36. Et lille bump på vejen (Laura's synsvinkel)

Jeg vågnede ved lyden af nogle stemmer der mumlede bekymret. Jeg slog øjnene op og så Harry og Niall kiggede på mig ud af øjenkrogen, mens de mumlede. ''Shh! Hun er vågen.'' sagde Niall hurtigt. ''Godmorgen! Har du sovet godt?'' spurgte han venligt. ''Ja, helt fint. Må jeg spørge hvad i snakkede om?'' spurgte jeg sødt. Harry spidsede læberne. ''Nej. Det må du faktisk ikke.'' Jeg sukkede og hev dynen af mig. Jeg kunne høre et lille gisp, og jeg vendte mig om mod drengene. ''Hvad er der?'' spurgte jeg. Niall så lidt forlegen ud, men kunne stadig ikke fjerne blikket fra mig. ''Du har bare tabt dig en smule...'' sagde han forsigtigt. ''Det siger du ikke.'' Jeg gik over mod Naja's skab og hev en trøje ud. Jeg kunne stadig mærke deres blikke på mig, så jeg skyndte mig at hive trøjen over hovedet. ''Åh, du er oppe. Dejligt. Der er morgenmad.'' Naja smilede til mig. ''Tak, jeg kommer om lidt.'' Hun smilede og hev drengene med ud.

''Godmorgen.'' Sagde jeg og smilede. Naja's mor smilede til mig. ''Hej, Laura! Hvor er det lang tid siden!'' Jeg gik hen til køleskabet. ''En smule.'' Man kunne ikke andet end at holde af den kvinde. ''Hvor er jeres...'' Naja afbrød mig. ''På midterste hylde.'' Jeg smilte lidt for mig selv. ''Tak.'', ''Så lidt.'' Harry og Niall så en smule forvirret ud. Jeg tog en skål og hældte noget yoghurt op. Jeg satte mig smilende ved siden af Harry. ''Hvad er der?'' spurgte jeg med munden fuld af yoghurt. Harry grinte lidt og rakte mig en serviet. Ups. ''Jeg undrede mig bare over hvorfor du kun skulle sige halvdelen af din sætning før Naja svarede.'' Sagde han med et smil. ''Det er fordi vi kender hinanden så godt.'' Sagde jeg og smilede til Naja. ''Nemlig!'' jeg grinte lidt og begyndte så at spise igen. Jeg lagde mærke til at jeg var den eneste der spiste. ''Skal i ikke have noget?'' spurgte jeg. De grinte lidt. ''Søde ven, vi spiste for flere timer siden.'' Sagde Harry og klappede mig på hovedet. ''Hvorfor vækkede i mig så ikke?'' Harry så lidt utilpas ud. ''Du.. øh trængte vist til lidt alene tid.'' Sagde Niall. Jeg så forvirret på ham. ''Du græd. Åbenbart i søvne.'' 

Der var en lidt trykket stemning. Jeg kunne ikke lade være med at blive irriteret på mig selv. Hvorfor var jeg så svag? Jeg skulle bare være blevet væk og have haft ondt af mig selv uden, at fortælle Naja eller drengene noget. En forfærdelig tanke slog ned i mig. ''I har ikke sagt det til Zayn, vel?'' Naja undgik mit blik. Pis! ''Så bare vær sød at sige at Liam og Louis ikke ved det!'' Jeg kiggede hen på Harry, som bare så blidt på mig. ''Argh!'' Jeg rejste mig op så stolen væltede med et brag. Jeg skyndte mig bare ud fra køkkenet. Jeg kunne slet ikke klare det lige nu. Jeg satte mig på gulvet med ryggen op ad væggen og holdt stramt om mig selv. Jeg ville ikke græde! Jeg måtte ikke! Der var en der satte sig ved siden af mig, men jeg vendte bare hovedet den anden vej. ''Det må du altså undskylde.'' Jeg genkendte med det samme Harry's stemme. ''Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre.'' Jeg rystede bare på hovedet og nægtede at se på ham. ''Er du okay?'' spurgte han. Jeg skulle til at sige noget, da jeg til min egen overraskelse rystede på hovedet. Harry trak mig hurtigt ind til sig. 

