Èn Chance Mere

Imellem Det Virkelige Liv og Dødsriget findes en verden hvor unge der har begået selvmord, kan hjælpes. Der er dem der i et vanvittigt øjeblik har stoppet sovepiller i munden uden nogen egentlig grund udover kærestesorger, et venskab som har kollapset eller måske nogle dumme, uforstående forældre.
Så er der der de mindre heldige der virkelig ønsker at dø... Og de er ligeglad med muligheden for at få en ekstra chance og komme tilbage i livet.
Da Asta, en femtenårig cutter beslutter sig for at hendes liv skal have en ende, dør hun og bliver sat over for muligheden for en ekstra chance mere. Men når man hader livet så er tilbuddet ikke så fristende vel...? Men kan venskab, kærlighed og folk med et forstående blik rette om på hendes skæbne, inden timeglasset løber ud...?
... Og hvad med ånderne i Mørket? Hvad gør man, hvis man støder ind i dem, der ikke kan dræbes ...

19Likes
8Kommentarer
1759Visninger
AA

3. Piller

 

1.Piller

 

 

Jeg vågner søvndrukkent op fra den fredelige søvn. Det sted hvor virkeligheden ikke kan nå mig. Det er ubarmhjertigt af verden at lade mig vågne op og tvinge mine tanker i gang. Tankerne kører igennem min hjerne, kværner logik og fornuft. Tilbage er der kun bekymringer og en mørk, dyster stemning.

Jeg gnider mig i øjnene og ser ud af vinduet. Det regner og de mørke skyer ligger som et tæppe over himlen. Vejret afspejler fuldstændigt mine følelser, selvom skyerne måske burde have været mørkere og regnens vand burde være enten sort eller rødt.

Det er min fødselsdag i dag. Jeg fylder femten. Det er fandeme ubarmhjertigt at verden har ladet mig fylde så mange år. Livet burde have stoppet omkring de elleve. I hvert fald for mig. Dengang var jeg stadig nogenlunde lykkelig, selvom jeg har glemt hvordan det føles.

Mit hoved er som en mursten da jeg hører skridt henne ved døren. Desperat rejser jeg mig og og er hurtigt henne til min reol og fumler med en gammeldags nøgle nede i et gammelt skrin. Ti sekunder senere låser døren op. Ti sekunder for sent. De kigger lidt underligt på mig, min mor og far. De ved åbenbart ikke at jeg dobbelttjekker hver aften om min dør er låst? Nej, hvorfor skulle de også det, hvem bekymrer sig om mig?

Akavet begynder min mor at synge.

I dag er det Astas fødselsdag ...” da min mor når til hurra, hurra, hurrrraaaaaaah er min far med i hendes forsøg på at hjælpe det lille bump på vejen, op. Især min lillesøsters lille, lyse stemme skærer tydeligt igennem de gamles ru stemmer uden noget sangtalent. Hendes stemme er svag og uskyldig og alligevel så stærk.

Deres stemmer synger glade. Lykkelige. Som om verden er dejlig og fantastisk. Jeg er lige ved at hvæse vredt og tude over at de er så blinde. Hvorfor kan de ikke se det? Hvorfor kan de ikke se dårligdommen som ligger i hver skygge i krogene? I hver persons mørke hjerte? Glæden. Den findes et sted jeg aldrig vil få adgang til.

Men jeg skynder mig at prøve at oprette den normale, smilende facade foran dem, selvom det først bare bliver til en grimasse.

Dagen går med en lille privat fødselsdagsfest som jeg har tigget og plaget om, i stedet for en med pigerne fra min klasse eller for åndssvage slægtninge som jeg alligevel ikke rigtigt kender. Jeg har lyst til at kaste kagen op igen. Det er som om at flødeskummet udvider sig inde i min mund, men jeg sluger det alligevel.

Urets viser tikker i slowmotion. Det er en anstrengende dag. En dag som alle de andre, men i det mindste er jeg ikke offer i dag. Mobbeofferet i skolen. Den ynkelige, indadvendte pige uden venner. Hende man ikke taler til, medmindre man råber og skælder hende ud over hendes mærkelige tøj eller fejl.

I dag skal jeg kun nive mig selv i armen for at få mig til at smile falsk når jeg får gaver.

”Hmm, hvems gave skal Asta mon åbne først?” siger min mor tænksomt og blinker til min lillesøster.

”Min min min!!” hviner min lillesøster. Selvfølgelig prøver jeg at spille skuespil overfor dem, og bliver pædagogisk overrasket over hvad der ligger under gavepapiret med blå elefanter på og det grønne bånd. ”Flot pakket ind, Alberte.” indskyder jeg og hendes øjne stråler stolt.

Et armbånd. Jeg får et armbånd.

”Jeg har selv lavet det!” siger hun ivrigt og jeg må indrømme at jeg… jeg synes det... Jeg ved det ikke. Det er som om at de røde og lyserøde hjerter på snoren varmer mig op indefra.

Gaver jeg ikke rigtigt kan bruge. Det er sådanne gaver man får, når nogle gerne vil tilføje gode minder til ens tankecenter. Jeg hader mit tankecenter, hader minder, hader alt.

Jeg siger at jeg går tidligt i seng og går op på badeværelset, uden at vente på svar og ser ud af vinduet.

Udenfor ligner verden, den verden der altid er der. Kold, djævelsk, mørk, uvenlig...

Så tager jeg en beslutning, det her kan ikke blive ved. Jeg river sovepillerne ud af det hvide skab. Jeg mumler for en gangs skyld tak til verden udenfor, for at der er massere af piller i pakkerne. Skæbnen har bestemt dette.

