Piano.. [One Direction.]

Anna Busch går til klaver. Hendes liv er nærmest besat af det. Men hun fejler hele tiden. Hun får en sidste chance for at vise hun dur til det. Det er ved en fest for kendte. Hendes mor har meldt hende til at synge, ligeså. Hun kan ikke tag det. Hun løber væk en dag, væk fra alt. Hun ender ude i en skov. Hun for oplevelsen af at blive voldtaget.
Måske finder ingen ud af hendes hemmelighed? Måske bliver hun forelsket? Hvem ved? Jeg gør.

12Likes
11Kommentarer
1527Visninger
AA

2. Skænderi, ender med tårer.

 

Jeg rejste mig stille op. Trak min trusser, og bukser på plads. Jeg børstede jorden af trøjen, tog min jakke, mobil og gik. Jeg blev mindet om det der lige var sket, hver eneste gang jeg tog et skridt. Jeg bed smerten i mig. Jeg havde langt hjem. Jeg var løbet meget langt.

 

Jeg stoppede op. Kunne ikke klare det mere. Jeg lagde mig ned på jorden, og kiggede op på træerne der skyggede for himlen. Min øjenlåg blev tungere og tungere. Men jeg kæmpede med at holde dem oppe. Kampen var svær, og trætheden vandt.

 

**

 

Jeg vågnede at fuglene der pippede. Jeg havde vist sovet hele natten. Jeg satte hænderne i jorden foran mig, og prøvede at rejse mig. Smerten var der stadig, men jeg kom op. Jeg greb min jakke, hvor jeg nu havde lagt min mobil i, og løb. Nu skulle jeg bare hjem.

 

”Mor!” Min stemme gav genlyd i rummet. ”Anna? Er det dig skat?” Hendes stemme var bekymrende. ”Ja mor. Det er mig.” Hun kom hurtigt ud til mig. ”Du løber aldrig væk igen? Okay! Er det forstået?” Hun stod og ruskede i mig, som om det ville hjælpe. ”Hold nu op!” Jeg skreg nærmest af hende. ”Du kommer her og tror at du gør alt bedre for mig! Du meldte mig til en lorte koncert, med en sang jeg ikke engang kan. Jeg har to dage til at lære det! Gå nu bare din vej.” Min stemme var hård, men jeg fortrød intet. Hendes øjne blev fyldt med tårer, hun kiggede chokeret på mig. ”Undskyld.” Hendes stemme var skrøbelig. ”Gå. Gå tilbage til dit lorte arbejde. Det eneste du tænker på.” Jeg sagde det hårdt. Jeg tog min mobil op af min jakke lomme, og smed min jakke på jorden. ”Anna Busch!” Hendes stemme var blevet hård. ”Glem det.” vrissede jeg af hende. Jeg svingede med håret, og trampede hårdt op af trappen. Jeg smækkede min dør efter mig. Ikke lang tid efter kom hun vredt ind på mit værelse. ”Hør her unge dame. Det her er mit hus, altså mine regler. Du gør bare hvad der bliver sagt, også er jeg død ligeglad med hvad du vil og ikke vil. Er det fattet?!” Hun råbte det. ”Skrid nu ud. Jeg gider dig fucking ikke. Du er bare en eller anden kælling, der ikke engang ved en skid om mig.” Min stemme var kold, og jeg råbte ikke. Jeg var rolig. Hendes hånd sussede igennem luften, og landede på min kind. ”Sindssyge kælling.” Jeg sagde det roligt, jeg havde ikke tænkt mig at råbe af hende. ”Du har stuearrest, og skal møde op til kocerten. Og du skal synge.” Hendes stemme var hoverende, og hendes øjne lyste af glæde over at have vundet. ”Skrid.” mumlede jeg irriteret. Hun drejede om på hælen, og marcherede ud af værelset. Jeg gik hen og sparkede døren i. ”Kælling.” mumlede jeg for mig selv, og tog mig til kinden. Jeg løb ud på mit badeværelse, med tårerne løbende ned af mine kinder. Jeg ved ikke hvorfor jeg græd. Min kind var hel rød, og brændte af helvede til. Jeg faldt ned på gulvet, og skreg. Jeg skreg mine lunger ud. Min mor hev og sled i døren, med jeg åbnede den ikke. ”Skrid ud din fucking kælling.” Min stemme var skrøbelig, men alligevel hård. ”Anna.. Jeg er ked af det.” Hun talte stille til mig. ”Jeg tilgiver dig aldrig.” Jeg lod mig ikke råbe. Og jeg ville heller ikke råbes af. ”Ann..” ”Nej! Gå.” Hun sukkede lavt, og forlod mit værelse. Jeg åbnede min dør, og listede ud. Jeg satte mig hen til mit klaver, og øvede sangen. ”Mmm.. I wont let it go so easy.” Min stemme var forfærdelig, men øve skulle jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...