En regndråbe kommer sjældent alene

Okay så jeg har et lille stykke tid prøvet at komme over en skriveblokade. Her vil jeg samle nogle af teksterne, som jeg syntes bedst om. Der er/kommer lidt blandet skrivning.

2Likes
0Kommentarer
1079Visninger
AA

4. Forfald

Jeg må stå her og forfalde. Visne bort.

Jeg står i forfald. Mine gyldne røde blade falder omkring mig, mens de endnu klæbende blade antager de rustne og grimme farver. Jeg bukker hovedet igen, mærker mit gule indre drysse ned som pulver. Det burde ikke være pulveriseret, men sådan gik det. Sådan går det. Jeg har vand omkring mig, og det når lang op til mit andet blad på stilken. Hvor jeg engang tørstigt drak, kan jeg nu kun tage nogle få mundfulde. Min sang er udløbet og mit gøremål i livet forbi. Jeg har set deres glade smil over mig, og jeg har nydt godt af goderne, der fulgte. Tænk engang! Jeg er blevet til det sødeste, en pige kan få foræret. Var. Fortid bliver hurtigt til de eneste tanker, der summer. Bierne er for længst stoppet med at komme ved mig, men det ændrer ikke på de summende tanker. Bierne spøger med mig i mit indre, og jeg kan ikke engang vifte dem væk. Hvem skulle have troet, at den kildende fornemmelse af en bi, der suger min nektar, skulle gå hen og blive direkte savnet? Jeg gyser, og endnu et blad rammer bordet med en smertefuld krusen.

Det er ikke rart at høre på, når man ved ens time snart er kommet. Forfald er overalt omkring mig. Mit hoved bliver en anelse tungere, og jeg må øjeblikkeligt hvile dets tunge vægt på vasens kant. Verden sortner, og det sidste blad river sig langsomt løs. Min død bliver alene. Hendes beundrende øjne kommer ikke mere, men snarere modtager jeg en vrængen og ærgrelse over, at min eksploderende røde farve er vasket ud af forfaldets tunge regndråber. Det er dette, der skræmmer mig. Når det overtager mig, og trækker mig med; Hvor kommer jeg så hen? Det drysser på bordet igen. En smertelig lyd. Er det overhovedet meningen, at dette skulle kunne lade sig gøre? En tår mere. Bare en enkelt. Vandet nægter sig adgang til mine grønkorn og indgang, og med bedrøvet mine kommer indrømmelsen. Det sidste blad falder. Daler. Det kruser. Mørket befamler min slappe, visne krop. Om det er godt eller skidt, ænser jeg ikke, men jeg tager glædeligt imod mørket. Dets omfavnelse giver mig det sidste pust af liv. Mørket. Det har mig nu og jeg må drage bort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...