On the road, 1D

Mirinda er en 18årig dansker, hun er lige blevet student, da hendes mor dør i en bilulykke. Mirinda har altid haft en længsel om at se verden, og da hendes mor dør beslutter hun sig for at komme videre efter hendes mors død ved at rejse ud af landet. Hvad sker der når Mirinda står på egen hånd i udlandet,

8Likes
3Kommentarer
878Visninger

2. 2.

Da jeg igen kom ind på restauranten så Natalie på mig med et blik der sagde 'helt ærligt', jeg kiggede ned i jorden, vores bord lå bagerst i restauranten så jeg satte farten lidt op. jeg var dybt koncentreret om at skynde mig ned til Natalie, samt omtåget af alle de tanker der fløj gennem mit hoved, og lagde slet ikke mærke til at en af drengene fra den store gruppe var ved at rejse sig. Lige som jeg passerede ham, skubbede han stolen ud, og den ramte lige ind i siden på mig. jeg ramlede ind i nogle stole og et bord der stod til den anden side og endte til sidst på gulvet, i nogle sekunder var der helt stille mens jeg lå bare og ømmede mig.

Mens jeg lå der og ømmede mig, kunne jeg pludselig mærke en hånd på min skulder, jeg vendte mig rolig og kunne se en lyshåret dreng. Hans mund bevægede sig mens han så på mig, men jeg kunne ikke rigtig hører, hvad han sagde. Nu så han på de andre og så på mig igen, og sagde noget på engelsk, jeg fik med lidt kvaler sat mig op og kiggede rundt. Natalie og en hel masse andre stod og kiggede på mig, jeg kiggede rundt og så på en masse bekymrede ansigter, da det gik op for mig at jeg stadig ikke havde sagt noget. Jeg så på Natalie og bad hende hjælpe mig op, da jeg rejste mig kunne jeg mærke en smerte der veg gennem min venstre fod, jeg var lige ved at knække sammen, men Natalie holdte godt fast. Da jeg kiggede op og så at de alle stirrede på mig og sagde så "jeg har det fint," og supplerede med "hvem er den idiot der prøver at slå mig ihjel?" de kiggede bare endnu mere mærkeligt på mig. Det gik op for mig at jeg snakkede dansk og sagde så på engelsk "jeg har det fint", vendte mig mod Natalie og spurgte og vi skulle komme videre, hun kiggede skeptisk på mig men nikkede så. 

Da vi omsider var kommet ud i den friske luft, stoppede Natalie op og kiggede på mig "hvordan har vi det så i virkeligheden?" spurgte hun mig med et smil på læben, jeg grinte kort og nikkede mod en bænk tæt på, vi satte os og jeg tog mig til foden. "min fod gør ondt" sagde jeg stille, "lad mig se" sagde hun, først tøvede jeg men tilsidst fik hun lov at se på den, hun undersøgte den, ja man skulle næsten tro at hun allerede var uddannet. Til sidst sagde hun bare "vi bør nok få dig undersøgt", jeg rystede på hovedet, men hun havde allerede prajet en taxi. Da vi satte os i bilen begyndte hun at grine, da jeg kiggede mærkeligt på hende, prøvede hun at sige noget, men hun grinte allerede for voldsomt. efter flere minutter sagde hun endelig "det så bare såå sjovt ud." jeg så på hende med et såret blik, jeg havde lige slået mig, fordi en eller andet fyr, der tror han er mega sej prøvede at slå mig ihjel, hvordan kunne hun sidde og grine sådan af det?

Da vi ankom til hospitalet så hun afventende på mig, jeg stak chaufføren en krøllet sedl, mens jeg kiggede uforstående på hende. "hører du overhovedet efter?" jeg rystede på hovedet "nå" sagde hun så, efter lidt tid sagde hun tænkende "men de var nu ret lækre, de drenge der prøvede at slå dig ihjel" det sidste sagde hun med et grin på læben, haha hvor var hun sjov. Jeg havde slet ikke tænkt på dem som lækre, de havde bare irriteret mig grusomt. Jeg kiggede uforstående på hende "ej det mener du ikke, det er da de lækreste fyre jeg har set i paris, jeg tror de er fra england, så vidt jeg kunne høre." jeg kiggede bare mere uforstående på hende, havde de overhovedet sagt noget? det mindes jeg ihvertfald ikke, hun grinte bare af mig og sagde så "ham med krøllerne var vildt charmerede." jeg sad stadig og kiggede på hende, jeg havde ikke lyst til at snakke og lækre og charmerende fyre der prøvede at slå mig ihjel.

