Èn Chance Mere

Imellem Det Virkelige Liv og Dødsriget findes en verden hvor unge der har begået selvmord, kan hjælpes. Der er dem der i et vanvittigt øjeblik har stoppet sovepiller i munden uden nogen egentlig grund udover kærestesorger, et venskab som har kollapset eller måske nogle dumme, uforstående forældre.
Så er der der de mindre heldige der virkelig ønsker at dø... Og de er ligeglad med muligheden for at få en ekstra chance og komme tilbage i livet.
Da Asta, en femtenårig cutter beslutter sig for at hendes liv skal have en ende, dør hun og bliver sat over for muligheden for en ekstra chance mere. Men når man hader livet så er tilbuddet ikke så fristende vel...? Men kan venskab, kærlighed og folk med et forstående blik rette om på hendes skæbne, inden timeglasset løber ud...?
... Og hvad med ånderne i Mørket? Hvad gør man, hvis man støder ind i dem, der ikke kan dræbes ...

19Likes
8Kommentarer
1767Visninger
AA

4. Røde øjne

 

2. Røde øjne

 

Jeg tror aldrig jeg havde troet på Gud. Jeg er ikke engang konfirmeret. Men på en eller anden måde, synes jeg altså, at det er Guds egen skyld. Hele mit liv havde jeg bedt til ham, håbet på en stærkere kræft for oven der kunne befri mig fra de onde mennesker. Desværre fik jeg ingen hjælp, og da alle de bitches fra min klasse,

Følelsen af at man er død, er at man ikke føler noget. Man er ikke i verdenen. Man har ingen tanker og kan ikke gøre noget. Det føles som om man aldrig er blevet født.

Da jeg vågner op fra intetheden, ved jeg at det er noget af det mærkeligste jeg har prøvet i mit liv, selvom forvirringen klæber sig til min hjerne. Det er ikke ligesom at vågne op om morgenen. Ens underbevidsthed kører jo døgnet rundt. At vågne op fra intetheden er noget helt andet.

Først er det en fjern, fjern baggrundsstøj jeg kan høre. Jeg går fra intethed til at komme ind i min krop og mærke mine sanser. Mærke mine tanker der et sted inde i mit hoved prøver at samle sig. Prøver at kæmpe imod klumpen af forvirringen og få lidt overblik.

Min krop ligger ned, slap og jeg har ingen chance for at beordre den til noget, men i det mindste kan jeg mærke den.

"Hvem er hun?” spørger en nysgerrig, hæs drengestemme. Sikkert på min alder. Så tilføjer han, lidt mere nedtrykket:

"Hun ligner ikke en af de heldige."

Yearh okay, hvad fanden mener han med det?

"Det lykkes os af og til at få dem til at skifte mening." siger en kvindestemme. "Jeg tror snart hun kan høre os, det plejer de at kunne."

Behøves i at snakke i gåder!? Jeg prøver at få min mund til at lystre og skrige dem op i hovedet, men kan ikke. Så vender jeg min koncentration mod øjnene, kæmper for at åbne mine øjenlåg.

"Der går nok lidt tid før hun får kontrol over din krop. Det er normalt. Jeg kan huske at du havde svært ved det Oscar."

Jeg ved ikke hvem Oscar eller denne kvinde er, men jeg har tænkt mig at finde ud af det. Jeg samler al min viljestyrke og flår øjnene op og kigger ind i to røde øjne. Adrenalinen skyder ind i min krop som pile da jeg gisper. Hendes øjne er blodrøde og får mig til at gribe instinktivt ud efter noget, og så får jeg fat i kanten af sengen. Jeg ligger i en hospitalseng?

Så husker jeg.

"Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck." mumler jeg og sætter mig op mens jeg panisk kigger mig omkring. Det burde ikke komme som en overraskelse at jeg ligger på et hospital. Så registrerer jeg ud af øjenkrogen andres blikke og ser to piger på min alder, den ene en blondine med en indianernæse og den anden af lille, spinkel kropsbygning og med slidt leverpostejfarvet hår, glo på mig. De hvisker uhøfligt med blikket rettet mod mig.

