(Justin Bieber) Nothing Like Us

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2012
  • Opdateret: 2 jun. 2013
  • Status: Igang
Hayley er 18 år og lever i sin taske. Hun har ikke noget hjem, og lever et hårdt og sølle liv, hvor hun kæmper for at skaffe penge til at opleve, men også til at opnå hendes drøm. Hun er gademusiker og elsker at stille sig op på en gade og spille for andre. Desværre tjener man ikke så mange penge på det, så Hayley sælger sig selv til mænd for at klare sig. Hun er forældreløs, men er blevet smidt rundt i systemet, og boet hos mange forskellige plejefamilier siden da. Da Hayley fyldte 18 kunne hun selv stå til ansvar for sit liv, og hun kunne ikke ikke komme hurtigt nok væk fra livet hos de mange plejefamilier.
En aften går det galt da hun arbejder, og hun støder ind i en særlig person - Justin Bieber, som kommer til at få stor betydning i Hayley's liv. Men hvad sker der når nogle fra Hayley's fortid dukker op? Drama.

* Der kan forekomme stødeligt sprog + scener. Husk og 'like' og kommenter gerne :)
SE TRAILER :)

20Likes
23Kommentarer
2567Visninger
AA

4. start of something new - Justins synsvinkel

Justin synsvinkel:

"hayley" råbte jeg så højt jeg kunne, selvom jeg ikke kunne se hende i miles omkreds mere. Jeg skyndte mig tilbage til bussen. Jeg kiggede forvirret rundt, og mit blik stoppede da jeg fik øje på hendes guitar. Hun havde glemt den...

Jeg vandrede frem og tilbage ude foran bussen. Jeg kunne ikke få hendes smukke blændene smil ud af hovedet, og pludselig så jeg hendes triste blanke øjne for mig, som hun havde haft inden hun løb sin vej. Et sug af bekymring trak sig sammen i min mave. Jeg ved ikke hvorfor. Det var skørt ikk'? jeg kendte hende jo ikke. Men der var bare noget ved hende som fangede min opmærksomhed....

Jeg tog min mobil op af lommen og ringede op til Scooter. Jeg måtte finde hende. Ikke så meget fordi jeg havde hendes guitar, men mere fordi jeg måtte sikre mig hun var okay.. 

 

Hayley's synsvinkel:

 

Bib.... bib.... bib.... Jeg fornemmede den irreterende bibende lyd, og jeg kunne lugte "hospitals-lugten" snige sig ind i mine næsebore.. FØJ!

Jeg ville gerne åbne mine øjne, men mine øjenlå var så tunge. Jeg gispede da jeg mærkede en hånd tage min, og en varme strømmede igennem mig. Jeg fik åbnet mine øjne, og var ikke et sekund i tvivl om hvem de brune øjne tilhørte. Justin.... Et lille, men svagt smil kom frem på mine læber.

"Hayley, jeg var så bekymret. Du må aldrig, og jeg mener ALDRIG gøre sådan noget igen! Hvordan har du det??"  Jeg kunne ikke lade være med at smile endnu mere, da jeg så hans bekymrede øjne. Jeg glemte helt at svare ham. Hans øjne distraherede mig af en eller anden grund.

Jeg satte mig op i sengen, og tog mig til hovedet; "aaauch" hviskede jeg. Justin grinte lidt. Jeg kiggede afventende på ham, og han skiftede til en alvorlig tone.

"Du må være faldet i søvn af udmattelse efter du løb.. problemet er bare at du faldt i søvn med hjernerystelse. Lægerne var bange for du ikke ville vågne igen" Justin skar ansigt.

"Men hvordan havnede jeg så her?" svarede jeg en anelse forvirret..

"Mig og crewet fandt dig siddende op af et træ, kold og livløs. vi kunne ikke vække dig. Så kom jeg i tanke om slaget du havde fået i hovedet, og vi ringede straks til en ambulance" sagde han med en trist stemme. 

åh gud hvor så han trist ud.. "gjorde jeg dig bange?" røg det ud af mig.. ups!

"ja meget" svarede han. 

"undskyld" hviskede jeg mens, jeg kiggede ned. "Det er så længe siden jeg har haft nogen i min liv, der bekymre sig om mig. jeg er ikke vant til at tænke på folk er bekymret. hvertfald ikke mere. "  jeg cuttede jo nærmest kontakten med alle da jeg mistede min familie. Justin løftede det ene øjenbryn.

"hey, du skal ikke undskylde. Det vigtigeste er du er okay! mmh.. var det dine forældre du hentydede til? savner du dem? sagde han forsigtigt i håb om han ikke gik over grænsen igen og ramte et ømt punkt.

"Hver eneste dag" svarede jeg bare, mens min stemme knækkede over. 

Jusitin lagde sig bare op i hospitalssengen og begyndte at holde om mig. Han tørrede mine tåre væk fra min kind. Det føltes rart og trygt. Som om han vidste at jeg ikke havde brug for en prædiken om livet, men at jeg bare havde brug for en til at holde om mig, så jeg vidste jeg ikke var alene. "tak" sagde jeg taknemmeligt. Selvom jeg ikke kiggede på ham, kunne jeg sværge på at han smilte lidt, mens han gav min hånd et lille klem. Jeg lukkede mine øjne og gabte. jeg ville nyde øjeblikket.. trygt og godt - tænkte jeg..

"Lig dig til at sov søde"  hviskede en varm stemme i mit øre. "du må være udmattet og lægen siger du er ovre det værste. jeg skal nok vække dig om 1 time"

Mere nåede jeg ikke at få fat i før jeg var faldet i søvn i hans arme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...