Jeg finder papir og blyant frem, der ligger og flyder i en af skufferne. Jeg ved ikke hvordan de er havnet der, men jeg er også ligeglad.

 

Jeg tilgiver jer for, at i har været så blinde. At i ikke har set sorgen i mine øjne, for jeg har selv valgt ikke at vise jer, hvordan jeg har det. Jeg ville ikke ødelægge jeres glæde i jeres liv. Det her drejer sig om mig.

Husk på det var mit eget valg. Jeg kan ikke mere. Det her er det bedste for mig.

 

Kh. Jeres datter. Jeg elsker jer, men smerten overdøver mit behov for at blive ved.

 

PS: Lillesøster Alberte, du må arve Teddybjørn jeg sover med hver nat. Vi ses på den anden side, hvis det da findes.

 

Jeg tømmer nogle pakker og nogle ryger ned på gulvet. Tyve piller ligger i mine hænder. De farverige armbånd jeg plejer at have om håndleddet, klipper jeg af, med en papirsaks.. Det føles bart og nøgent. Men på en heller anden måde føles det rigtigt at mine håndled er blottet. Det bekræfter bare hvor god en løsning pillerne er.

De lange linjer af ar fra køkkenkniven ude i skuffen, ligger på striber. Der er ingen der ved hvor mange gange jeg har brugt den. Brugt den på mig selv. Nogle af arrene er ekstra røde. Det nyeste lavede jeg i går aftes.

Jeg sukker da jeg tænker på den dejlige følelse af blodet der løber ned af hånden på en. Så spekulerer jeg på om der findes et sted, uden dette. Uden bekymringer og den evige, tunge smerte i min psyke. Det sted jeg nævnte i brevet.

Det er der. Det er døden. Så rækker jeg ud efter glasset, fyldt med vand og propper tyve piller ind i munden først, og bagefter mindst hundrede mere. Jeg drikker hele den store flaske vand selvom jeg overhovedet ikke er tørstig. Jeg ved ikke hvor mange piller der skal til, så jeg tømmer jeg resten af pakkerne og tager dem alle og propper dem ind i munden. Nogle har jeg i hænderne, imens jeg går ud på badeværelset, for at tage mere vand derfra.

Min lillesøster er derude. Jeg sukker, og kigger ud af vinduet igen. Hun børster tænder med sin lille lyserøde tandbørste. Nede for enden er der et enhjørningehoved.

Hun kigger nysgerrigt på mig med sine blå øjne. Vi har samme øjne, arvet dem fra vores mor. I spejlet ligner vi søstre. Vi kunne godt have bildt folk ind at vi var tvillinger hvis enten hun var større eller jeg mindre.

”Hvad laver du?” Hendes barnestemme lyder uendelig uskyldig.

Det niver i mit hjerte. Skal jeg ikke sige noget? Ja, det er nok det bedste, og alligevel ikke. Hendes uskyldige øjne trykker sandheden op af min hals. Hun vil alligevel ikke rigtig forstå det.

”Alberte. Du skal høre noget.” hendes alvorlige mine får mig næsten til at smile frivilligt, men det seriøse lammer mine smilemuskler.

”Jeg rejser nu.” sukker jeg, mens jeg betragter biletterne der ligger i min hånd i pilleform. ”Du vil aldrig komme til at se mig igen, men du skal vide, at jeg elsker dig og at jeg vil være mere lykkelig der.” Hun tårer baner sig vej ned af kinderne på hende.

”Du må ikke rejse!” råber hun. Jeg tysser på hende.

”Jo, det er jeg nødt til.” jeg mærker en pakke cigaretter i min lomme og knuger ulykkeligt om dem. For helvede, jeg kan jo ikke ryge når hun er her. Det var ellers min plan at få en sidste smøg.

”Vi ses måske engang i en anden verden.”

Hun krammer mig og jeg holder hende ind til mig. Så kysser jeg hende og hvisker:

”Jeg elsker dig.”

”Vi ses, Asta.” siger hun og hendes rødgrædte øjne er som stikkende pile i mit bryst.

”Ja, vi ses Alberte.”

Så mærker jeg hvordan mine muskler bliver slappe. Tænk at min lillesøster næsten kan få mig til at skifte mening. Ville jeg overleve det her, hvis jeg omgående blev indlagt og lod være med at tage flere piller?

Men så slår et lyn ned ikke så langt fra og tordenbraget får min lillesøster til at fare sammen. Det minder mig om den onde verden udenfor. Jeg tager krampagtigt fat i vandhanen og skruer om på fuld, mens jeg propper pillerne ind i munden på mig selv, som om jeg er et barn der ikke har spist i et år og lige har fået stukket en masse chokolader i hånden. Jeg passer på, at Alberte ikke ser mig gøre det. Når hun bliver ældre vil dette minde hjemsøge hende. Jeg vil ikke gøre det værre.

Min hånd gør nogle slappe bevægelser, men det ser ud som om min lillesøster forstår at jeg prøver på at vinke, for hun vinker igen, mens jeg går ind på mit værelse og låser.

Nu er der ingen vej tilbage.

Pillerne virker øjeblikkeligt. Trætheden slår mig helt ud og jeg må slæbe mig de sidste skridt. Det er bogstaveligt talt på hovedet i seng, jeg gider ikke engang at tage dynen over mig, selvom der vinduet har stået åbent og der siver iskold luft ind i rummet.

Jeg lader pillerne virke mens jeg forsvinder ind i søvnen.

Så begynder smerterne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...