"Hvad fanden glor i på!?" snerrer jeg. De farer sammen som om de aldrig i livet havde forventet at jeg skulle blive stødt over det.

"Cecilie og Amanda, jeg tror det er bedst i lige lader os være lidt i fred." siger kvinden med de uhyggelige øjne.

"Hvad med Oscar?" lyder hende med indianernæsen.

"Det er ikke ham der har gjort noget galt."

Den ene fnyser og misfornøjede går de deres vej.

Jeg er forstenet i forvirring. Rundt om mig ligner dette faktisk et hospital, altså bortset fra at næsten alle er på min alder. Jeg er i en hospitalseng i et stort rum med en masse andre der også ligger i hospitalsenge. Nogle sover og nogle har et skræmt udtryk i øjnene. Ligesom jeg selv.

"Rolig. Det er ikke som det ser ud."

"Hvor er jeg?" hvorfor fanden virkede de forbandede piller ikke? Hvor mange skulle der til? Måske burde jeg have søgt efter noget baggrundsviden på internettet. Min mor ville sikkert lægge de piller langt, langt væk så jeg ikke kunne benytte mig af den mulighed igen. Lort!

"Nu skal du høre..." siger damen og tager mig i hånden. Jeg river den ikke til mig, som jeg har lyst til.

Først nu ser jeg drengen der kigger nysgerrigt på mig. Han står lidt væk og kigger væk da jeg glor på ham.

"... du er død."

Jeg ser i damen røde øjne.

"Hvad?" jeg ligner sikkert en dum fisk med rynkede øjenbryn.

"Du har begået selvmord."

"Hvad fanden mener du med det?" Jeg plejer ikke at bande, men jeg er jo her. Pillerne virkede fucking ikke og nu ville hun bilde mig en masse åndssvage ting ind. Det kan være det her er et sindssygehospital.

Ja, det må det være.

Damen prøver at holde mig nede da jeg prøver at slippe ud af sengen, men mine muskler er ømme og damen beslutsom.

"Jeg vil fortælle dig om det der er sket, selvom det nok vil lyde sært for dig." Hun trækker en mappe frem fra det lille sofabords skuffe der står ved siden af sengen.

"Du har begået selvmord og har valgt sovepillerne som udvej, men grunden må du fortælle mig."

"Hvorfor snakker du om mig som om jeg er død? For fanden hvad sker der!?" skriger jeg og rykker i sengen.

"Rolig, læg dig ned." beordrer damen med de røde øjne. Jeg hader når folk skal bestemme hvad jeg skal gøre, så netop derfor, gør jeg det ikke. Tværtimod springer jeg ud af sengen, men før jeg får fodfæste på gulvet, tager damen fat i min arm. Jeg river alt hvad jeg kan, og så er jeg smuttet.

Jeg løber igennem det mærkelige hospital for at finde nogen. Finde lægerne ,sygeplejerskerne, fortælle dem at det er et forkert sted jeg er havnet. Måske prøvede jeg at begå selvmord, men hvorfor skulle jeg så være i din sindssyges afdeling? Hvis det da fandtes på hospitaler... det er ikke ligefrem min hoppy at søge på google efter hositalsviden.

Jeg styrter igennem gangene. Væggene er kridvide og sorte pletter for mine øjne hvirvler rundt. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Dele af mig tror på forskellige ting, men jeg ved ikke hvilken jeg vil slutte mig til. Hvorfor er jeg havnet her?

Jeg støder ind i en pige da jeg drejer om hjørnet. Hendes store sorte hår dækker hendes ansigt.

Jeg får udstødt ord mellem mine hektiske åndedrag. ”Undskyld! Undskyld, jeg...” så ser hun op. Den mørke hud burde gøre udfaldet til øjenfarven. Mørkebrun. Men hendes øjenfarve er ikke mørkebrun.

”Det gør ikke noget, hvad...” begynder hun venligt. Men jeg hører hende ikke rigtigt. Det slår klik for mig, med øjenfarven. Tanken dominerer mit sind:

Den er gul. Som en slange. Jeg er allerede løbet, før hun siger sætningen færdig. En kraft driver mig afsted, så jeg knap når at ænse alle de rum og børn, jeg passerer. Jeg ser ikke på deres ansigter af frygt for øjenfarven.