Jeg ved ikke hvor lang tid vi sad der, men jeg havde ikke lyst til at rykke mig. Jeg havde ikke lyst til andet end at blive siddende i Harry's favn, men sådan skulle det jo ikke være. Pludselig blev døren revet op og min far stod og stirrede vredt på mig og Harry. ''Hvor fuck har du været? Jeg har ringet til dig, de sidste tolv timer!'' Skreg han. Harry så forfærdet på ham. Jeg trak mig væk og rejste mig op. ''Hvor tror du?'' svarede jeg flabet. ''Du skal ikke snakke sådan til mig!'' Han råbte mig lige op i ansigtet og det sårede mig. Meget. ''Jeg snakker som jeg vil! Og hvorfor interesserer du dig overhovedet for det? Du lytter jo ikke når jeg snakker!'' Jeg råbte også selv af ham. Naja, Niall, Harry og Naja's mor stirrede på os. ''Er du klar over hvor bekymret vi var?'' han råbte stadig. Jeg fnøs hånligt. ''Bekymret! Ha! Det er da årets joke!'' Jeg spyttede nærmest ordene ud. ''Hvornår lagde du mærke til det? Da din 'ven' var gået? Fordi nu havde du jo endelig tid til at skælde mig ud igen og fortælle mig at jeg ikke er god nok! Hva? Var det bare det du ville? For så kan du godt skride igen!'' Harry lagde en arm om mig. Far tog hårdt fat i min arm og hev mig til sig. ''Du skal fandme ikke rører min datter!'' Lige der slog det klik for mig. Han skulle fandme ikke råbe af Harry. Han kunne råbe alt det han ville, men han skulle fandme ikke lade det gå ud over Harry! ''Hey!'' råbte jeg højt og far kiggede bare surt på mig. ''Du skal fandme ikke råbe af Harry! Du skal bare lukke røven!'' 

Før jeg vidste af det hamrede jeg min knytnæve ind i ansigtet på ham. ''Laura!'' var der en der gispede. Jeg vidste ikke hvem og jeg var ligeglad. Han skulle ikke røre Harry. Han lå på gulvet og spyttede lidt blod ud, før han rejste sig med et ondt blik på mig. Han så på mig med et blik fyld af afsky. ''Fint! Så kan du også bare blive her, hvis det er det du gerne vil din lille luder! Du skal bare ikke komme til mig, når han skrotter dig. Så kan du fandme få lov til at bo på gaden!'' Jeg så bare på ham med et ondt ansigt udtryk. ''Fint. Så længe jeg slipper for at se på dit grimme fjæs!'' Han sendte mig et ondt blik og gik. Jeg tog mig til hovedet og satte mig hurtigt ned igen. ''Det er jeg altså ked af. Det var ikke meningen at i skulle se mig sådan.'' Jeg lagde stramt armene om mig selv igen. Jeg kunne mærke raseriet pumpe rundt i min krop. Det var faktisk rart. Jeg havde det faktisk godt med at have slået ham. Men lige under alt raseriet, var sorgen og den var klar til at bryde ud. Harry satte sig på hug foran mig.

Han smilede skævt. ''Du havde ikke behøvet at forsvarer mig.'' Jeg kiggede lidt rundt, ville helst ikke kigge ham i øjnene for så ville jeg bare begynde at græde. Jeg lagde mærke til at de andre var forsvundet. Han tog blidt fat om hagen på mig og tvang mig til at se ham i øjnene. ''Jo, han skal altså ikke lade sin vrede gå udover dig. Det er jo mig, han er sur på.'' Han trak mig hurtigt ind til sig. ''Det er vist en underdrivelse.'' Sagde han lavt. Harry hev mig op at stå og kiggede på med et kærligt blik. ''Hvad er der?'' spurgte jeg. ''Ikke noget. Jeg havde bare ikke troet at du ville forsvarer mig så...'' Jeg grinede lidt. ''Voldsomt?'' spurgte jeg. Han nikkede og kiggede mig dybt i øjnene. Han lænede sig langsomt frem mod mig. Da hans læber strejfede mine fik jeg det virkelig dårligt med mig selv. Hvordan kunne jeg? Harry var Zayn's bedste ven! Men han var jo ligeglad med mig, så burde jeg egentlig ikke også være ligeglad med ham? Harry trak sig lidt væk. ''Det må du altså undskylde. Jeg skulle ikke have kysset dig. Jeg ved jo godt, du stadig kan lide Zayn. Fuck! Det må du altså undskylde!'' Jeg smilede lidt. ''Du skal ikke undskylde Harry.'' Han så lidt forvirret på mig. Jeg besluttede mig for at vise det, i stedet for at sige det. Jeg hev hans hoved ned til mit og pressede mine læber hårdt mod hans. Jeg følte stadig at jeg svigtede Zayn, men følelsen af Harry's læber mod mine overskyggede alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...