Im gonna be yours - 1D

.....

14Likes
40Kommentarer
5177Visninger
AA

30. En længsel som ikke kan beskrives (Naja's synsvinkel)

Jeg satte mig på min plads. Jeg anede ikke hvor Laura var. Jeg kiggede ud ad vinduet og spændte sikkerheds selen da den mekaniske stemme lød: ''Afrejse, spænd sikkerhædsbælterne.'' Flyet kørte hurtig hen over banen og lettede. Jeg kunne mærke tårene presse på. Han var væk, om en times tid ville han være flere kilometer væk. Jeg gav slip på tårene og lod dem løbe. Vi var kommet op i den højde hvor man godt måtte gå rundt i flyet. En hånd lagde sig på min skulder. Laura. Jeg kiggede op på hende, tårene løb stadig selvom jeg prøvede at holde dem inde. ''Laura,'' hviskede jeg, ''han er væk, det er slut. Jeg skal aldrig se ham igen.'' Jeg begyndte at græde for alvor. Hun agede mig på ryggen. ''Det er okay,'' sagde hun, ''der kommer andre fyre, det lover jeg. Du skal nok finde en anden...'' , ''En anden, ja,'' sagde jeg, ''en anden er ikke Niall. Jeg dropper bare fyre forevigt! Det er slut! Jeg skal aldrig mere snakke til en fyr igen! Aldrig!'' , ''Jo,'' sagde Laura, ''det skal du da i hvertfald!'' Jeg rystede på hovedet og gemte ansigtet i hænderne. ''Jeg vil ikke mere!'' sagde jeg, ''jeg vil ikke leve mere!'' Jeg vidste godt at min reaktion var rimlig kraftig, men det hele virkede bare så håbløst. ''Stop det der!'' sagde Laura, ''stop med at være så hård ved dig selv! Det er jo altså ikke jordens undergang det her!'' Jeg nikkede bare. ''Jo, det er!'' sagde jeg. Pludselig kunne jeg mærke en varm hånd på min anden skulder. William. Jeg kiggede forvirret op på ham. ''Hvad i al...'' sagde jeg og tørrede mine tåre væk, ''hvad fanden laver du her?'' Han smilede lidt. ''På vej hjem,'' sagde han, ''var lige på ferie...'' Jeg nikkede. ''Er du okay?'' spurgte han, ''du virker lidt nede...'' Jeg nikkede. ''Ja,'' sagde jeg, ''det er okay...'' Nok den største løgn jeg nogen sinde havde stukket nogen. ''Hey,'' sagde han, da en tåre trillede ned af min ene kind, ''du er jo ikke okay?'' Jeg rystede på hovedet. ''Hvad er der sket?'' spurgte han. ''Lang historie.'' sagde jeg og kiggede væk. Jeg havde været sammen med William for noget tid siden og det var bare gået totalt galt. Vi var blevet uvenner og han havde kastet en flaske efter mig. En øl flaske, han havde været til fest hos nogle venner og havde kysset med en eller anden billig tøs. Jeg var ikke sur på ham eller noget, jeg ville bare heller ikke tilgive ham. Laura vidste ikke hvem han var, hun kiggede spørgende på mig.

''Vil du med hjem eller noget?'' spurgte William, da vi endelig var kommet ud af flyet. ''Glem det.'' Sagde jeg og rystede på hovedet. Han fik mig ikke til at have det bedere. Laura var gået på toilettet. Lige pludselig pressede han sine læber mod mine. Jeg ville kæmpe imod, men han holdt mig fast. De der læber var bare så bløde, pludselig huskede jeg hvorfor jeg var sammen med ham dengang. Han havde elsket mig for den jeg var, han havde fået mig til at glemme alt. Alle mine problemer. Jeg forsøgte at trække mig fri fra hans greb, men William havde altid været stærk. Laura tog hårdt fat i mig og trak mig væk. ''HVAD FANDEN LAVER DU?'' råbte hun, ''Hvad sker der for dig, Naja?'' Jeg rystede på hovedet. ''Jeg prøvede virkelig at komme fri!'' sagde jeg, ''det var ham der... AARGH!'' Jeg løb ud og ned til busstoppestedet. William og Laura stod ligepludselig ved siden af mig. De skændtes højlydt. William forsøgte at tage min hånd, men jeg trak den til mig. ''Gider du lige?'' spurgte jeg, ''jeg er lige fløjet væk fra selveste Niall Horan, som elsker mig og alt muligt! Du er bare så pisse klam! Skrid så!'' William så overrasket på mig. ''Så du er luderen?'' sagde han, ''hende som Niall Horan har...'' , ''Luk røven, William!'' skreg jeg, ''fuck dig! Forsvind! Jeg vil ikke se på dig mere!'' Han kiggede lidt på mig og gik så. Jeg sukkede tungt. ''Hvorfor ved alle bare det der?'' sagde jeg fustrerret, Laura trak på skuldrene. ''Har du overvejet at give det lov til at være der?'' spurgte hun, ''har du overvejet at det måske er ligemeget om hele verden kender jeres kærlighed til hinanden? Har du overvejet at det måske ligefrem er godt?'' Jeg kiggede vredt på hende. ''Kunne du ikke havde sagt det for flere kilometer siden?'' spurgte jeg, Laura så skræmt ud, hun trådte et par skridt tilbage. ''Rolig nu...'' sagde hun, ''det er jo ikke min skyld at....'' Bussen kom. Vi stej ind. ''Det er jo forsent nu...'' sagde jeg, ''at vende tilbage.'' Hun trak på skuldrene. ''Hvis han elsker dig,'' sagde hun, ''kommer han selv tilbage.'' Hvorfor var hun så klog idag?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...