Aflange trappetrin fører ned til lobbyen. Igen og igen vender jeg hovedet for at se om nogen f'lger efter mig, for min høresans er overdøvet af larm. En larm fra mennesker, en stille larm, lidt lige som mumlen.

Igen og igen møder mit blik ingens. Men der møder mig et syn som jeg ikke lige har overvejet, da den skyggelagte trappe ender.

Lobbyen. Den er gigantisk. Aflang og ligner noget der overhovedet ikke er et hospital. Mere et hotel, SFO eller klub. Store moderne kroner hænger langt oppe ved loftet og spreder lys. Et billiardbord står tomt imellem nogle sofa -stole og borde. Jeg kan se igennem en glasdør, at den fører ned til en swimmingpool og der går to børn ind med et vandyr og iklædt badetøj. De snakker roligt. Så roligt at de dræner mig for energi. Jeg hader det her. Jeg er end ikke en smule nysgerrig. Jeg vil bare hjem. Nu. Det her var ikke en del af min plan.

Jeg går som en vaklende zombie igennem alt. Mellem børnene og de unge, men jeg ser ingen i øjnene. Kigger bare efter noget. En udgang, måske. En telefon eller noget...

Så får jeg øje på den lille gruppe voksne der står og snakker ved en slags... køkkenbar med kaffe-kopper i hånden. Jeg skynder mig derhen, inden fornuften får mig til at tøve. Ud af øjenkrogen får jeg øje på udgangen. Der er kun en glasdør imellem mig og friheden, men udenfor er der mørke. What? Er det nat?

”Undskyld...?” afbryder jeg deres sludren og så kniber jeg øjnene sammen.

”Ja?” To af dem vender sig om og deres øjenfarve... havde jeg ikke gættet det? Den samme som den anden dame. Rød. Jeg tager skridt bagud og vender blikket ned, imens frygten gennemryster mine skuldrer.

Hvor er mine forældre? Hvad fanden sker der? Hele min hjerne finder sindssyge muligheder frem som bare nærmest kvæler mig i rædsel.

Jeg løber. Mod udgangen, glasdøren. Den eneste mulighed væk fra dette mareridt. To voksne står uheldigt nok ved døren, da jeg styrter hen mod dem. Måske reparerer de den, men det er vigtigere at få min frihed, end at tage hensyn.

Da det går op for mig, at jeg er på vej ud, mumler de forvirret.

”Sig mig, er du sindssyg?” råber en mand forskrækket da jeg presser mig igennem og flår døren op. Han prøver at holde den lukket men min adrenalin giver mig ekstra kræfter.

Man skulle ikke tro det er nat indenfor, alle er jo oppe, men udenfor overmander mørket mig uventet. Der er intet skær fra gadelygterne. Inde parkeringsplads, ingen biler, inden vej eller asfalt. Det eneste under mine fødder er fugtigt græs. Hvad fanden gør jeg? Det ser ikke ud som om at hospitalet er ude i byen, men ude i en skov. At den store, gigantiske bygning er klemt ind i den dybeste skov, den koldeste og sorteste nat. Mit hjerte banker om kap med stilheden. End ikke en ugle tuder.

Det kraftige lys fra det mærkelige hospital, får min skygge til at nå helt hen til de nærmeste træer. Jeg ved ikke hvad der er i mørket, og jeg ved ikke hvad der venter mig, hvis jeg går ind igen. Jeg er splittet med frygten siddende som en klump i mit luftrør.

Det hele har kun taget få sekunder, og en lyssøjle afslører at døren går op, men jeg ænser det ikke. Jeg farer sammen da mit blik stryger over buskadset. To røde øjne stirrer på mig, men farven er ikke som dem indefors. Den her farve er mere nedfaldent. Mørk, slidt. Det hypnotiserer mig og skræmmer mig fra vid og sans.

Jeg hører ikke personen fra døren afs ord. Det sortner for mine øjne.

Kun lyden af at væsnet flygter på tørre blade kan høres i mit sind.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...