On the road, 1D

Mirinda er en 18årig dansker, hun er lige blevet student, da hendes mor dør i en bilulykke. Mirinda har altid haft en længsel om at se verden, og da hendes mor dør beslutter hun sig for at komme videre efter hendes mors død ved at rejse ud af landet. Hvad sker der når Mirinda står på egen hånd i udlandet,

8Likes
3Kommentarer
889Visninger

1. 1.

 

Who let the dogs out

(woof, woof, woof, woof,

woof, woof, woof, woof,

woof, woof, woof, woof, 

woof, woof, woof, woof)

 

Jeg kan hørte Natalie vende sig, jeg tror hun slukkede for alarmen, lækkert så kunne jeg sove videre. "Mirinda vi skal op" lød det fra Natalie, da jeg vendte mig kunne jeg se at hun allerede var i tøjet. Jeg tvang mig selv op at side, "Mirinda hvis vi skal nå alt det vi har planlagt, skal du altså ud af fjerene." jeg rejste mig mod min vilje, jeg fik vidst lidt for meget igår, Natalie og jeg havde fejret at hun var kommet ind på medicin studiet. Natalie har altid ville være læge, i værtfald så lang tid jeg har kendt hende, det vil sige at de sidste tre år, vi havde samme linje på gymnasiet, hun er bare meget bedre til det der med skole, hvilket jeg altid har haft lidt problemer med.

Efter 20 minutter var jeg klar, et hurtigt bad gjorde underværker, jeg valgte nogle sorte shorts og en hvid top, det er alt for varmt til at gøre en helt masse ud af sig selv. "så er jeg klar, hvor skal vi starte?"spurgte jeg Natalie, hun så op mens hun grinte svagt "er du sikker på du er klar?" spurgte hun og grinte, da jeg så ned begyndte jeg at rødme svagt, hmm en rød bh og en hvid top fungere nok ikke så godt, mens jeg skiftede gennemgik Natalie dagens program. "Vi starter dagen med shopping, efter middag tager vi i eiffeltårnet, og så har jeg en overraskelse bagefter" jeg kiggede skeptisk på Natalie, hun kan finde på nogen ret mærkelige ting, men det kan jeg jo også. Natalie og jeg havde været ude på noget af en roadtrip eller hvad man kalder det, i morgen er der gået 3 måneder og Natalie tager hjem, hun skal jo starte på uni i august. Hvis bare hun kunne blive til august er ovre, så jeg ikke skal være alene på årsdagen.

Min mor døde sidste år i august, og jeg vil helst ikke være alene på dagen. Det sidste år var der sket utrolig meget i mit liv jeg kan næsten ikke rumme det, tænk at min mor skulle dø to måneder efter jeg blev student. Jeg hved hvor stolt og glad hun var. Det er  så uretfærdig at mennesker som hende skal dø, vi har altid haft et utroligt tæt forhold, jeg har altid vidst at jeg kunne komme til hende. Min far og mor blev skilt da jeg var syv, han flyttede tilbage til london efter skilsmissen, så jeg har kun set ham i ferier, så min mor er altså den eneste jeg rigtig havde, da de aldrig fik flere børn. Efter min mors død vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv, de første par måneder følte jeg mig så alene, selvom mine veninder fra gymnasiet gjorde alt for mig. Jeg havde et fuldtids job men følte egentlig bare at det hele gik i ring, dagene var så ens, huset og byen mindede mig så meget om mor.

Til sidst måtte jeg bare komme væk, jeg havde efter hånden tjent en del, og jeg kunne sælge huset, da jeg luftede ideen for Natalie og de andre, så de alle meget bekymrede på mig, Sarah mente at det kunne være godt for mig, Nanna så bare bekymret på mig mens hun gjorde udtryk for at det var en meget dårlig ide. Efter pigerne havde siddet og kigget på mig i en halv time, jeg havde selvfølgelig gennemgået min plan, jeg ville starte med at tage toget til Berlin, Frankfurt og München, derefter ville jeg tage til Italien og opleve Venedig, Firenze og Rom, derefter spanien, derefter Frankrig, og så London. De så alle på mig og det var tydeligt at de fandt det interesant, men Nanna så bekymret på mig "det er farligt at rejse alene" sagde hun, jeg trak på skyldrene, "jeg skal nok tage med hende, ihvertfald til vi når Paris" udbrød Natalie så, og sådan blev det så.  Da huset var solgt drog vi mod tyskland og vores rejse begyndte. 

"Mirinda, Mirinda" jeg kom hurtigt til mig selv, jeg var virkelig langt væk i mine tanke og havde slet ikke lagt mærke til at vi nu stod i et kæmpe center. "Mirinda" sagde Natalie igen. Jeg så op og rømmede mig "sorry Natalie jeg var bare langt væk i mine tanker.""hmm, h&m eller Zara?" spurgte hun, "helt klart Zara" svarede jeg. Vi gik ind i den største Zara, jeg nogen sinde har set, det var virkelig vildt. Efter 45 minutter kom vi ud igen og havde begge en stor pose med ud, først nu gik det op for mig hvor stort Centret egentlig var. Jeg snurrede rundt mens jeg kiggede op, 5 etager WOW, jeg hvinede og råbte "jeg er i himlen", Natalie grinte højt af mig hvilket smittede, så det endte med at vi stod og grinte hysterisk. Da jeg endelig havde fået vejret igen, sagde jeg "jeg kommer nu altså til at savne dig sindsygt meget," hun så bare på mig med sorgmodige øjne og trak mig ind i et kram. 

