En regndråbe kommer sjældent alene

Okay så jeg har et lille stykke tid prøvet at komme over en skriveblokade. Her vil jeg samle nogle af teksterne, som jeg syntes bedst om. Der er/kommer lidt blandet skrivning.

2Likes
0Kommentarer
1078Visninger
AA

2. Amar Halshug

 

Amar halshug som Meggie ville sige.

Jeg tog ikke meget notits af det, der skete omkring mig. Stilheden var altafgørende, sagde de. Jeg kunne fornemme de brune øjne granske hele min krop. Selv de private steder kom de. Jeg skar ansigt og lynede jakken helt op.

Vi var 3 samlet den aften. Den forbandede, iskolde og risikofyldte aften. Mit sorte hår var helt vindblæst, og da jeg ikke ejede et sted lige nu, kunne jeg kun forestille mig de fugle, der end måtte have lavet rede i mit hår. En lille gråspurv eller måske en due? Jeg blev drevet langt væk, og til min store overraskelse, gjorde de ikke noget ved det. Meggie var den første, der talte. Hendes ord fyldte rummet i en messen, jeg kun fandt gruopvækkende. De var mine bedste venner, Meggie og Aaron. Altid sammen. Altid hemmelighedsfulde.

Kan du række mig papiret, May?” ordene ramte mig som et knytnæveslag. Tydeligvis var jeg blevet nedgraderet efter al den mistillid, Meggie havde fået af mig. Hun gav mig ellers aldrig ordrer, vidste det var klogest at gøre tingene selv. Jeg var nedgraderet. Aaron var ligeglad. Uden et eneste ord greb jeg papiret, som jeg ubarmhjertigt krøllede i min hånd over den korte strækning, der var fra bordet og Meggie. De brune øjne lyste af mistillid, og af en eller anden grund var jeg enig. Jeg havde gjort det, ingen nogensinde måtte gøre. Jeg var den værste af dem alle. Det var, hvad de havde kaldt mig.

Dette er den eneste måde. Det kan ikke bare slutte, og det ved de udmærket godt!” Meggie messede igen og mest for sig selv. Jeg havde udviklet den irriterende vane, at når hun snakkede, lukkede min hjerne og interesse af for hende. Ordene kom ind, jeg forstod dem, men de interesserede mig aldrig. Mine egne isblå øjne søgte Aarons grålige. Havde han tænkt sig at lade som om, der intet skete? Jeg kunne ikke virke andet end ligeglad. Aaron havde altid været Meggies lille hund, hvor jeg havde været det store modspil, hun behøvede. Eller det var, til jeg brød den dyrebare tillid. Nogle ting kan man bare ikke tilgives for. Nogle ting kan man ikke tilgive sig selv for…

Det er en pagt, er det ikke? En bindende pagt…” Ordene snørede sig sammen i halsen på mig. De ord, de andre hørte, virkede som en omgang havregrød for mine egne. Det svømmede, det hele, og jeg kunne ikke holde mig oven vande meget længere. Dette måtte overstås.

Giv mig et skriveredskab. Giv mig et.. Nu!” desperationen i min egen stemme kom bag på mig. Dette var ikke det rette tidspunkt at være desperat. Det måtte ikke ske allerede. Meggie kunne ikke vinde denne kamp grundet min egen desperation. Jeg kunne kende en kamp, når jeg så en. Meggie rakte mig endelig papiret, hvor nydelige, gamle og snørklede bogstaver fyldte hele siden. Aaron rakte en fjerpen frem imod mig, som jeg hurtigt tog imod. Inden i forbandede jeg mig selv.

Du har vel tænkt, May, ikke? Det er ikke hver dag, man underskriver noget som dette. Meggie vil kunne kræve din tilstedeværelse 24/7 lige…” Meggie bankede hårdt i bordet og Aaron stoppede med det samme. Aaron var, som jeg huskede ham. Han havde altid været som en storebror for mig, skønt han havde sine egne måder at vise ’kærlighed’ på. Jeg skar tænder, for disse ord satte alt i en sort/hvid kontrast. Jeg var den hvide farve, der var ved at blive invaderet af det altopslugende mørke, der ville kunne kaste dig i en evig glemsel. En dyb indånding var alt der skulle til. Min hånd anførte bogstaver på linjen nederst på papiret. Meggie holdt vejret. Aaron bakkede væk. Jeg trak hånden til mig, da jeg var færdig.

Og du lover, at du ikke bryder denne aftale? Du er i min magt og kun min. Forstået?” Meggies ord løb igennem mit hoved adskillige gange inden mit eget svar. Jeg gled tilbage til den barndom, jeg for længst havde kastet væk. Meggie og jeg sad på en stod, rund gynge sammen på en legeplads. Natten omfavnede vores små børnekroppe, som gyngen gik fra op til ned og op igen. Den bevægelse lullede os ind i en pagt, jeg aldrig fik glemt. Vi skulle blive sammen. Meggie og jeg. Vi var bundet sammen, vi var sjælesøstre. Meggies barnagtige brune øjne så dybt i mine. Hun ledte efter ordene, der ville lukke aftalen og aldrig forsvinde igen. Hun søgte dem dybt i mine egne, lyse øjne.

Amar halshug” hviskede jeg i takt med det lille barn i mindet, der havde slynget sig omkring mig. Det var sagt, som Meggie ville have sagt det…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...