En regndråbe kommer sjældent alene

Okay så jeg har et lille stykke tid prøvet at komme over en skriveblokade. Her vil jeg samle nogle af teksterne, som jeg syntes bedst om. Der er/kommer lidt blandet skrivning.

2Likes
0Kommentarer
1083Visninger
AA

3. Hende i spejlet

 

Det var egentlig en helt almindelig dag. Fuglede sang fornøjet, selvom aftentimerne skred mod natten. Det var yderst vidunderligt at betragte, når man stod på terrassen og så ud mod haven. Den lå henlagt i mørke, hvor store, tunge skygger kastede sig så lange, de var. Det svage lys fra terrasselyset nåede ikke langt ud i haven, hvilket blot gjorde det skummelt at betragte. Vinden pibede lavmælt, da et hårdt vindpust strejfede mit ene øre. En gysen løb ned langs ryggen på mig. Ubehageligt. Det puslede i blomsterbedet, der endelig var begyndt at vise tegn på liv. Jeg havde dødsdømt det for tidligt, men min far havde bevaret håbet. Tit strejfede det mig, at jeg nok kunne lære noget af ham. Med en let hovedrysten, der satte mine lyse lokker i bevægelse, bevægede jeg mig indenfor igen. Varmen omfavnede min slanke krop med det samme, og et smil prydede hurtigt efter mine læber. Varme og tryghed var mine første tanker.

Lidt som i blinde greb jeg ud efter min tandbørste og tandpastaen. Endnu havde jeg ikke set mig i spejlet, for jeg vidste mit hår var en vildrede. En høstak. Jeg gjorde tandbørsten klar og vendte ryggen til spejlet. Med lette cirkelbevægelser på tænderne med børsten blev pebermynten spredt i munden. Jeg skar ansigt, da pebermyntens stærke smag ikke var min favorit. Jeg drejede omkring, og kastede det første blik på mig selv i spejlet. Tandbørsten gled ud af min hånd. Bump. Et skrig undslap struben. Mørke lokker dansede.

Alt gik langsomt herfra.

Mine blonde lokker var væk, og hvor der før havde været en fin lille næse, gemte der sig nu en større en. Mine brune øjne… Væk. Jeg træk vejret i små korte stød højt oppe i brystet, i takt med mine slanke fingre løb over ansigtet. Det var ikke mig! Tårer sveg i øjenkrogene og panikken satte nu ind. Alle mine blodårer var som frosset til is. Hvordan kunne jeg være mig, når det ikke var mig, der så tilbage på mig? Tanken gav mig kvalme såvel som svimmelhed. Sorte prikker dansede for mine øjne. Hænderne rystede.

Det er bare en drøm, Mira. Bare en drøm” fortalte jeg mig selv med rystende, hæs stemme. Jeg spærrede øjnene op, da min stemme var min helt egen. Hvordan var det nu, man vækkede sig selv fra en drøm? Alle tanker havde forladt mit hoved og summede lystigt på én og samme tid. Panik jog igennem kroppen på mig smertefuldt. Endnu et skrig forlod mine læber, da jeg nev mig selv så hårdt, jeg kunne mønstre det. Mine øjne lukkedes. Forventningen var at åbne øjnene med et sæt med dynen tætpakket omkring, en natkjole våd af sved og en sammenrullet pude ovre i hjørnet.

Mine vejrtrækninger blev hurtigere. Paniske.

Jeg slog brat øjnene op, men dette var også det eneste, der opfyldte mine forventninger. Hjertet sank i livet på mig, da mine fingre atter gled over det ukendte ansigt. Tårer. Jeg smagte dem salte og varme i min mundvige, da jeg underligt nok lod tunge strejfe læberne. De var fyldige og langt pænere end mine egne. Hvad pokker foregik der? Med rystende hænder fandt jeg vej ud af badeværelset. Forvirringen slog mig som et knytnæveslag, da jeg ikke rigtig kunne orientere mig. Efter en del paniske hvisken til mig selv, fandt jeg endelig min brors værelse. Alt lignede sig selv. Lød som sig selv. Hvad skete der for mig?

Aidan, hvem er jeg? Hvem ligner jeg?” Røg det febrilsk og rædselsslagent ud af mig. Varme baner af tårer kom fra mine øjne, der pludselig var blevet blå. Inderligt håbede jeg, at han ville se forvirret på mig, forsikre mig om, at dette var et mareridt. Måske endda fortælle mig, at han ikke kendte dette ansigt? Håbet var det eneste, jeg knugede tæt i mit indre. Jeg skulle ikke miste håbet, for dette kunne være den eneste vej igennem dette.

Hvad snakker du om? Mira? Er du okay? Du ser lidt bleg ud, men ellers ligner du dig selv” svarede han mig, og først da brød jeg endeligt sammen. Aidan greb mig inden jeg faldt sammen på gulvet. Beroligelsen af mig fra hans side var en totalt fiasko. Jeg skreg på ilt, og når denne kom ned i lungerne, ønskede jeg at forvise det til evig tid. Efter nogle forsøg fik han mig endelig med ud på badeværelset, så jeg kunne få noget koldt vand i ansigtet. Denne gang undgik jeg mit eget spejlbillede, for angsten og ulykkeligheden sad allerede som en klump i halsen på mig. Jeg snappede efter vejret. Snøftede.

Se nu på dig selv, Mira. Det er DIG!” kom det fra Aidan beslutsomt, da han tvang mig selv til at møde mit eget blik. Møde hendes. De brune øjne så forskræmt tilbage på mig. Det lignede en fanget sjæl i et åndeligt fængsel, der ikke kunne undslippe. Uforanderligheden startede et nyt skrig, og jeg bakkede hurtigt tilbage lige ind i væggen.

Det er ikke mig. Det er det ikke. Aidan. Se, brunt hår. Ikke mig…” talestrømmen var hæs og smertefuld, men jeg kunne ikke stoppe den i at komme. Den var som behøvet, hvis jeg skulle igennem denne nat. Desperat så jeg på min storebror håbefuldt, for måske kunne han indse det. Forstå! Han skulle forstå det, nu! Endnu en gang snøftede jeg, som kunne jeg ikke gøre andet end det. Aidan rystede blot på hovedet og forsvandt, som var jeg blevet godt skør. Et sæt brune øjne stirrede forskrækket tilbage. Det mest skræmmende var, at jeg kunne genkende mig selv i det fremmede ansigt. Genkendelsen af følelserne og arret lige over venstre øjenbryn. Dets lyserøde farve sprang tydeligt frem i den blege, blege hud. Selvom det virkede umuligt, var det åbenbart muligt.

Det var ikke mig, men mig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...