Vi hyggede os virkelig, Natalie og jeg. Da klokken blev 2 og vi ikke havde nået halvdelen af centret, besluttede vi os for at finde et sted at spise, inden vi ville se eiffeltårnet. vi fandt en lille restaurant, den så lidt dyr ud, men den var hyggelig og så var det jo sidste dag jeg havde Natalie hos mig, så det gjorde ikke så meget. mens vi sad og spiste kom der en stor gruppe grinene ind, det vil sige de var 8 mennesker 6 drenge og 2 piger, den ene af 'drengene' var nok i 30erne mens de andre var omkring 20. Jeg kiggede på dem, mens jeg løftede et øjenbryn, de så lidt bekendte ud, hmm det er sikkert et eller andet kendt fransk band eller så noget. Natalie kiggede mærkeligt på mig, da det gik op for mig at jeg stirrede, jeg trak på skuldrene og vendte tilbage til vores samtale. Før den gruppe var kommet ind havde der været en dejlig ro i restauranten, og derfor gik mig virkelig på nerverne at du skulle være så larmende, Natalie så på mig og kunne åbenbart se at det irriterede mig, hun grinte og spurgte så "Mirinda har du det okay med at skulle være på egen hånd" jeg kiggede på hende med et overrasket blik og svarede "helt ærligt... så tror jeg at det nok skal gå, men jeg kommer til at savne dig, specielt når vi kommer til årsdagen." jeg kunne mærke at mit blik havde sænket sig og jeg kiggede nu ned i min mad. hun lagde sin oven på min som en trøst "hey du skal nok klare den, jeg kender ingen som er så stærk som dig, og du kan altid komme med mig" jeg vidste at det var ment både som en opmuntring og som et spørgsmål. "tak men jeg kan bare ikke tage hjem til danmark, jeg har også solgt huset, og du tager til århus, jeg er bare ikke klar til det, ikke i nu" hun nikkede og kiggede bekymret på mig hun skulle lige til at åbne munden da jeg stoppede hende "og så er det det her jeg gerne vil, jeg har altid drømt om at se verden." jeg kunne ikke have at hun overtalte mig til at tage med hjem, det ville jeg altså bare ikke. 

pludselig kunne jeg hører mi telefon ringe, jeg tog den op og gik ud. "det er Mirinda" sagde jeg på vej ud af restauranten, jeg kunne hører en svag latter i den anden ende, " hey Mirinda det er far, jeg vil bare hører hvordan du har det, og hvad du har planlagt i den næste tid." jeg smilte, det var lang tid siden jeg havde snakket med ham, "hej far, dejligt at hører fra dig. Jeg har det egentlig udmærket, Natalie tager jo hjem imorgen, så det er lidt trist, men jeg har fået et job på et hotel her i overmorgen, så planen er at blive lidt i Paris" svarede jeg ham. Jeg kunne hører at han grublede lidt i den anden ende af røret "far?" jeg kiggede lidt rundt mens jeg ventede på at han svarede mig. "Mirinda det er da dejligt for dig at du har fået et job" grublede han videre "jeg tænkte på om du ikke ville komme hjem her til september, Kathrin og jeg skal... øh... vi skal... vi er eller hun er gravid, og skal føde her i september og vi kunne godt tænke os at du kunne være her." what, hvad gravid, men han er jo gammel, eller han er jo egentlig kun 39, da de fik mig tideligt, men hvad. "Mirinda" lød det fra den anden ende af røret.

"gravid, er kathrin gravid?" fik jeg fremstammet, "ja" svarede han, var det det eneste han kunne sige, september jamen det er jo lige om lidt. "september, jamen det er jo snart, hvorfor har du ikke fortalt noget?" nu var jeg godt sur, det vil sige at hun har været gravid i 7 måneder uden at jeg har fået noget ad vide. "Mirinda, nu skal du ikke være fej" a hvad, det var dem der ikke havde sagt noget. "vi har først lige fundet ud af det, eller det vil sige i sidste uge, vi havde slet ikke overvejet det, og pludselig var hun bare ret stor, og det var egentlig først i sidste uge at vi kom til at tænke på det." "okay" fik jeg fremstammet "jeg bliver altså nød til at gå far." "Mirinda, ej Mirinda, vil du komme eller hvad" han lød pludselig ret streng. "ja" sagde jeg så og lagde på.

Jeg stod og sundede mig i nogle minutter, da jeg kom i tanke om Natalie der stadig sad i restauranten, nu ville jeg bare nyde den sidste dag med Natalie og så kunne jeg tænke på min far og Kathrin i morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...