Èn Chance Mere

Imellem Det Virkelige Liv og Dødsriget findes en verden hvor unge der har begået selvmord, kan hjælpes. Der er dem der i et vanvittigt øjeblik har stoppet sovepiller i munden uden nogen egentlig grund udover kærestesorger, et venskab som har kollapset eller måske nogle dumme, uforstående forældre.
Så er der der de mindre heldige der virkelig ønsker at dø... Og de er ligeglad med muligheden for at få en ekstra chance og komme tilbage i livet.
Da Asta, en femtenårig cutter beslutter sig for at hendes liv skal have en ende, dør hun og bliver sat over for muligheden for en ekstra chance mere. Men når man hader livet så er tilbuddet ikke så fristende vel...? Men kan venskab, kærlighed og folk med et forstående blik rette om på hendes skæbne, inden timeglasset løber ud...?
... Og hvad med ånderne i Mørket? Hvad gør man, hvis man støder ind i dem, der ikke kan dræbes ...

19Likes
8Kommentarer
1743Visninger
AA

5. Ringen

 

3. Ringen

 

Denne gang vågner jeg ikke op og kigger ind i et par røde øjne. Denne gang vågner jeg op i en seng inde i et hvidt rum – måske på et hospital -, med en skrækkelig hovedpine. Smerten dunker, som om nogen banker mig i hovedet med en flaske igen og igen.

Mareridt. Jeg må have haft mareridt. Jeg plejer altid at vågne i denne tilstand, hvis jeg har haft mareridt, selvom jeg ofte intet kan huske. En evne jeg virkelig elsker. Men nu er det som om, jeg gerne vil vide det, jeg har drømt. Også selvom min mave trækker sig sammen, af min underbevidstheds advarsel.

Det giver et sæt i mig da et forundret børneskrig lyder fra vinduet af. Bagefter erstattes det med latter og snak. Jeg sætter mig op og kigger ud af det hvide, halvåbne vindue, der harmonisk har en kvadratisk hvid kant. Typisk et hospital... Det eneste jeg kan se, er blå himmel med nogle få hvide skyer svævende omkring.

Jeg rækker ud efter et glas vand der står på et lille træbord med en sengelampe, men tager mistroisk hånden til mig, da jeg opdager mikroskopiske bobler stige op til vandoverfladen. Der har lige været nogen, der har puttet en pille i.

Ordet pille burde have fået mig til at sukke uoverskueligt, men det er som om, at det faktum at jeg lige har prøvet at begå selvmord, ikke bekymrer mig. Mareridtet, - hvad end der så skete i det, har åbenbart fået virkeligheden til at se lysere ud. At det kan lade sig gøre, fatter jeg ikke, men det har åbenbart skræmt mig fra vid og sans.

Inden min hukommelse begynder at kæmpe med at huske, svinger jeg benene over sengen og ser til min forbavselse at jeg stadig har det tøj på, som jeg havde da jeg tog alle sovepillerne...

Mine fingre leger med en ring. De gnider over den mørkelyserøde sten.

 

I idrætstimen ligger jeg den i smykkekassen, når jeg tror at ingen ser det. Jeg gør næsten alt, når jeg tror ingen ser det. Jeg holder mig for det meste væk. I frikvarteret finder jeg et af de mest rådne toiletter på skolen, dem ingen gider være på, og opholder mig der. Kigger på et gammelt, nedslidt reserveur jeg måtte bruge i stedet for det smarte jeg ellers havde fået i julegave. Jeg sagde jeg tabte det, og de troede på det og fik det der skuffede blik. Rigtigt synes jeg det er uretfærdigt, for det var den der gjorde det. De trampede på det. Mit fine ur trampede de på, ugen efter jeg havde fået det.

Men jeg har brug for et ur, så jeg kan se klokken. Mit blik er hypnotiseret af viseren der nærmer sig minut efter minut, timen. Jeg kan ikke andet, for jeg tør ikke gå ud. Jeg tør ikke risikere at støde ind i dem, og hvis jeg gør, er chancen for at en lærer går forbi minimal.

I timen tvinges jeg sammen med dem. Jeg undgår at snakke med dem, være i gruppe sammen med dem. Jeg gør alt hvad jeg kan for at have så lidt jeg overhovedet kan, med dem. Men mine lærer fatter ikke en skid. Han tror vi kunne danne et venskab, hvis han sætter mig i gruppe sammen med dem, hvis vi snakker. Så naiv han dog er. De håner mig bare, kritiserer mig. Selvom han ikke gør det af ondskab, så hader jeg ham alligevel for det. De ville aldrig, aldrig lukke mig ind i deres gruppe og jeg ville aldrig, aldrig tilbringe min tid sammen med dem. Dem der gør, at jeg hader mig liv.

 

Boblerne bliver færre. Jeg lægger mig ned og tager en hånd for min pande. En del af mig ønsker at dykke end i min hukommelse. En anden flår og skriger til mig, at jeg skal lade være.

 

Så rækker jeg ud efter glasset, fyldt med vand og propper tyve piller ind i munden først, og bagefter mindst hundrede mere. Jeg drikker hele den store flaske vand selvom jeg overhovedet ikke er tørstig. Jeg ved ikke hvor mange piller der skal til, så jeg tømmer jeg resten af pakkerne og tager dem alle og propper dem ind i munden.

 

Jeg hader piller. Også selvom alt skriger af sikkert hospital, så kan jeg ikke få mig til at drikke det. Piller er i det hele taget forræderiske. De er djævelske, har jeg fundet ud af. Hvor mange piller tog jeg? Halvtreds? Mere? Det kan da ikke være rigtigt at man bliver nødt til, at sluge endnu flere! De piller har forrådt mig.