"det var min far der ringede" sagde jeg så, Natalie så rigtig forvirret på mig, jeg tror ikke lige hun forstod  mit emneskift. "Havde han noget interesant at sige" spurgte hun så, "tja, jeg skal besøge ham og kathrin i september." "jeg troede først at du ville arbejde, og så tage til london efter nogle måneder" "ja, ja det var også planen at jeg først ville tage der hjem til jul, men så... men så fandt jeg ligesom ud af at jeg skal være storesøster, ihvertfald halvt." Natalie hvinede og klappede i hænderne " ej fedt, du skal være storesøster, er du slet ikke glad" jeg kiggede på hende, jeg måtte se ret bedrøvet ud. Glad, nej jeg følte mig ikke glad, jeg var irriteret. "nej ikke rigtigt, det kommer også som et kæmpe chok, måske skal jeg bare vende mig til tanken" sagde jeg roligt. Jeg tror ikke rigtigt Natalie forstod mig, hun havde massere af små søskende 3 eller 4 tror jeg nok, jeg havde altid været enebarn, og brød mig egentlig ikke rigtig om børn, og så er jeg 19, lidt sent at få små søskende syntes jeg. Mine tanker blev afbrudt af en sygeplejerske der råbte mit navn. 

undersøgelsen var færdig og vi sad i en taxi. Min fod var forstuet, jeg havde fået sådan nogle elastik forbindinger jeg skulle gå med, jeg så på Natalie "hmm vi kan vist ikke nå at komme i eiffeltårnet" sagde jeg trist. "det gør ikke så meget, så har jeg en god grund til at komme tilbage, og du har stadig god tid til at tjekke det ud" hun smilede, og da hun så mit blik grinte hun stille, hvordan kan hun være så evigt positiv? "nu til min overraskelse" sagde hun, jeg så forventningsfuld på hende, jeg ville gerne mundtres op. Taxien stoppede på en gade lidt fra centrum, men der var ikke noget specielt at se, jeg kneb mine øjne sammen og så på Natalie "hvad skal vi Natalie?" "okay, kan du huske da vi var i Berlin" jeg nikkede svagt, det var jo ikke mere end 2 og en halv måned siden "der var det her mega fede sted, hvor man spiser i mørke, men det var dyrt og der var lang venteliste, og jeg kunne ikke bære at vi ikke fik oplevet det, så jeg undersøgte det imens vi var i berlin, og der er også en her" jeg tror mine øjne var blevet rigtig store, for hun begyndte at grine. stedet lå inde bagved i en gyde, og det så ret privat, og ukendt ud. 

Natalie og jeg havde haft en helt fantastisk aften, det var virkelig en speciel oplevelse at spise i mørke, jeg hved ikke hvor mange gange jeg ramte ved siden af min mund, jeg så hel tosset ud da vi kom ud der fra. Vi havde haft det vildt sjovt, og fået snakket alle vores gode minder fra turen igennem. jeg faldt i søvn med et smil på læben. 

Jeg vågnede dagen efter med en smule hovedpine og meget bedrøvet, Natalie skulle hjem idag. jeg vendte mig og så at hun ikke lå i hendes seng, hun var heller ikke på badeværelset, var hun taget afsted uden at sige farvel. Jeg trak en tshirt ned over hovedet og trak i nogle shorts, og stormede mod døren, der blev åbnet samme øjeblik jeg tog fat i håndtaget, døren ramte mig lige på næsen. Natalie kiggede forskrækket på mig og grinte lidt "vi er nok lidt uheldige for tiden, hva?" jeg nikkede og tog hånden op til næsen, av jeg havde blodnæse. "kom" sagde Natalie og trak mig ind på badeværelset, hun tog noget papir og begyndte at tørre blodet væk. "hvad skal je dog gøre uden dig?" sagde jeg så pludseligt at det kom helt bag på mig selv, Natalie grinte bare svagt. "du finder dig en super lækker og dejlig fyr, der adlyder dit mindste vink, og" jeg stoppede hende "nej, så tror jeg godt jeg kan klare mig selv" hun grinte bare endnu mere. Nej jeg havde ikke brug for nogen fyr, jeg var en selvstændig kvinde, fyre ødelægger bare det hele. Det ville også blive for svært at udforske verden, hvis man havde en kæreste et eller andet sted. 

tre timer senere stod vi i lufthavenen, ej det her er bare det sidste jeg ville. jeg hader at sige farvel, endnu mere hader jeg det når man ikke får chancen for at sige farvel, som med min mor. "Pas godt på dig selv" sagde Natalie så "i lige måde, jeg kommer til at savne dig!" "og jeg kommer til at savne dig" "Mirinda jeg skal gå nu" jeg nikkede blot krammede Natalie endnu engang, kyssede hende på kinden. Efter et stykke tid gav jeg slip, hun begyndte at gå, lige inden hun gik ud af syne vendte hun sig og vinkede, og jeg vinkede tilbage. Nu var jeg alene i Paris, det er jo vildt. 

Da jeg haltede hen mod døren, prøvede jeg at beslutte mig for om jeg ville tage en taxi eller bus tilbage til centrum. imens jeg gik der midt i mine tanker så jeg noget der lagde på gulvet, det lignede et par rayban solbriller. Da jeg bukkede mig ned for at samle dem op stødte jeg hovedet ind i noget eller nærmer noget. jeg tog mig til hovedet mens jeg kiggede op. Det var en af dem fra restauranten, ham med krøllerne, ej nu bliver jeg seriøst bange for om de ville slå mig ihjel. Hvilket jeg også sagde "det er godt nok creepy det her, nu bliver jeg da først bange for, om i vil slå mig ihjel." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...