De Faldne Dhampirer

Luce er 16 år og har levet hos sin plejemor, Diana, i 12 år. Dog betragter hun Diana som sin ægte mor da hun ikke kender sin biologiske mor. Luce mistede hendes far forrige år i en bilulykke. Det ændrede alt. Hun kender intet til sin fortid. Ikke engang at hun er adopteret. Men det hele ændrer sig den dag hun møder Valdraco. Diana er blevet særligt udvalgt til at passe Luce, lige så er Shay – hendes liv vogter. Shay ved udmærket godt hvor betydningsfuld Luce er for hele befolkningen, at hun kan være grunden til at Dhampirerne kan ”falde”. Men kærligheden gjorde dem begge blind. En af dem blev nødt til at ofre sig. Men hvem?

13Likes
9Kommentarer
1866Visninger
AA

4. Kapitel 1 - del 2.

Vi ringede på og en høj blond fyr åbnede døren. "Ariana!" han omfavnede hende mens hele han ansigt smilede. I starten havde han overset mig, men lige så snart han var færdig med at omfavne hende, viste han endelig lidt mere "interesse" for mig. Han løftede brynet. "Navn?" "Lucinda, men bare kald mig Luce." Han smilede atter: "fedt navn! Mit er Bundgaard. Sune Bundgaard." Han blinkede. Jeg elskede hans gode humør, det fik også mig i et godt humør. "Dit er også fedt" jeg smilede og strøg mit pandehår tilbage. Det var så irriterende langt, og sort. Sådan en kedelig farve. Han gav mig en high-five og så gik Ariana og jeg ind. Der var en flot hvid gang, med en mase dekoration og gulvtæppet havde en masse mønstre. Fascinerende. Jeg har altid fundet det interessant at se på sådanne ting. Min hobby, åbenbart. Forenden af gangen var der en dør. Døren førte til stuen. Stuen var stor, næsten lige så dekoreret som gangen, men lidt mere gammeldags. Der var en okay stor liggestol som sad med ryggen til mig, og det samme gjorde drengen der lå på liggestolen. Han lå og spillede på guitar. Det lød ufattelig smukt. Jeg forsvandt i min egen verden i et stykke tid, i hvert fald indtil ham drengen der tidligere havde ligget på stolen stod foran mig. Det gav et sæt i mig da jeg så ham. Han så langt anderledes ud end jeg havde regnet med. Mere muskuløs i hvert fald, og hans øjne var... Wow. Han havde et firkantet kæbeparti og så flotte øjne, i den grad også nogle lange brune øjenvipper, sådan nogle vi piger, ville dø for. Uden jeg overhovedet havde lagt mærke til det stod jeg med åben mund. Han satte pegefingeren blidt på min hage mens han sagde: "Luk munden, der er fluer." "Årh undskyld." Jeg kiggede ned i gulvet og blev rød i hovedet. Han fniste mens han smilede. "Shay" sagde han. Jeg stirrede på hans hånd et stykke tid, indtil jeg tog mig sammen og tog fat i hans hånd. Jeg gav det et lille klem. "Lucinda." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...