Raseriet gennemvæder min krop, ved tanken om mit rådne liv, jeg stadig har. Og det er pillernes skyld. Så mærker jeg hvor øm jeg egentlig er og lægger mig ned. Jeg behøves ikke at spekulere over det nu. Forhåbentlig er jeg indlagt i flere dage, også selvom jeg egentlig har det fint lige nu, udover at det føles som om min krop er totalt maltrakteret, som om jeg har løbet et maraton. Men måske kan jeg narre dem eller stjæle narkotika. Et eller andet stads må der vel findes her på et hospital. Måske nogle lykkepiller. Det skylder de mig fandeme efter at være så frække at redde mig fra naturens gang.

Føj! Tanken om alle pillerne jeg sluger, føles så virkelig, at jeg tager mig til halsen. Jeg mærker hvordan en tynd paniktændstik tændes op i mig, som en glød. De mikroskopiske bobler i vandglasset er ved at forsvinde. Den er opløst. Burde jeg drikke den?

Men nej, det at jeg ved, at pillen er gemt i væskeformat gør mig stadig ikke mildere ved tanken. Jeg vrænger af vandglasset og lukker øjnene et øjeblik.

Ubevidst bygger jeg en mur, der holder mine tanker væk. Jeg lytter bare til stilheden. Mærker min krop.

Min hånd flyver under dynen og mærker på mine bukser. Da mine fingre rammer det grove stof, gnistrer små alarmbølger over mine fingre. Cowboybukser? Det er fandeme ikke det hospitalstøj, man plejer at se i film.

Det her er for wierd. Min drøm, jeg ikke kan huske, mit mislykkede forsøg med at begå selvmord, de mange piller der ikke slog mig ihjel, mit mærkelige hospitalstøj, og ja... hele rummet emmer faktisk af noget mystisk.

Jeg må vide, at alt er sikkert. Se mine forældre og Alberte, før jeg tror jeg er blevet skør.

Lige som jeg skal til at rejse mig, for at gå på jagt, efter en forklaring, hører jeg dæmpede stemmer. Mine ømme muskler spændes et kort øjeblik, så kniber jeg øjnene i.

Døren går op. Skridtene er forsigtige.

”Hun er ikke vågen. Jeg er bange for at vække hende, hvis hun skulle blive forskrækket, men den pille bliver hun nødt til at tage.”

Den varme kvindestemme, får mit blod til at isne. Jeg har ingen anelse hvorfor, men den virker bekendt. Jeg rynker mine øjenbryn en smule. Snakker hun med sig selv? Er der to personer?

 

Jeg samler al min viljestyrke og flår øjnene op og kigger ind i to røde øjne. Adrenalinen skyder ind i min krop som pile da jeg gisper. Hendes øjne er blodrøde og får mig til at gribe instinktivt ud efter noget, og så får jeg fat i kanten af sengen. Jeg ligger i en hospitalseng?

 

Som en slags refleks tager jeg instinktivt fast i sengekanten. De to personer holder vejret. Stilheden strækker mig ud i anspændthed.

 

"Du har begået selvmord og har valgt sovepillerne som udvej, men grunden må du fortælle mig."

"Hvorfor snakker du om mig som om jeg er død? For fanden hvad sker der!?" skriger jeg og rykker i sengen.

"Rolig, læg dig ned." beordrer damen med de røde øjne.

 

Jeg ser alle detaljerne. Hører detaljerne i kvinden med de røde øjnes stemme, og i den kvinde som lige nu holder vejret. Detaljerne i hendes røde øjne. Angsten gennemtæsker mig. Især mit bryst bliver trukket og flået i. Er jeg ved at blive vanvittig? Har pillerne gjort mig til en psykisk handicappet?

Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting. Beviserne; tankerne og genkendelsen af hendes stemme. De er ikke nok. Jeg må vide mere.

Og så åbner jeg øjnene.

De er røde.

 

***

 

Da jeg vågner igen, gentager processen sig. Inderst inde ved jeg, hvad der er sket, men min hjerne vil ikke erkende det. At jeg er midt i et mareridt. Så derfor er jeg ikke bange, jeg er bare tom.

Og dog. Dog har jeg alligevel den intense, inderlige følelse af, at jeg står midt i det her; lige meget hvor uvirkeligt det så burde være.

Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Det her sted. Jeg tænker mere og mere over det. Denne her gang, åbner jeg ikke øjnene, men tænker i et mørke, men da tankerne begynder at ridse i min pandeskald, må jeg fortage noget. Jeg rejser mig op uden at se på vandglasset. Udenfor er det blevet mørkt, men ikke en stjerne er at se på himlen. Den er bare sort. Det føles lige så sort som … som hvad?

 

Man skulle ikke tro det er nat indenfor, alle er jo oppe, men udenfor overmander mørket mig uventet. Der er intet skær fra gadelygterne. Ingen parkeringsplads, ingen biler, inden vej eller asfalt. Det eneste under mine fødder er fugtigt græs. Hvad fanden gør jeg? Det ser ikke ud som om at hospitalet er ude i byen, men ude i en skov. At den store, gigantiske bygning er klemt ind i den dybeste skov, den koldeste og sorteste nat. Mit hjerte banker om kap med stilheden. End ikke en ugle tuder.

Jeg rejser mig op og bliver lige pludselig bekymret for, om jeg ligner lort. Jeg ved ikke hvor bekymringen kommer fra, den overrasker mig. Men det er stadig en bekymring, så jeg går hen til et spejl og stiller mig foran det.

Jeg kigger mig selv i øjnene.

De er nu røde. Røde som blod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...